Annonce
Danmark

Dagen i dag, 23. juli: Sprængfarligt kul og stål blev nutidens EU uden krige

Robert Schuman oplevede både første og anden verdenskrig med tyskerne som fjende. Efter anden verdenskrig engagerede han sig stærkt politisk og var fransk premierminister, finansminister og udenrigsminister. Det var som udenrigsminister, han lancerede idéen om det europæiske kul- og stålfællesskab, der senere blev til EF og EU. Foto: Ritzau Scanpix
En international nyskabelse oven på anden verdenskrigs gru og ødelæggelser blev det Europæiske Kul- og Stål Fællesskab, der trådte i kraft 23. juli 1952 og siden udviklede sig til det EF, senere EU, som vi kender i dag.

Der er noget storladent over Salon de l'Horloge i det franske udenrigsministerium, tæt på Seinen i Paris. Rammerne kunne nærmest ikke være mere symbolske, da den daværende franske udenrigsminister, Robert Schuman, indkaldte til pressemøde her tirsdag 9. maj 1950 klokken 18. Han havde også noget stort at berette om: Det franske forslag om dannelsen af det Europæiske Kul- og Stålfællesskab.

Forslaget vandt genklang hos Vesttyskland, Holland, Luxembourg, Belgien og Italien. Denne nye overnationale retsorden, den første af sin art, fik gyldighed fra 23. juli 1952 og blev forløberen for det EF, vi i dag kender som EU.

Under pressemødet havde Schuman følgeskab af den vinhandelsuddannede Jean Monnet, der aldrig var folkeligt valgt til at bestride et politisk valgt embede, men som var en af hovedarkitekterne bag det Frankrig, der blev genopbygget efter anden verdenskrig. De to havde sammen støbt de visionære kugler til oprettelsen af det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og stod bag store tanker om et forenet og fredeligt Europa. Monnet blev kul- og stålfællesskabets første formand, som kan sidestilles med nutidens formand for EU's kommission.

Annonce

Man formåede ikke at række ud over krigens lidelser, og man indså ikke, at man skulle integrere økonomien og tage langstrakte skidt. Da vi kom på den anden side anden verdenskrig, var dén lektie lært.

Morten Rasmussen, historiker

Lektien er lært

Ved at overlade kontrollen med kul- og stålproduktionen til en overnational magt, sikrede man, mente de, først og fremmest, at fred og ikke krig blev europæisk hverdagsstandard, fordi kul og stål var altafgørende for våbenproduktionen.

Schumans hovedtese var, at en fælles kontrol over produktionen af kul og stål ville "gøre krig ikke kun utænkelig, men direkte umulig".

Med andre ord blev det officiel fransk politik, få år efter krigen, at indgå et forpligtende, besluttende samarbejde, der inkluderede tyskerne, hovedfjenderne gennem århundreder.

Krigsfortiden til trods var den tanke ikke helt uden logik. Det mener lektor i historie ved Saxo Instituttet på Københavns Universitet Morten Rasmussen og professor i moderne dansk og europæisk historie på Aarhus Universitet Thorsten Borring Olesen.

- Allerede i starten af 20'erne, efter første verdenskrig, var der forhandlinger om samarbejde mellem Frankrig og Tyskland, men det løb ud på grund af krigserstatningskrav. Man formåede ikke at række ud over krigens lidelser, og man indså ikke, at man skulle integrere økonomien og tage langstrakte skidt. Da vi kom på den anden side anden verdenskrig, var dén lektie lært, siger Morten Rasmussen.

- Det skyldes dels, at Tyskland var kommet længere ned end nogensinde tidligere, dels at man i Frankrig kunne se nødvendigheden af en økonomisk fredsunion, også under presset fra den kolde krig, der var opstået.

Netop den kolde krigs opståen spillede ifølge Thorsten Borring Olesen en væsentlig rolle:

- De europæiske lande var reduceret til andenviolin i internationale konflikter, hovedkampen stod mellem USA og Sovjet. Så når Tyskland under alle omstændigheder var indlemmet i amerikanernes ønske om Europa som alliereret og dermed om europæisk og tysk genoprustning, giver det god fransk mening. Det havde franskmændene en klar interesse i at have hånd i hanke med, siger han.

Store skridt

Samarbejdet, der udelukkende var et sektorsamarbejde om kul og stål, udvidede sig voldsomt de kommende år, først ved dannelsen af det fælles europæiske marked i 1958, EF, senere ved udvidelsen af dette samarbejde til også fra 1972 at omfatte Storbritannien, Irland og Danmark og derefter ved yderligere udvidelser, både hvad angår antallet af medlemslande og samarbejdstemaer under navnet EU.

