Annonce
Debat

Debat: Fagbevægelsen står ved skillevej – svigt medlemmerne eller sæt mennesket før faget

Titusindvis er lige nu syge af at arbejde. De kæmper hver dag for at komme ud af sengen, og i værste fald påvirker det dem resten af arbejdslivet.

Dårlig samvittighed æder os op, fordi vi ikke kan finde balancen mellem arbejde og fritid. Trofaste medarbejdere får trukket tæppet væk under sig, fordi deres kompetencer ikke er fulgt med udviklingen. Arbejdsgivere mister ordrer og vigtig viden, fordi de ikke formår at fastholde og tiltrække den rette arbejdskraft.

Danmark - og fagbevægelsen i særdeleshed – står ved en skillevej. Bliver vi ved med at gøre mere af det samme, mister vi blikket for arbejdsmarkedets hastige udvikling, og vi risikerer at sætte vores relevans i samfundet over styr – med store konsekvenser for de danske lønmodtagere, som mere end nogensinde har brug for en fast støtte i et arbejdsliv fuld af forandringer. Fremtidens digitalisering og automatisering kræver, at danskerne konstant udvikler nye kompetencer, og mange af de jobs, vores børn kommer til at bestride, er ikke engang opfundet endnu. Nye tal viser, at hver fjerde dansker laver noget andet i dag, end de er uddannet til. Og vi ved, at mange danskere får svært ved transformationen. Det vil gå ud over både lønmodtagere og arbejdsgivere – og hermed den generelle vækst i Danmark.

Når vi skifter job og brancher som aldrig før, bliver snævre faggrænser naturligvis mindre afgørende. Og så nytter det ikke, at vi propper medlemmerne i kasser. Vi skal se dem som mennesker, ikke som faggrupper.

Jeg er overbevist om, at afgrænsningen af fag mellem fagforeningerne på sigt bliver en hindring for mobiliteten på arbejdsmarkedet. Det er et problem for medlemmerne, at en konsulent i en meget fagafgrænset fagforening, ikke har nogen interesse i at sende et betalende medlem i armene på en anden fagforening ved at anbefale et brancheskifte for eksempel på grund af nedslidning. Det er et kæmpe svigt, hvis fagbevægelsen lader forældede systemer gå forud for danskernes trivsel.

I Krifas Videncenter for God Arbejdslyst har vi kortlagt de syv faktorer, som har den største betydning for danskernes arbejdslyst. Vi vil have mening, god ledelse og balance mellem arbejde og privatliv, og det kan overenskomster ikke løse alene. Der skal mere til. Hvis vi i fagbevægelsen ikke engang kan snakke sammen om, hvordan vi i fællesskab kan løse de her udfordringer, fordi vi har travlt med at diskutere farver og fag – så har vi da ikke danskerne og vores medlemmers interesser i centrum.

Vi må altså heller ikke glemme de flere hundrede tusinde på det danske arbejdsmarked, som ikke er omfattet af en overenskomst. Og det er ikke realistisk, at de bliver det, når det ikke er lykkedes trods 120 års indsats. Samtidig arbejder flere og flere under ansættelsesformer, som ikke kan proppes ned i kasser. Skal de bare overlades til sig selv, fordi de ikke passer ind? Det kan vi da ikke være bekendt.

God arbejdslyst er ikke bare kage en gang om ugen. Der skal arbejdes seriøst med det, hvis vi skal trives på jobbet, og det er her, vi som fagforeninger skal på banen, hvis vi skal give værdi i fremtiden. I Krifa har vi taget de første skridt, men vi er heller ikke i mål endnu. Vi er begyndt på rejsen, og det er tid til, at FH-formændene kommer ud af forhandlingslokalerne og ind i virkeligheden – ligesom Krifas konsulenter, når de gratis besøger arbejdspladser, hvor de måler og arbejder med trivsel.

Der vil helt sikkert sidde en masse klar med beskyldninger om, at når vi i Krifa hjælper det enkelte medlem i deres unikke situation, så tænker vi ikke på fællesskabet. Men der må jeg komme dem i forkøbet og pointere, at det jo netop er det, vi gør. Vi tager ansvar for det store fællesskab – ikke kun for dem, der er med i bestemte fagforeninger.

For vi gambler med vores velfærd, hvis fagafgrænsede fagforeninger fortsætter ad samme spor. Dårlig trivsel og nedslidning går ud over børn og ældre – og det koster staten kassen, når danskerne bliver syge af at arbejde. Og hvis vi bliver ved med at tænke i de samme kasser, som vi har gjort i mere end 120 år, så tror jeg, at fagbevægelsen kun eksisterer i historiebøgerne, når mine oldebørn skal på arbejdsmarkedet.

Annonce
Søren Fibiger Olesen
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce