Annonce
Vestjylland

De har udviklet en "læse-hjælper"

Svend Aage Jensen og Ingolf Nielsen (th) med deres nye produkt, "Læsehesten" Auxilium, der skal gøre det lettere for ældre og handicappede at sidde med en bog. Foto: Allan Damgaard
Svend Aage Jensen fra Lemvig og Ingolf Nielsen fra Bækmarksbro har udviklet en "læse-hjælper", så ældre og handicappede har lettere ved at sidde med en bog. Nu undersøger de, hvordan deres produkt kan komme ud til en større kreds.

Lemvig/Bækmarksbro: - Vi kan nok ikke ligefrem kalde det en opfindelse. Men vi har videreudviklet et produkt, der allerede findes på markedet, og nu er vi i gang med at undersøge, hvordan det kan komme ud til en større kreds, siger den pensionerede arkitekt Svend Aage Jensen fra Lemvig.

Sammen med Ingolf Nielsen fra Bækmarksbro har han udviklet en "læse-hjælper", som de har navngivet "Læsehesten" Auxilium - sidstnævnte er det latinske ord for hjælper.

Deres nye læsestativ skal gøre det lettere for ældre, handicappede og folk med nedsat mobilitet at sidde med en bog.

- Der findes allerede flere af disse læsestativer på markedet, men vores er anderledes, fordi man f.eks. kan sidde i en sofa eller en lænestol og læse i bogen. Selve bogstøtten kan også tages af stativet og bruges særskilt på bordet. Selve stativet kan desuden indstilles i forskellige højder, siger Svend Aage Jensen.

Ideen til læsestativet har Svend Aage Jensen fået, fordi han har kendskab til, at flere boglæsende ældre har problemer med smerter i nakke og skulder af at holde bogen.

Her er det så, at Ingolf Nielsen fra Bækmarksbro kommer ind i billedet. De to kender hinanden. Ingolf Nielsen er uddannet møbelsnedker, og han var i sit arbejdsliv ansat i udviklingsafdelingen i flere vestjyske virksomheder. Her gjaldt det blandt andet om at finde på nye tiltag til at gøre produktionen mere effektiv.

Ingolf Nielsen var straks med på ideen med at udvikle "Læsehesten" Auxilium.

- Det er sådan nogle ting, det er spændende at arbejde med. Jeg elsker at arbejde med de små detaljer, så vi får så optimalt et produkt som muligt, siger Ingolf Nielsen, der allerede har fremstillet adskillige eksemplarer af "Læsehesten" Auxilium i sit værksted derhjemme.

Selve det stativ, som bogstøtten kobles på, er oprindeligt tiltænkt en iPad.

- Men vi tænkte, at det også kunne bruges som læsestativ, og derfor har Ingolf Nielsen lavet en bogstøtte, der passer til stativet, siger Svend Aage Jensen.

Annonce

Jeg elsker at arbejde med de små detaljer, så vi får så optimalt et produkt som muligt.

Ingolf Nielsen, udvikler af "Læsehesten" Auxilium

Optiker er begejstret

Når Svend Aage Jensen og Ingolf Nielsen gik videre med deres idé, så skyldes det også, at specialoptiker Anita Søndergaard fra O2 Optik i Ringkøbing var begejstret for det nye produkt. Svend Aage Jensen præsenterede ideen for hende i forbindelse med et besøg hos øjenlægen.

- Anita Søndergaard mente, at det lige netop var sådan et produkt, der manglede på markedet. Det var stærkt medvirkende til, at vi gik videre med ideen, siger Svend Aage Jensen.

Selve bogstøtten er fremstillet af bemalet træfiberplade, og den er udstyret med en bladholder, som modvirker, at bogen klapper sammen.

De to herrer har søgt designgodkendelse fra Patent- og Varemærkestyrelsen, og de har modtaget en bekræftelse på, at ansøgningen er modtaget.

- Vi undersøger nu, hvordan vi kan komme videre. Vi sælger vores "Læsehesten" privat, men det vil også være fint, hvis den kunne sælges via en webshop, siger Ingolf Nielsen, der blandt andet kan trække på de erfaringer, som en datter og svigersøn har med etablering af virksomheder.

Måske blot en hobby

De har endnu ikke lagt sig fast på en pris for deres produkt.

