Annonce
Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Jeg ville gerne møde én af dem, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin.

Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder.

Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed.

Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret.

Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden.

Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker.

Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser.

Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Annonce
Stolpersteine - eller på dansk: Snublesten - fra Berlin. Foto: REUTERS/Thomas Peter
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Skjern

Cirklen-byggeriet i Skjern: Byrådsmedlems tålmodighed er brugt op - stemmer nej til halv etage mere

Leder For abonnenter

Samskabelse er vejen frem i rundkørslen

Vi kommer ikke uden om det … Det offentlige har ikke råd til at betale for alle de ønsker, borgerne har til forbedringer og forskønnelser af vore fælles omgivelser. Men så er det jo godt, når borgerne kan tage sagen i egen hånd … Tag bare rundkørslen i Astrup ved Femvejen lige uden for byen; af lokale kaldt "Danmarks grimmeste" af slagsen. Om det passer, vil være et oplagt emne til en rundbordsdiskussion. Men køn var den i alt fald ikke, overgroet som den var med ukrudt. Kommunen havde dog ikke pengene til at gøre noget ved den. Men så tog folk i Astrup sagen i egen hånd. En flok frivillige påtog sig opgaven med at omdanne den til "Danmarks smukkeste rundkørsel". Det skete ved, at folk lagde kræfterne sammen: Per Kjær, der driver maskinstationen, stillede maskine til rådighed. Landmand Vagn Lindy Petersen i Skjern havde noget jord til at ligge efter en staldudvidelse, som kunne bruges, så onsdag blev der flyttet 400 kubikmeter jord. Svæveflyvepladsen i Ejstrup bidrog med et træ, som Kristian Ahle selv gravede op. Nu mangler de frivillige bare at få plantet rododendron i fem farver, så er "Femvejens Andels Rundkørsel", som den - måske ikke helt mundret - er kommet til at hedde, klar til at springe ud det kommende forår i al sin glans. Det hører med til historien, at rododendronerne selvfølgelig udbydes på andele, og at anlægsgartner Ole Christensen står for indkøb af planterne. Kommunens rolle i hele historien har i dette tilfælde været lydhørhed over for de lokale ønsker, og hurtig tilladelse til, at de frivillige kunne gå i gang. I andre tilfælde ser man i stigende grad, at der er tale om egentlig samskabelse; altså at kommunen og lokalsamfundene i fællesskab bidrager til at løse opgaver, som kommunen ikke har råd til alene at løse - for eksempel etablering af cykelstier. Man kan selvfølgelig mene, at opgaverne bør betales fuldt ud af kommunen. Men ofte vil det være ensbetydende med, at de ikke løses - eller i bedste fald først om mange år - og så er det da bedre, at parterne i fælles forståelse skaber noget sammen. Ellers havde Astrup næppe været på vej til at få "Danmarks smukkeste rundkørsel".

Annonce