Annonce
Debat

Debat: Hvem skal betale coronagælden?

Kan velfærdsopgaver risikere at blive skåret væk, når den danske regering låner store milliardbeløb ud, spørger dagens kronikør. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Annonce

Vi har under coronakrisen set både den danske regering og EU gå ind med meget store milliardbeløb for at modvirke pandemiens negative virkninger på økonomien. Og flere gange er der blevet spurgt, hvordan disse penge skal betales. F.eks. spurgte en journalist i DR for nogen tid siden finansministeren om, hvilke velfærdsopgaver det kunne komme til at gå ud over, når udgifterne til krisebekæmpelsen skulle betales.

Men selve spørgsmålet om, hvilke velfærdsydelser der skal holde for, hviler på en tvivlsom præmis: For det første er det ikke en selvfølge, at det er velfærden, der skal holde for, hvis coronaudgifterne skal tilbage i ”statskassen”. For det andet er det slet ikke sikkert, at coronapengene skal tilbage i ”kassen”.

Der er nogle interessante historiske fortilfælde, hvor stater og deres centralbanker er gået ind med store pengeudpumpninger, bl.a. Første Verdenskrig, Anden Verdenskrig og Finanskrisen for godt ti år siden.

Op til Første Verdenskrig var flere vestlige lande langt om længe efter pres fra først og fremmest de socialdemokratiske partiers side slået ind på en øget beskatning for at finansiere opgaver som uddannelse og sundhed – herunder også en begyndende progressiv beskatning af de store indkomster og formuer. Staternes gældsbyrde efter Første Verdenskrig blev dog også formindsket ved, at den offentlige gæld efter de enorme krigsudgifter blev udhulet gennem inflation. Man kan sige, at formuer og opsparing derved blev delvis overført til fællesskabets kasse. Inflation er et middel, som stater ofte har brugt til at nedskrive deres gæld.

Verdenskrisen i 1930’erne kunne uden tvivl have været begrænset, hvis staterne i højere grad havde fortsat en politik, hvor øget pengeudpumpning til gavn for offentlige eller private investeringer havde stimuleret den økonomiske vækst – det afprøvede man med held i Danmark! Nettoresultatet af at stimulere økonomisk aktivitet kan – hvis pengene bruges til fornuftige investeringer – sagtens blive positivt, fordi det økonomiske aktivitetsniveau i samfund bliver højere, end det ellers ville have været. Så øges beskatningsgrundlaget, og overskuddet kan betale gælden.Så skal der ikke nødvendigvis spares på noget andet, f.eks. velfærd.

Efter Anden Verdenskrig var der en udbredt opfattelse af, at de, der havde båret krigens ofre, også skulle tilgodeses efter krigen. Og en række stater pålagde til delvis betaling af krigsgælden de store formuer ekstraordinær formuebeskatning ud fra princippet om, at de stærkeste skuldre skal bære de tungeste byrder. Det var også en erkendelse af, at erhvervelsen af stor rigdom aldrig kun skyldes individuel flid og dygtighed, men altid forudsætter andres medarbejde og desuden hviler på goder såsom uddannelse, retsorden og infrastruktur, der er betalt af fællesskabet.


For det første er det ikke en selvfølge, at det er velfærden, der skal holde for, hvis coronaudgifterne skal tilbage i ”statskassen”. For det andet er det slet ikke sikkert, at coronapengene skal tilbage i ”kassen.


I de efterfølgende tiår så man så en stor vækst i de offentlige udgifter til en lang række velfærdsgoder og en forøgelse af skatteudskrivningen, herunder en klart progressiv beskatning, hvor de højeste indkomster f.eks. i USA og Storbritannien blev beskattet med op til 80-90 %. Det blev vel at mærke ledsaget af en usædvanlig høj økonomisk vækst i den samlede økonomi og beskæftigelse og en hidtil uset social lighed.

Hans Dorf, lektor

Med udgangspunkt i USA og Storbritannien blev den økonomiske politik fra 1980’erne mere og mere præget af en ideologi om, at beskatning og statslige udgifter er et onde, der hæmmer den økonomiske vækst, og at økonomien bedst overlades til privat foretagsomhed med et minimum af demokratisk regulering. Siden da er beskatningen af de store indkomster og formuer reduceret voldsomt. Den samlede beskatning er dog steget (til ca. 40 % i de rige lande), men nu flyttet over på mellem- og lave indkomster. Den sociale ulighed er igen øget mærkbart. Indkomst og formuer, der stammer fra finansiel virksomhed, er vokset voldsomt; men uden at der er en tilsvarende vækst i den reelle produktion. Det har derfor kun kunnet ske ved en overflytning af store værdier fra det store flertal af mennesker med almindelige indkomster og formuer til den økonomiske elite. Og den økonomiske vækst er samlet set blevet lavere, siden indførelsen af denne økonomiske politik!

Finanskrisen i 2008, der skyldtes overvurderede finansielle ’aktiver’, blev modgået af centralbankerne ved en enorm pengeudpumpning til at redde ikke mindst de finansielle institutioner. Det har ført til en voldsom vækst i den offentlige gæld. Hvis disse beløb skal betales via det nuværende skattesystem, betyder det, at det er de almindelige indkomster, der kommer til at bære hovedbyrden ved finansielle spekulationer, som de i det store og hele ikke er ansvarlige for.

Men hvem siger, at den pengeudpumpning, som staterne via deres centralbanker, udstedelse af statsobligationer m.v. foretager, overhovedet skal betales tilbage? Staten kan jo bare få pengene trykt. En øget statslig pengeudstedelse kan ganske vist risikere at skabe inflation. Det vil på den ene side betyde, at realværdien af de tilgodehavender, som långiverne har over for staten, mindskes. På den anden side kan det betyde, at statens kreditværdighed mindskes, så den får sværere ved at låne i fremtiden.

For tiden er inflationen dog historisk lav, så øget pengeudstedelse fører ikke nødvendigvis til en ustyrlig økonomisk situation. Som økonomiske studier, der interesserer sig for de faktiske sammenhænge mellem statslig aktivitet, skattepolitik og økonomisk vækst viser – og som historien bekræfter – så kan offentlige investeringer i uddannelse, sundhed, boliger, transport, energi, forebyggelse af klimaproblemer osv. skabe en vækst, der mere end betaler investeringen og samtidig øger den sociale retfærdighed. Spørgsmålet om statens pengeudpumpning handler i virkeligheden om, om der er ledige ressourcer i form af produktionsudstyr, faciliteter og arbejdskraft, der kan sættes i fornuftigt arbejde.

De grundlæggende interessante spørgsmål, som coronakrisen har gjort aktuelle, er derfor fordelingspolitiske: Til fordel for hvem – og til fordel for løsningen af hvilke samfundsmæssige problemer – skal statsligt frembragte penge sættes i omløb? Hvordan og fra hvem skal pengene hentes hjem igen – hvis det bliver nødvendigt at tilbagebetale gæld?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing-Skjern

KD’s vælgererklæringer er i hus: - En milepæl på vejen mod Folketinget

Annonce