Annonce
Sport

Danskere hjælper Elia Viviani til etapesejr i Schweiz

Luk Benies/Ritzau Scanpix
Kasper Asgreen og Michael Mørkøv kørte Elia Viviani i position til sejren på 4. etape af Schweiz Rundt.

Italieneren Elia Viviani (Quick-Step) kom med stor dansk hjælp først over målstregen på 4. etape af Schweiz Rundt.

På den sidste kilometer af etapen blev han ført frem af holdkammeraterne Kasper Asgreen og Michael Mørkøv, som afleverede italieneren i en perfekt position i spurten om etapesejren.

På den anden side af målstregen fik Mørkøv en stor krammer af Viviani som tak for hjælpen. Det er Vivianis femte sejr i 2019 og nummer 72 i karrieren.

Etapen vil først og fremmest blive husket for en episode cirka 30 kilometer fra mål.

Her røg Geraint Thomas (Team Ineos) i asfalten, og Tour-favoritten blev siddende, mens han blev tilset af en læge. Efterfølgende meddelte Team Ineos, at Thomas var på vej på hospitalet og ude af etapeløbet.

Schweiz Rundt har ry for at være et af de løb, der tester formen blandt flere bejlere til Tour-tronen, og Thomas var også spået til at kunne gøre sig gældende i løbets klassement.

De øvrige ryttere kunne ikke tage sig af britens styrt og kørte ufortrødent videre. Cirka syv kilometer fra mål blev resterne af et udbrud hentet, og det lignede atter et sprinteropgør om etapesejren.

I modsætning til mandagens etape var Viviani denne gang hurtigere end Peter Sagan (Bora-Hansgrohe). Sagan endte til sidst som nummer tre, da Michael Matthews (Sunweb) også nåede at komme ind foran slovakken.

Sagan beholder dog løbets førertrøje, mens Kasper Asgreen beholder løbets ungdomstrøje, selv om danskeren nu dumper ned som tre i klassementet, mens Michael Matthews er ny mand på andenpladsen.

De to forfølgere er henholdsvis 10 og 15 sekunder efter Sagan i klassementet.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce