Debat

Dan Jørgensen har sin egen virkelighed

Birgitte Vinding

I 2009 gik Dan Jørgensen (S) ud i medierne med en voldsom kritik af dansk pelsproduktion og foreslog samtidig en total nedlukning af alle danske minkfarme. Han var på det tidspunkt medlem af Europaparlamentet, og jeg ringede til ham i Bruxelles og spurgte ham, hvilke minkfarme han havde besøgt, og hvordan hans oplevelse havde været. Det viste sig, at han aldrig nogensinde havde besøgt en minkfarm. Han baserede, fortalte han, sin ”holdning på videnskabelige data.”

Efter samtalen med ham skrev jeg et debatindlæg under overskriften: ”Et par gummistøvler til Dan Jørgensen” – en opfordring til ham om, at begive sig ud i virkeligheden forud for sine uigennemtænkte politiske forslag. Heldigvis blev hans forslag aldrig til noget.

Hvorfor nævne det nu – ti år senere? Fordi det desværre er relevant: Dan Jørgensen sidder fortsat fastklistret til en taburet i et elfenbenstårn, hvorfra han læser til sig til sin virkelighed, så han ikke får snavsede sko.

Han ytrede endnu en af sine holdninger i et debatindlæg her i avisen den 6. marts. I sædvanlig skinger stil langede han ud efter Venstres miljø- og klimapolitik.

”Regeringen lyver om miljøet. Deres politik - og i særdeleshed deres intentioner - er stadig sortere end en brøndgravers bagdel,” skrev han blandt andet.

Det paradoksale er, at mens Dan Jørgensen kaster om sig med beskyldninger mod andre partiers miljø- og klimapolitik, så er han selv medvirkende til ét af de mest brutale overgreb mod vores fælles natur. Socialdemokraternes klimapolitik er ikke grøn. Den er, for at benytte Dan Jørgensens egen retorik, ”sortere end en brøndgravers bagdel.”

Sammen er SF, De Radikale og Det Konservative Folkeparti fastholder Socialdemokraterne, at der skal etableres enorme havmølleparker tæt ved de danske kyster. Partierne, der alle ynder at kalde sig grønne, er dermed i gang med at gøre voldsom skade på natur og landskaber for at skaffe vedvarende energi. Det er muligt at flytte møllerne betydeligt længere ud på havet og få samme mængde vedvarende energi, men det ønsker partierne ikke. Det er for dyrt, mener de, og sætter dermed profit over vores fælles natur.

I Vestjylland har protesterne været massive og langvarige. Ingen er imod vindmøller, alle bakker op om mest mulig vedvarende energi og en grøn omstilling, men det skal ske under hensyntagen til vores enestående naturværdier.

Men Dan Jørgensen og hans parti vender det døve øre til både protester og relevante argumenter. Det er meget lidt imponerende, at de mennesker, der står bag beslutninger med massiv påvirkning på værdifulde naturområder i Danmark, efterfølgende ikke er åbne for dialog.

Derfor er der heller ikke, mener jeg, grund til at lade sig imponere over Socialdemokraternes ”grønne fremtidsfond med 20 milliarder kroner.” Hvad nytter det, at Dan Jørgensen og Socialdemokraterne vil sætte penge af til at etablere mere natur, når de samtidig – af økonomiske årsager – afviser at tage hensyn til den enestående og værdifulde natur, der allerede findes og som er betydningsfuld for mange mennesker?

Hvordan skal vi som vælgere kunne tage et parti alvorligt, når det siger, at det vil sætte milliarder af til et grønnere Danmark, mens det for at spare beskedne beløb industrialiserer vores kyster?

Inden længe har vi et folketingsvalg; valgkampen er for længst skudt i gang, og partierne kappes om at være de mest grønne. Men præcis som i 2009 kender Dan Jørgensen ikke til virkeligheden. Til gengæld er hans snøresko sikkert både pæne og uplettede.

0/0
Annonce
Klumme For abonnenter

Klumme: Mens mange kæwler om valg, kigger jeg på æwler

Annonce
Annonce
Klumme

Midt i en konfirmationstid: Talen, som en farfar aldrig fik holdt til sit ældste barnebarn

Klumme

Hvad har Kasper Søndergaard, min cykel og sammenhængskraft til fælles?

Debat

Den fødende kvinde

Leder For abonnenter

Buddingen på væggen og møllerne ved kysten: Kan den realpolitiske tyngdekraft ophæves?

Valgkamp er ren magi. I nogle få, berusende uger virker hverdagens grå, realpolitiske tyngdekraft til at være ophævet. Alt synes at kunne lade sig gøre; drømme og visioner leviterer lystigt op mod det himmelblå. Nogle gange sker det i en koordineret parti-indsats. Andre gange er det båret af hin enkelte kandidat, som i mødet med den ene eller den anden vælgervirkelighed kommer til at se tingene gennem andre briller end dem, som partiet normalt har på. Et lokalt eksempel kunne opleves ved mandagens vælgermøde i Søndervig. Temaet var turisme. Publikum var blandt andet lokale aktører fra et erhverv, der med en årlig omsætning på 3,5 milliarder kroner ikke bør overses. Mølleparken, som står til at skulle sættes op blot fire til ti kilometer ud for kysten mellem Hvide Sande og Søndervig, var derfor et uundgåeligt emne. Flere feriehusudlejere undrede sig over, at politikere siger nej til et soppebassin på stranden, til restauranter med havudsigt eller til handicapstier, fordi vi skal passe på naturen - men at de samtidig kan sige ja til Vesterhav Syd. Det lokalt valgte folketingsmedlem Andreas Steenberg (R), der sad med i panelet, har jævnligt markeret sig som en varm tilhænger af de kystnære møller. I november 2016 sagde han til Dagbladet: "Det er godt for klimaet og det er godt for Vestjylland, at projektet bliver realiseret. Og heldigvis er der flertal for at fastholde de kystnære møller." Interessant at høre, at det før så positive folketingsmedlem nu erklærer sig betænkelig ved placeringen af kæmpemøller tæt på kysten. Men før flagene stryger til tops på klitten, skal det understreges, at Andreas Steenberg trods sin skepsis ikke mener, der er politisk opbakning til at aflyse projektet. Det tror da pokker. For mindre end en måned siden sendte hans partifælle, partiets energiordfører Ida Auken, en regulær skideballe af sted mod vest i et samråd med ministeren om de kystnære mølleparker: ”Uklædeligt, at man som byrådsmedlem i Ringkøbing-Skjern ikke stiller sig op og står på mål for det her”, lød det blandt andet i bredsiden, der også indeholdt ord som "rendt fra deres ansvar" og "gummiarm". Et par dage senere blødte hun ganske vist op og sagde, at hun har "stor fidus til byrådet i Ringkøbing-Skjern". Det var, kunne man forstå, mere partiet Venstre, der var mål for kritikken. Ida Aukens nu afdøde morbror, Svend, som gennem mange år gav Socialdemokratiet en markant stemme, sagde engang, at radikal politik er "som at sømme budding op på en væg". Det skal blive interessant at se, om det lokalt valgte radikale folketingsmedlem Andreas Steenberg efter valget 5. juni får held til at sømme sit partis politiske budding bedre fast, når det gælder Vesterhav Syd, end det hidtil er lykkedes. Indrømmet; det ville ligne ren magi. Men vi er håbefulde. Det skal man være i en valgkamp.

Klumme

Alle hører til et sted og har to vigtige valg!