Annonce
Rejser

Dansker i Oman: - Man lykkes ved at integrere sig i lokalmiljøet

Muscat er ikke en storby i traditionel vestlig forstand, men en perlerække af småbyer, som tilsammen udgør hovedstadsområdet i Oman. Foto: Reiselykke.com/Mette Solberg Fjeldheim
Hun blev kendt, da hun medvirkede i Anders Aggers TV-serie på DR om Mellemøsten, men egentlig kom hun til sultanatet på en mission for den britiske hær. Rachael MacIver tager os med til sit Oman.

Fynboen Rachael MacIver kom til Oman på en toårig mission for den britiske hær, men har skabt sig et ry som dygtig fotograf og blev hængende i sultanatet. Her kan man opleve monumental arkitektur og strandture med kajaksejlads i hovedstaden Muscat, spise lokalt i asiatiske kvarterer og besøge bjergene og ørkenen i løbet af kort tid.

- Hvordan havnede du i Oman?

- Min mor var lidt af en hippie, som tog mig ud af skolen for at rejse rundt i Tunesien i lange perioder, og jeg er sikker på, at min forkærlighed for dadler og kameler stammer fra den tid. Tilbage i Danmark fik jeg en grafisk uddannelse og tog job på en lokalavis i Sverige, giftede mig og fik to børn. Efter nogle år føltes det lidt trangt, og jeg fik job i den britiske hær med udstationeringer i Tyskland, England, Nordirland og Kina. Jeg kom til Oman i 2004 på en mission for forsvarsministeriet – et ophold, som kun skulle vare to år, men her sidder jeg efter 15 år. Jeg er egentlig pensioneret fra mit job, som jeg ikke kan tale om, men har taget fotografi op som en hobby og blandt andet udgivet en bog, "Oman - Not All Black And White".

- Hvad gør landet til noget særligt?

- Oman har en naturmæssig diversitet, som gør, at man kan spise morgenmad i bjergene, nyde lunch ved en øde hvid sandstrand og se solnedgangen fra ørkenens klitter, alt sammen i løbet af én dag. Og som tusinder har sagt det før mig, er det folket, omanerne, som gør landet til noget særligt. Ikke kun for deres legendariske gæstfrihed, men også deres humor, venlighed og værdier.

- Hvordan lykkes man som expat (person, der er rejst til et andet land for at bo og arbejde i en længere periode, red.) i Oman?

- Jeg tror, at nøglen til at blive godt integreret er noget så simpelt som at melde sig ud af de typiske expatmiljøer. I stedet skal man engagere sig i sit lokalsamfund og vise interesse for deres dagligliv. Stil spørgsmål og vis vilje til at ville lære. Jeg går for eksempel på sprogkursus i øjeblikket, og det er møgsvært, men jeg prøver. Oman er et meget åbent samfund, og de lukker dig gerne ind, fordi de er meget stolte af deres kultur, og vil hellere end gerne dele den med dig.

- Hvordan er det at være fastboende udenlandsk kvinde?

- Som integrerede expats er vi generelt accepterede, men jeg fik forskellen mellem deres og vores vestlige kultur at mærke, da jeg blev skilt fra min britiske mand, mens vi begge boede her. Pludselig fik jeg en masse "brødre", fordi mænd ser det som en social pligt at passe på kvinder. Jeg blev opfattet som en, der stod i en sårbar situation, og jeg blev tilbudt hjælp med alt fra olietjek på bilen til det daglige måltid, mens de lokale kvinders reaktion mere var: "Okay, godt for dig, men vi må se at finde dig en ny mand".

- Hvordan er din oplevelse af Oman i det store perspektiv?

- Man kan se det på to måder: Et land, som bevæger sig fremad med stor hastighed for at finde sin niche i det 21. århundrede, eller et land, som vælger at være tro mod sine rødder og sin kulturarv. Du oplever måske en gammel mand, som går ude i naturen med en vandrestav, men tænker ikke over, at grunden til hans langsomme tempo er, at han har travlt med at bruge sin smartphone til at sende WhatsApp-beskeder til sin familie, som bor i Muscat i løbet af ugen. Det er ikke så sort og hvidt.

- Hvad viser du dine gæster fra Danmark?

