Annonce
Debat

Da det slog klik hos Baadsgaard: Spændingen om den forkerte strømning

Redaktionelle journalister på Dagbladet Ringkøbing Skjern.Christian Baadsgaard

Jeg har grund til at være glad. I morgen begynder tre ugers ferie for mig, og det bliver dejligt, for nu er det også holdt op med at slå klik for mig.

Der er helt sikkert folk, der vil mene, at det heller ikke var for tidligt - altså at det holdt op med at slå klik for mig - og jeg er tilbøjelig til at give dem ret. For det har stået på en måned, og jeg har ikke anet mine levende råd, indtil jeg endelig fik det løst.

At sige, at det slog klik for mig, er måske en underdrivelse. Det var nu nærmere et smæld, for jeg har døjet sådan med, at relæet slog fra, og så var jeg strømløs. Det passede som regel med, at jeg sad og så "En by i provinsen" eller Huset på Christianshavn" på DR K, og så sagde det svup og skærmen var død, lige præcis som det var allermest spændende, selvom jeg tidligere har set netop de afsnit. Så kunne man gå en tur ned til teknikskabet og begynde at koble hele skidtet på igen.

Da det var sket flere gange, nåede jeg frem til, at det måtte være et strukturelt problem på mit elnet, og en god nabo, der er elinstallatør, fortalte mig om, hvordan sådan en eltavle faktisk virker. Jeg nikkede forstående, og så gik jagten på de forkerte ampere ellers i gang, og det var en krimi værdig. Der var bogstavelig talt spænding over det. Det åbenlyse kunne være en udendørs stikkontakt, der tog vand ind. Den blev skiftet, og så skulle problemet være løst. Både og... Det blev færre gange, men det var der.

For nogle måneder siden gjorde jeg en god handel. Jeg købte en brugt espressomaskine på et loppemarked. 50 kroner, og så kunne jeg få den kaffe, jeg havde drømt om i flere år, og jeg mente, at den var frisk og frejdig til at flytte ind hos mig. Men ak og ve... Den første måned var den nu meget tjenstvillig. Men så kom den i overgangsalderen - formentlig på grund af overarbejde hos den kaffeelskende herre - og selv en anden stikkontakt i en helt anden gruppe kunne ikke mildne dens temperament. Kunne den bare have strejket, men det her lignede en blokade. Kaffe skulle jeg have, og der var ingen vej udenom, så jeg måtte investere i en helt ny espressomaskine.

Så blev problemet endnu mindre, men det var der stadig. Dog var det begrænset til, når det regnede kraftigt. Altså måtte problemet være flyttet udendørs. Plæneklipperens afgrænsningsledning blev på svage steder isoleret med gaffatape, men lige lidt hjalp det. Så var der kun et sted tilbage, og det var udendørslamperne. Elektrikere fortalte mig, at sådan nogle kan tage vand ind, og der er kun en ting at gøre: Fugemasse!

Det krævede sine Google-studier at opnå grundlæggende færdigheder i fugemasse, og jeg har erkendt, at jeg aldrig bliver våbenfør. Da jeg stod med pistolen i hånden, kunne jeg ikke klemme en dråbe ud, men min nabo kom til undsætning og viste mig, at man faktisk skal klippe tutten af. Så blev man så klog. Igen så det så let ud at lægge en fuge rundt om, der skulle beskytte mod vandindtrængen - men enten kom der for lidt, ellers væltede det ud. Men på kom det, og årsagen var meget synlig. En pæn stor sprække mellem murværk og lampe var en ren vandingskanal til elektronikken.

Nu kan det regne alt hvad det vil, og jeg har stadig elektricitet, efter at jeg har foretaget det, som de kloge hoveder vil kalde en klimasikring. Nok har jeg svovlet over det relæ, men selvom det svigtede, så er jeg blevet meget glad for det. For netop svigtet er dets vigtigste opgave for at beskytte folk, fæ og nagelfast ejendom - plus det løse. Når man har læst så meget om elsikkerhed, så finder man ud af, at der er risiko for, at et relæ bliver for trofast mod sin ejer og ikke kan svigte. Derfor skal man - helst to gange om året - tjekke om det virker, så når du sidder her med din avis, kan du passende gå ned og trykke på knappen og se om det hele afbryder.

Det kan blive dagens gode gerning, for hvis ikke det virker, så kan det for alvor slå klik, hvis uheldet er ude.

Annonce

Det krævede sine Google-studier at opnå grundlæggende færdigheder i fugemasse, og jeg har erkendt, at jeg aldrig bliver våbenfør. Da jeg stod med pistolen i hånden, kunne jeg ikke klemme en dråbe ud, men min nabo kom til undsætning og viste mig, at man faktisk skal klippe tutten af. Så blev man så klog.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Annonce