- Men det begyndende samarbejde havde stor betydning, for kul og stål var ikke ligegyldige ting. Begge dele indgik i meget høj grad i genopbygningen i Europa efter anden verdenskrig, og de indeholdt også et stort oprustningspotentiale. Tyskland havde en meget større sværindustriel kapacitet end Frankrig, så det er også et fransk forsøg på at kontrollere tyskerne, mens tyskerne går med i de tidlige initiativer, fordi det er deres vej til statstlig legitimitet igen, siger Thorsten Borring Olesen.

Ifølge Morten Rasmussen er det hele grundtanken i det første samarbejde, som næsten uundgåeligt fører til noget meget større.

- Det er begyndelsen på en proces, hvor integrationen af Europas økonomier til ét stort marked med fri bevægelighed af personer, varer og services, som er fæstet på en fælles institution. Det er unikt, at det sker, så små lande har en stemme og alle samarbejdende lande i princippet er lige, selv om nogle ganske er vist større og tungere end andre og har flere stemmer. Men får skabt et Europa, der inkluderede små lande, som, hvis man ser på mellemkrigstiden, slet ikke var med ved bordet, slet ikke blev orienteret om noget som helst. Så det moderne Europa i dag er nok i sit samarbejde udvidet betydeligt, men det er grundlagt i tankerne bag kul- og stålfællesskabet, siger Morten Rasmussen.

Dagen i dag - dengang og nu

Avisen Danmark præsenterer hen over sommeren en artikelserie, der belyser danmarks- eller verdenshistoriske begivenheder, som stadig har betydning og perspektiv i dag.

Vi lagde ud 25. juni med historien om krigen i Korea.

6. juli fortalte vi om det første møde mellem Paul McCartney og John Lennon.

18. juli fortalte vi historien om Ol-svømmeren Inge Sørensen, bedre kendt som Lille henrivende Inge.

20. juli bragte vi historien om 50-året for månelandingnen, hvor amerikaneren Neil Armstrong tog menneskets første skridt på Månen.

I dag fortsætter vi med historien om det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, der havde gyldighed fra 23. juli 1952 og blev forløberen for EF, senere EU.

Voldsom udvidelse

Alligevel påpeger både han og Thorkild Borring Olesen, at der er kæmpe forskel fra det kul- og stålfællesskab til det EU, der sætter standarden for europæernes liv i dag.

- EU integrerer meget mere i det fælles marked med alle produkterne og en lang række politikområder derudover. Det er meget mere ambitiøst og omfattende i dag, siger Morten Rasmussen.

Ifølge Thorsten Borring Olesen er det noget, der kan aflæses hver eneste dag hos hvilken som helst borger i et EU-land:

- På alle parametre - det er integration i bredden, altså antallet af medlemslande, som i dybden, det vil sige hvor omfattende og bindende, samarbejdet er - er der tale om en voldsom udvidelse. Store dele af den lovgivning, vi lever under i dag, er således vedtaget direkte i EU eller udstedt som direktiver i EU, som efterfølgende vedtages som dansk lovgivning, siger Thorsten Borring Olesen.

Som et dugfriskt eksempel nævner han Danmarks nye socialdemokratiske regerings planer om at forbyde benzin- og dieselbiler fra 2030.

- Her kommer EU og siger, at det kan vi ikke bare gøre, for der er er nogle fælles, indre regler, der gælder.

Kul- og Stålfællesskabet

Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab blev vedtaget i en traktat fra 18. april 1951 og havde gyldighed fra 23. juli 1952. Fællesskabet omfattede seks lande: Frankrig, Vesttyskland, Holland, Belgien, Luxemburg og Italien.

Formålet var at skabe en overnational kontrol med produktionen af kul og stål og dermed våbenproduktionen. Overordnet var det tanken, at det kunne forhindre krige mellem de involverede lande.

Senere udviklede fællesskabet sig til EF og senere EU og med betydeligt flere medlemslande end de oprindeligt seks og med en bred vifte af politikområder. Kul- og Stålfællesskabet eksisterede frem til 2002, sideløbende med EF og EU. Midlerne, det være sig politiske og økonomiske aktiviteter, overgik ved den lejlighed til EU.

Freden tæller, men...

Til gengæld, mener Thorsten Borring Olesen, kan man godt være bekymret for, om den fredstanke, der oprindeligt lå bag ønsket om samarbejde, fylder det samme i dag.

- For de første samarbejdsentreprenører var oplevelsen af krigene en meget, meget væsentlig faktor. De erfaringer er uddøde, for ingen i systemet i vor tid har erfaringerne med krigene, siger han.

- Derfor er der måske lidt en almindelig forståelse af, at Europa går ikke i krig. Som historiker vil jeg sige, at det er en lidt farlig holdning, for den europæiske historie er en krigshistorie. Men Europa spiller heller ikke mere den samme store rolle i verdenspolitikken som dengang, for hverken Frankrig eller Tyskland er den type stormagter, de var engang. Derfor er det et vigtigt europæisk perspektiv, hvor det 21. århundrede bevæger sig hen, og at Europa bliver kørt over i spillet mellem Kina, Rusland og USA, hvis vi ikke står sammen.