- Det, de bedst kan lide ved Muscat, er strandene. Shatti al Qurum er der, hvor folk mere kommer for at være sammen end egentlig svømme, fordi der er en masse kaffebarer, både lokale selvstændige og store kæder som Costas og Starbucks. Her er også et lille sted, hvor man kan leje havkajakker til en solnedgangssejlads. På tredjedagen har gæsterne som regel fået rigeligt med sol, og så tager vi sightseeingruten til nationalmuseet, som fortæller alt om landets historie – helt fra de første bosættelser for to millioner år siden.

- Har du et hemmeligt sted?

- Det må være min landsby, Qantab, 10 minutters kørsel fra parlamentet, hvor der ligger strande, som ikke er lige så overrendte, og hvor man kan opleve havskildpadder gå i land og lægge æg. Det er netop roen her og i de tilstødende bjerge, som gør mig taknemmelig for at bo her.

Har du fået en lokal livret?

- Fish Molly, som er store rejer eller lokal hvid fisk i kokossauce med cashewnødder og grøn chili, serveret med citronris og friskbagt paratha – brød, som man dypper i saucen. Fisken er så mør, at man kan tygge den med øjenvipperne, som min danske bedstemor fra Thurø ville sige.

- Hvad har du lært af at bo i Oman?

- Det er okay at elske sit land og sine landsmænd og -kvinder, ligesom det er okay at være stolt af sine rødder. Hvis du føler dig sikker på, at du er lige dér, hvor du hører hjemme, behøver du ikke føle dig truet af andre mennesker, deres kultur eller levemåde. Du behøver ikke holde offentlige sammenkomster for at minde dig selv og andre om, at I er dem overlegne, eller tale nedsættende om andre for at få det bedre med dig selv. En stærk identitet og tilhørsforhold er nøglen til tolerance af andre mennesker.

Annonce

Rachael MacIver

55 år.

Bor i Oman.

Fotograf.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Forslagene efter Hilde-sagen: En dyr omgang tidsspilde

Siden nyopererede Hilde-Kristin Reed Mogensen Kristi Himmelfartsdag sidste år lagde en selfie op på Facebook, er hendes navn blevet til et begreb. Hilde-sagen får de fleste læsere af Dagbladet til at tænke på benhård tolkning af sygedagpengeregler og på jobafklaring på kanten af sygesengen. Dagen før sin operation fik Hilde besked fra kommunen om, at hun få dage efter ville komme i et såkaldt jobafklaringsforløb og få frataget sine sygedagpenge til fordel for den lavere ressourceforløbsydelse. Sygedagpengeperioden på 22 uger var udløbet, og kommunen fandt ikke grundlag for at forlænge perioden. En shitstorm, en lang række artikler i Dagbladet samt et par kommunale kovendinger senere er Hilde i dag færdig med sin efterbehandling og håber at være kommet fri af kræften. Hun er også lige så stille på vej tilbage til sit job som dyrlæge i Tim. Samtidig er kommunen færdig med sin 'efterbehandling' af denne og andre sygedagpengesager, og det har nu ført til en henvendelse til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard med forslag til ændringer af lovgivningen. Sygedagpengeperioden bør, mener kommunen, forlænges fra 22 til for eksempel 30 uger. Det vil selvfølgelig give den syge mere tid til at blive rask - men det er værd at minde kommunen om, at uanset om fristen er det ene eller det andet antal uger, så er en henvendelse som den, Hilde fik dagen før en alvorlig kræftoperation, helt hen i vejret. Men honnør for udspillet! Knap så højt løfter vi på hatten over de andre forslag fra kommunen. At det skulle gøre nogen forskel, om man kalder det jobafklaringsforløb eller jobudviklingsforløb, skal man vist have den store diplomuddannelse i bureaukrat-dansk for at forstå visdommen i. Det er nu en gang indholdet og ikke den sproglige indpakning, som betyder noget. Tilsvarende lyder forslaget om en landsdækkende kampagne, der skal fremhæve meningen med og værdien af jobafklaringsforløb, ærlig talt som en dyr omgang tidsspilde. Et godt råd: Brug i stedet kræfterne og pengene på at administrere både menneskeligt og fornuftigt i forhold til de muligheder, loven giver. Det kunne for eksempel have sparet Hilde for en opslidende kamp med myndighederne.

Annonce