Annonce
Debat

Debat: Hvordan kan jeg bidrage til et bæredygtigt liv? Dilemmaet ved at blive gammel

Tænk, hvis vi gamle viste ansvar og fravalgte vores høje klimaaftryk og til gengæld kunne tilvælge meningsfyldte fællesskaber.

Nogle gange er det rarest at se sig selv i spejlet uden briller på. Der er en vis mildhed over det uklare billede, som toner frem igennem duggen fra brusebadets varme vand. Men når så brillerne er pudset, og den fugtige luft lukket ud af vinduet, så er det, at det er svært at undgå sandhedens øjeblik. Med mindre, man skynder sig ud til morgenkaffen og konens overbærende blik.

Og det er nok, hvad mange af os gør. Skynder os ud til morgenkaffen i stedet for at se efter nye rynker og grå hår. Men så er det, at der af og til kommer et wake-up call. Som forleden, da jeg modtog en indbydelse til at deltage i et seniorakademi på Rude Strand Seniorhøjskole. For seniorer over 60 år stod der i brevet, og det skulle handle om klima og bæredygtighed.

Som en 59-årig klimaengageret, næsten ældre herre følte jeg mig ramt og kaldet til møde med de andre gamle.

Og det blev en skøn dag. For der er masser af liv, selv om man er over 60 og eventuelt føler sig skubbet ud af arbejdsmarkedet. På stolene i foredragssalen sad den ene efter den anden med lange arbejdslivserfaringer inden for stort set alle fagområder. Men de fleste var på pension, og det var tydeligvis ikke altid så let at få erfaringen omsat i et stille seniorliv. Og derfor viste det sig i kaffepausernes samtaler, at mange af mine ældre meddeltagere for at bekæmpe den truende kedsomhed valgte at rejse en hel del.

Ja faktisk så det ud til, at vi ældre dernede til klimamødet var ganske godt med, når det gjaldt om at sætte CO2-aftryk i himlen. Og med det scenarie klimaprofessor Katherine Richardson tegnede for os med truende klimatiske trippelpunkter, var det jo ikke så godt. For var det ikke klart inden, så stod det helt klart efter dagens fremragende række af foredrag, at den er helt gal fat med fremtidens vejr. Og at det er med vores generation og vores forbrug, at kloden er skubbet på vej ud over en klimakant.

Dybe sukke og måske et par tanker til alle de store biler, der havde bragt os til højskolen. For hvad skal man gøre, når der er pensionsopsparing, friværdi, billige flybilletter og et samfund, der signalerer, at man har overskredet den normale brugbarhedsalder på arbejdsmarkedet?

Det er et dilemma at blive gammel. Stå med et livs erfaring og så opleve, at der ikke længere er bud. At man ikke længere har plads i samfundets indbyggede nytteværdi-skabende bæredygtighed. Samfundet bæres i effektivitetens navn af de yngre generationer. Ældre skal trække sig tilbage og nyde. Og skal de yde, ja da er det helst som aktive i en genbrugsbutik eller som barnepassende bedsteforældre.

Som jeg sad dernede omgivet af sprudlende gamle med masser af ideer og mod på livet, gik det op for mig, at bæredygtighed ikke kun handler om forbrug. Bæredygtighed har først og fremmest at gøre med et blik på livet, hvor alt i naturen og alle mennesker tilskrives en værdi i sig selv som del af livets kredsløb.

På konferencen talte den gamle anti-vækst-nestor, dr. teol. Ole Jensen om poesiens nødvendighed for at skabe bæredygtighed og mening. Med det pegede han på, at det først er, når man ser på livet som mere og andet end noget, der skal overstås, at livet åbner sine muligheder for skønhed, glæde, virkelyst og kærlighed.

Bæredygtighed bliver ofte reduceret til noget med CO2 og genbrug. Men bæredygtighed er at have del i livets kredsløb på en måde, så man bidrager og bruger i et omfang, som er med til at opretholde en livsduelig balance. Og samtidig er i stand til at fastholde et poetisk blik på det levende underværk, man for en tid er en del af.

