Annonce
Portræt

Christian blev journalist på den hårde måde

- Næste år har jeg 40 års jubilæum i kommunikationsbranchen. Det er lidt vildt at tænke på. Jeg har aldrig fået en journalistisk uddannelse, men har lært det den hårde vej. Og det er gået meget godt, siger Christian Kjeldsen, der er en af Dagbladets nye klummeskribenter. Foto: Jørgen Kirk
Kommunikationschef i Waterz med meget mere, Christian Kjeldsen, er en af Dagbladets nye klummeskribenter. Hans første klumme er med i Dagbladet i dag.

Hvide Sande: Christian Kjeldsen, der blandt andet er kommunikationschef for Waterz, er en af Dagbladets nye klummeskribenter. Her tegner vi et lille portræt af ham:

- Min interesse for at skrive havde jeg allerede som 12-13-årig, og som 15-årig blev jeg meddeler ved Aalborg Stiftstidende og senere Vendsyssel Tidende. Jeg fik, noget så virkelighedsfjernt for en nyhedshund som mig, en uddannelse som bankmand, og endte som rådgiver for virksomheder på udlandsområdets afdeling i Aarhus. Her kom jeg til Rytmisk Musik Forening og senere til Den Blå Avis. Siden da eksploderede det med kommunikationsarbejde og journalistik i ind- og udland på dagblade, radio- og tv-stationer. Næste år har jeg 40 års jubilæum. Det er lidt vildt at tænke på. Jeg har aldrig fået en journalistisk uddannelse, men har lært det den hårde vej. Og det er gået meget godt.

- Mine klummer kan for eksempel komme til at handle om aktuelle emner eller lokale udfordringer - gerne med løsninger på, hvordan man kan løse udfordringerne - og gerne med lidt ironisk distance til tingene. Mange års erfaring i samfundsudviklingen og et nysgerrigt sind, har - sammen med et betydeligt tilskud fra naturens side - givet mig gode analytiske evner. Det er en af mine styrkesider. Jeg forudser mange gange, hvis der opstår problemer for en virksomhed, og agerer ud fra min mavefornemmelse, og den slår aldrig fejl. Og så er jeg en formidabel networker. Jeg kender folk i ind- og udland, som jeg aldrig turde håbe og tro på for bare 20 år siden. På minussiden er jeg irriterende utålmodig, og forlader projekter, hvis der er for mange nej-hatte i lokalet. Og så har jeg et til tider iltert temperament, hvis folk lyver for mig eller forsøger at jorde mig. Så kan jeg godt blive lidt for ond i sulet.

- Det irriterer mig helt vildt når alle dem, der lever og ånder for at smadre enhver debat på internettet, fylder det offentlige rum. De taler grimt, argumenterer ikke og har kun et mål, nemlig at ødelægge og provokere. De gør, at jeg har forladt al debat på internettet. Jeg kalder disse mennesker for #IdioterMedInternet.

Christian Kjeldsens interesser er blandt andet gastronomi og kultur, så det kan ikke undre, at det seneste kulutrarrangement, som han har været til er åbningen af det nye LimfjordsTeater på Mors, og at han er ret glad for Stauning Whisky:

- På Mors oplevede jeg over to dage nogle fantastiske performances og et egnsteater fra øverste hylde i Danmark. Og hvis jeg får en udenbys gæst på besøg, så vil jeg helt klart vise vedkommende Stauning Whisky og sørge for en taxa hjem til Hvide Sande, hvor vi kunne skylle efter med nogle af de fremragende øl fra Hvide Sande Bryghus, siger Christian Kjeldsen.

Annonce

Kristian Kjeldsen

Alder: 54 år.

Uddannelse: Bankmand og autodidakt journalist.

Stilling: Kommunikationsrådgiver.

Bopæl: Hvide Sande.

Civil Status: Single.

Fritidsinteresser: Vandsport, gastronomi, kultur og hunden Ruchi.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Udvikling: Det er vores butik - vi har selv skabt den

Læserbrev: I eftersommeren 2018 mistede vi i Stauning vores brugsforening, hvor folk havde handlet gennem mere end 100 år. Tankstationen lukkede også. Det var en ringe trøst, at COOP-koncernen – tilsyneladende uden mange tanker om sine dybeste rødder – var i gang med at lade sine brugser i en lang række landsbyer gå konkurs. Som én af os i Stauning med velplaceret ironi udtrykte det: ’Det er da vist ligesom en so, der æder sine egne grise’. Men ulykken tog ikke gå-på-modet fra os. Tværtimod var der folk i Stauning, som omgående tog initiativet. De gik på med krum hals. De samlede Staunings kræfter. De fik ting til at ske. Der er nemlig det ved det, at det dér med at få noget til at ske - det ligger nærmest indbygget i Staunings DNA. Derfor skete det, at vi allerede i foråret 2019 – bare et halvt år efter brugsens lukning – kunne byde benzinselskabet Go’on velkommen til Stauning. Biler begyndte igen at dreje ind. Der var igen aktivitet. Og nu på lørdag, 23. november, sker der det, at vores nye købmand kan byde os velkommen – og vi ham – i en topmoderne dagligvareforretning, der er gennemgribende renoveret fra A til Z af professionelle håndværkere. Herudover har mange forskellige frivillige bidraget med oprydning, rengøring, opstilling af inventar - og sat 2500 varenumre på de rette hylder efter købmandens anvisninger. Det er mærkeligt at tænke på – ja, egentligt fantastisk, alt det der er nået på godt et år i et gnidningsløst og humørfyldt samarbejde. Det hele er nået, takket være stauningboernes kæmpeindsats, også økonomisk. Lige efter brugsens lukning strittede initiativerne naturligt nok lidt i alle retninger. Set udefra lignede det måske lidt situationen, når man kradser lidt med en pind i en myretue. Men ligesom myrer hurtigt organiserer sig og får skaderne repareret, når ødelæggelsens pind har kradset i deres tue, så samlede også Stauning sig hurtigt om det væsentlige: nemlig at få samlet økonomi nok til at købe det gamle nedlagte mejeri midt i byen, hvor brugsen havde butik fra omkring 1970. Og selve målet, det lå fast helt fra starten: senest ved udgangen af 2019, så skulle der igen være dagligvarebutik her i Stauning. At det mål er nået, det siger noget meget vigtigt om Stauning. Først og fremmest siger det, at vi er i stand til at samle os og stå sammen for at få ting til at ske. Men ligeså vigtigt: i Stauning har vi folk iblandt os, der besidder de mange vidt forskellige kompetencer, der gør det muligt at tingene faktisk også kommer til at ske – bliver til virkelighed. Det skal vi huske at fortælle hinanden, når vi går rundt og handler med vores nye købmand i vores nye butik. For den fortælling er en vigtig del af vores fælles historie. Den må vi aldrig glemme. Ligesom den gamle brugsforening, som vore forgængere for 100 år siden gik sammen om at skabe, blev en vigtig del af deres fælles historie. Men nu er det vores butik. Vi har selv skabt den. Den er vores værk. Det var os, der fik det til at ske. Uden os, så var vores butik der ikke. Og uden os – så er butikken der ikke! Det er også værd at minde hinanden om. Butikken har brug for os. Og vi har brug for butikken. Det var jo derfor, vi sørgede for, at den kom.

Annonce