Den vurdering indtager også Morten Rasmussen, som påpeger, at det er uomtvisteligt, at freden har holdt sig.

- Det er lykkedes at etablere fred gennem et forenet Europa. I Europas fredszone, som Angela Merkel har kaldt det, går man ikke i krig med hinanden, heller ikke i økonomisk krig, som Trump gør. Vi er et helt andet sted i dag. Man har forvandlet de europæiske relationer.

- Det betyder ikke, der ikke er problemer i dag, for eksempel er eurozonen problematisk. Det er en del af den virkelige verden, at det ikke bare er et glansbillede, man kan tegne, siger Morten Rasmussen.

Danmark blev medlem af det Europæiske Fællesmarked i 1972. Det udsprang af kul- og stålfællesskabet. Her underkriver statsminister Jens Otto Krag Romtraktaten, EF's grundlov, i Bruxelles. Foto: Ritzau Scanpix

Tilfredse grundlæggere

Tilbage står spørgsmålet, om det var den udvikling, de store fællesskabstænkere, Robert Schuman og Jean Monnet, havde set for sig?

- De vil se det som én stor sejr. De har fået en fuldstændig integreret økonomi, som har været med til at skabe velstand. De skridt, man har taget så hurtigt efter en ødelæggende verdenskrig, er en økonomisk fredstraktat, der har forenet de to fjendelande Frankrig og Tyskland, siger Morten Rasmussen.

Thorsten Borring Olesen mener dog, at de to europatænkere ville have nuancer i opfattelsen af, hvad udviklingen har ført til.

- Monnet ville være træt af, det hele ikke er mere strømlinet, end det er. Han ville være træt af alle de folkeafstemninger, der sætter en kæp i hjulet for mange ting. Han var mere bureaukratisk orienteret. Schuman derimod, han ville nok se anderledes på det, fordi han er vokset op i et tysk-fransk grænseområde. For ham var udsoningen mellem Frankrig og Tyskland det vigtigste, så han ville se anerkendende på det, der er sket mellem de to lande og i Europa som helhed, mener Thorsten Borring Olesen.

EU omfavner i dag hele vores liv og har sågar sit eget flag. Unionen er en udløber af det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Foto: Hannah Mckay/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Skjern

Grib bolden til håndboldens dag

Leder For abonnenter

Samskabelse er vejen frem i rundkørslen

Vi kommer ikke uden om det … Det offentlige har ikke råd til at betale for alle de ønsker, borgerne har til forbedringer og forskønnelser af vore fælles omgivelser. Men så er det jo godt, når borgerne kan tage sagen i egen hånd … Tag bare rundkørslen i Astrup ved Femvejen lige uden for byen; af lokale kaldt "Danmarks grimmeste" af slagsen. Om det passer, vil være et oplagt emne til en rundbordsdiskussion. Men køn var den i alt fald ikke, overgroet som den var med ukrudt. Kommunen havde dog ikke pengene til at gøre noget ved den. Men så tog folk i Astrup sagen i egen hånd. En flok frivillige påtog sig opgaven med at omdanne den til "Danmarks smukkeste rundkørsel". Det skete ved, at folk lagde kræfterne sammen: Per Kjær, der driver maskinstationen, stillede maskine til rådighed. Landmand Vagn Lindy Petersen i Skjern havde noget jord til at ligge efter en staldudvidelse, som kunne bruges, så onsdag blev der flyttet 400 kubikmeter jord. Svæveflyvepladsen i Ejstrup bidrog med et træ, som Kristian Ahle selv gravede op. Nu mangler de frivillige bare at få plantet rododendron i fem farver, så er "Femvejens Andels Rundkørsel", som den - måske ikke helt mundret - er kommet til at hedde, klar til at springe ud det kommende forår i al sin glans. Det hører med til historien, at rododendronerne selvfølgelig udbydes på andele, og at anlægsgartner Ole Christensen står for indkøb af planterne. Kommunens rolle i hele historien har i dette tilfælde været lydhørhed over for de lokale ønsker, og hurtig tilladelse til, at de frivillige kunne gå i gang. I andre tilfælde ser man i stigende grad, at der er tale om egentlig samskabelse; altså at kommunen og lokalsamfundene i fællesskab bidrager til at løse opgaver, som kommunen ikke har råd til alene at løse - for eksempel etablering af cykelstier. Man kan selvfølgelig mene, at opgaverne bør betales fuldt ud af kommunen. Men ofte vil det være ensbetydende med, at de ikke løses - eller i bedste fald først om mange år - og så er det da bedre, at parterne i fælles forståelse skaber noget sammen. Ellers havde Astrup næppe været på vej til at få "Danmarks smukkeste rundkørsel".

Skjern

Cirklen-byggeriet i Skjern: Byrådsmedlems tålmodighed er brugt op - stemmer nej til halv etage mere

Annonce