De har til gengæld erfaret, at det også kan bruges i f.eks. køkkenet til at holde en kogebog.

- Vi ved ikke, hvor det ender henne med vores produkt. Måske slår det ikke igennem. Men det har under alle omstændigheder været sjovt at udvikle. Vi har selvfølgelig ofret lidt penge på det, men en hobby koster jo også penge, og indtil videre er det kun en hobby, siger Ingolf Nielsen.

Men under alle omstændigheder er de to udviklere nu i gang med at finde samarbejdspartnere for distribution af deres produkt, og "Læsehesten" Auxilium kan allerede nu købes hos Ingolf Nielsen, Svend Aage Jensen og O2 Optik.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Jorden kalder: Det er nu, vi har pligt til at tænke nyt

Debat: Hvis vi vælger at se coronakrisen som et wakeupcall, hvad er det så for et budskab, planeten sender os? Og måske nok så interessant: Hvordan kan vi mennesker bedst lytte og tage ved lære? Alvoren gik for alvor op for de fleste af os anden uge i marts, og siden da har vi måttet vænne os til en ny virkelighed med skræmmende hast. Coronaen har ramt de moderne samfund og økonomier, hvor vi er allermest sårbare: Accelererende smittetal, dødstal - og ikke mindst arbejdsløshedstal, taler deres alt for tydelige sprog Jorden rundt. Vi vestjyder kan vælge at trøste os med, at vi bestemt ikke lever i den mest udsatte del af verden: Vores grundlæggende samfundsorden er uhyre stærk, vi er disciplinerede, og vi har i fællesskab bevist vores evne til at handle samlet og resolut. Uanset, at krisen uden tvivl bliver hård og omsiggribende, vender hverdagen i Danmark på et snarligt tidspunkt tilbage til noget, der ligner en normaltilstand. Samtidig bør vi dog også se coronakrisen som et wakeupcall, og gribe påskedagenes nedetid som en kærkommen anledning til at genoverveje, hvorfor vi i grunden lever og disponerer vores tid, som vi normalvis gør. Coronakrisen har ikke gjort hverken problemet med global opvarmning eller behovet for en gennemgribende, grøn omstilling mindre aktuelt. Til gengæld udstiller nedsmeltningen af arbejdsmarkedet på tydelig vis, hvor direkte vores moderne markedsøkonomi påvirker naturen omkring os: Allerede få dage efter nedlukningen af Danmark kunne man måle, hvordan luftkvaliteten i de større byer var blevet markant forbedret. Vi lever i et rigt og privilligeret samfund, hvor vi har alle muligheder for igen at få økonomien i gear og komme tilbage på fode. Men spørgsmålet er, om det ikke netop er nu, i takt med at staten pumper uhørt massive investeringer ud i samfundet, vi også har en forbandet pligt til at tænke nyt? Spørgsmålet er, om det ikke er nu, mens krisen kradser, vi skal lægge fundamentet til en anderledes grøn, og bæredygtig økonomi? Det er oplagt at initiere de nødvendige hjælpepakker, så de virker som en gigantisk gulerod til fremme af bæredygtig business. Samtidig må vi udvise det nødvendige mod til at svinge stokken, og afgiftpålægge fossil energi, i en grad hvor det virkelig nytter (og flytter) noget. Som Klimarådet har vist, er der ingen vej udenom ubehagelighederne, hvis vi for alvor ønsker at leve op til vores egne ambitiøse 70 procents-reduktionsmål. Lad os derfor i slipstrømmen på coronakrisen stå sammen og tegne konturerne af en grøn økonomi, hvor lokale fødevarer og serviceydelser - og i det hele taget ting, der bliver skabt lokalt - er relativt billigere, og dermed konkurrencedygtige. Selv om vi så hver især måtte få færre penge mellem hænderne, vil den reelle, oplevede købekraft stadig være formidabel. Personligt drømmer jeg om små velorganiserede lokalsamfund i landsbystørrelse, med alt fra smede og slagtere, til sygeplejersker og sjælesørgere -og ikke mindst den uundværlige drømmer og tosse; en hverdag, og en verden, hvor vi ikke behøver at flytte hverken os selv eller vores varer over vanvittige afstande, og fint har tid til at dyrke vores grøntsager, passe vores husdyr, og lære vores børn at lære verden at kende; måske gå på jagt, eller fiske lidt på fjorden. Tænk Dunbars antal, og overvej et øjeblik hvordan det kan gøres: Tænk dig et byrum, indrettet på vores børns, og ikke hverken bilernes, eller ejendomsudviklernes og realkredittens præmisser: Grønne rekreative arealer, med planter, insekter og liv, hvor der ellers bare er veje, asfalt og beton; snoede vandveje, og cykelstier og trailspor. Eltogene og de tilbageværende autostradaer så langt ude af byerne som muligt. Tænk dig tilsvarende samfundet indrettet til mennesker - ikke arbejdskraft og forbrugere - og hvordan det kan blive, den dag vi faktisk på alle niveauer bliver ansporet til at drømme og lege og finde på; hvor incitamentstrukturen tilgodeser selv de mindste små udbrud af virketrang og skaberlyst, og der er forretning i at konstruere tingene så gedigent og gennemtænkt, at de også holder og står om hundrede år. Tænk dig, at det er muligt at skabe en anstændig levevej som lokal skrædder, fordi systemet bonner de reelle omkostninger ved det stangtøj, vi ellers frejdigt har hentet hjem fra den anden side af kloden, og som nu med ét slag er ubetaleligt dyrt. Tænk dig, at det rent faktisk er muligt at leve af at reparere cykler i et lille hyggeligt værksted på havnen. Tænk dig, at dit eget surdejsbrød, bagt på mærkelige, lokale kornsorter, ikke bare er bedre, men også billigere end fabriksfremstillet bakeoff, hvor alle ingredienser skal trilles frem og tilbage over kontinentet i lastbil. Tænk dig, at det vrimler med små køkkener, hvor passionerede mennesker laver takeaway fra bunden, eller du bare kan slå dig ned ved et langbord - og hvor de folk, der sidder der i forvejen, gerne rykker sammen og kommer hinanden ved. Tænk dig, at det at pille Nordsø-rejerne i Marokko for at køre dem tilbage til Nordeuropa er lige så dyrt og besværligt, som det lyder absurd, og at vores husdyr må leve af lokale afgrøder, fordi idéen om at rydde regnskov i Sydamerika og sejle sojaen halvvejs rundt om Jorden er lige så omkostningstung, som den strider mod ethvert bæredygtighedsprincip. Tænk dig i det hele taget, at prisen for moderne, industrielt landbrug, og den ledsagende, og endnu mere sindssyge plantebeskyttelse, afspejler de miljømæssige konsekvenser én til én. Tænk dig, at genetisk modifikation er strafbart i samme grad som overtrædelser af patentlovgivningen, og krænkelser af kommercielle producenters ophavsret i øvrigt er det i dag. Tænk dig, at prisen på elektronik og plastic står i forhold til de blivende ar, minedriften og olieudvindingen efterlader på planeten; at olieselskaberne skal plante en hektar skov for hver tønde olie, de pumper op af undergrunden, og at mineselskaberne skal investere halvdelen af deres overskud i sociale projekter, der hvor de rekrutterer deres arbejdskraft. Tænk dig, at konkurrenceparameteret per excellence er at bruge mindst mulig energi og efterlade det mindst mulige impact på planeten - og nej - ikke bare baseret på noget så excentrisk gammeldags som etik og moral, men simpelhen fordi det er sådan, vi har valgt at konfigurere økonomien, og det er dét, der bedst betaler sig på både kort og længere sigt. Og mens du alligevel lader fantasien få frit slag, så tænk dig engang, hvor dejligt det ville være, at du ikke altid havde så f∙cking travlt, og evig og altid skulle tjekke din f∙cking telefon; at du var i stand til at unde dig selv lidt kreativ nedetid, kunne sove som et barn om natten, og vågne både veludhvilet og klar på en skøn, ny dag, med masser af heureka-øjeblikke og åbne muligheder. ... I virkeligheden alt det, der er indbefattet, når du forestiller dig paradislivet på en afsondret, tropisk ø - bare hér, hjemme i Naturens Rige, hvor årstiderne skifter, og vi kender og elsker hinanden, og hinandens mere eller mindre udtalte særheder. Jeg ville elske den hverdag - hands-on - ikke mindst fordi det, der trænger til forandring i vores moderne, naturfjerne hverdagsliv, er alt andet end vores dejlige naboer, horisonten og havet.

Annonce