Dér i salen på Rude Strand Seniorhøjskole, da jeg lyttede til kloge ord og så på powerpoints, kom jeg til at overveje, om det var muligt at lave en ny kultur omkring det at blive gammel. En samfundsmæssig bæredygtig ældrekultur. Hvor vi gamle afstod fra at flyve væk fra kedsomheden og i stedet overdrog kloden noget af den sparede CO2 og overlod en anden del til vores børnebørn via en CO2-’bank’. Derved kunne alvorligt klimabevidste unge med relativ god samvittighed rejse ud på en dannelsesrejse og se verden. For de vidste, at de rejste på den ældre generations afståede CO2-forbrug. Tænk, hvis vi gamle viste ansvar og fravalgte vores høje klimaaftryk og til gengæld kunne tilvælge meningsfyldte fællesskaber.

De meningsfyldte fællesskaber kunne for eksempel opstå, hvis yngre mennesker lagde deres mobiltelefoner til side og i stedet gav opmærksomhed og tid ind i samtalen med vi ældre, der havde valgt at blive hjemme og nu havde brug for menneskelig opmærksomhed. Det ville være bæredygtigt i mere end en forstand.

Eller hvis alle de iderige unge fandt sammen med erfarne ældre og på værksteder eller i tænketanke fremtryllede modeller og opfindelser, som kunne pege ind imod en mere bæredygtig fremtid. Hvilken kreativ mulighed og hvilket jublende poetisk rum, der kunne komme ud af det.

Tænk, hvis vi opdagede det skønne i at lave praktisk havearbejde sammen på tværs af generationerne for efter anstrengelserne med jorden at kunne drikke kaffe og spise en kage sammen.

Ja, faktisk sad jeg dér på bagerste række som nybagt senior på Rude Strand og blev helt optimistisk på fremtiden. Hvis bare vi får mod til på tværs af generationerne at tage klarhedens briller på og så betragte os selv i spejlet med det meningsfyldte og alvorlige spørgsmål: ´Hvordan kan jeg bidrage til et bæredygtigt liv? Ikke alene, men sammen med andre´.

Annonce
Anders Laugesen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Skandale: Kan livet fortsætte uden Postnord?

Læserbrev: Hvordan har Postnord fundet af, at det kun er brevene, de taber på? De må have fundet løsningen på at skille koldt og varmt vand. Efter det er blandet... Meget fornuftigt har postbudene både breve og pakker med ud. Det er vel heller ingen ulempe for Postnord, at det er brevene, der er befordringspligt på. De har fået serveret en politisk malkeko. Det er ender vel med, at brevene må tage op til en måned om at komme frem... Allerede nu er det betydelig langsommere end med dagvognen på Christian Den Fjerdes tid. Hvem har fået problemerne? Politikerne. Hvem har skabt dem? Politikerne. Der er flere mistænkte. En af de hovedmistænkte er Kristian Jensen. Det passer med hans taktik fra skattevæsenet. De startede med at slagte aktiverne og fordele dem. Derefter trykkede de på digitaliseringsknappen. Så satte de sig ned. Undrede sig over, at svenskerne ikke løste problemet for dem... Man kan sige meget om svenskerne, men speciel dumme er de altså ikke... Det er en skandale med de milliarder, der allerede er pumpet i projektet. Senest har de sendt adskillige personer på permanent ferie, og har planer om at sende endnu flere samme vej. Bare rejsebureauerne har rejser nok til dem... Det er ren kukkeluk at bruge milliarder på det! Udbringning af pakker er der mange, der har kapacitet til. Skildpaddebrevene må kunne løses på anden vis. Quickbreve er næsten lige så dyre som pakker. Derfor kan man vel sende dem som en pakke? Anbefalede breve kan vel håndteres på samme måde? Udbringning af B- breve kunne for eksempel overdrages til kommunerne. Ved at tilføre flere ansatte kunne hjemmehjælperne sagtens løse opgaven. Der bliver hældt millioner/milliarder i Postnord, som kunne bruges til det. Samtidig kunne ældreplejen i eget hjem blive opgraderet. Hvis postbudet, ligesom i gamle dage, havde tjek på om alle var ok. på ruten. Sikken en tryghed, det kunne give. Skildpaddebrevene kunne måske alternativt distribueres sammen med reklamerne på ugebasis. Nu mener nogen i det politiske, at vi skal købe Postdanmark tilbage fra Postnord. Heldigt, at vi ikke har fået malet alle postkasserne endnu. Der bliver udgifter nok til biler, skilte, tøj og til svenskerne. Men big business for dem, der sælger maling og profiltøj. Kan livet fortsætte uden Postnorddanmark? Eller går det i stå?

Annonce