Annonce
Klumme

Chefredaktørens bekendelser efter et dyrt efterår: Historien om nummerpladerne og de flinke betjente

Du skal skrive en klumme om det! Det kan godt være, at du ikke synes, det er særlig sjovt, men alle vi andre gør. Måske vil du endda også selv grine ad det ... en dag?

Redaktionsmødet blev midlertidigt suspenderet på grund af latterkramper hos de fleste deltagere. Måske lige med undtagelse af mig. Men når man som chef beder sine folk dele ud af deres egne tanker om alt fra nedsat syn til udbæring af skraldespande, bør man vel også selv turde gå forrest. Det siges at være et tegn på moderne ledelse.

Annonce
Nu sad jeg så her, midt på Herningvej og midt i min første erfaring med, hvordan det som kriminel føles at møde politiet. Det bedste, jeg i min panik kunne finde på at sige, var, at min chef ville blive sur, hvis jeg ikke dukkede op. Det virkede ikke. I øvrigt passede det heller ikke.

Det hele begyndte en dag, da jeg muntert nynnende var på vej for østgående ad rute 15 i min lille Fiesta. Det månedlige møde med kollegerne ventede, solen skinnede, alt var godt. Foran mig stod stærekassen ved Lervangvej, bag mig kørte en politibil - men med en stabil hastighed på 80 i timen var der jo ingen grund til bekymring. Troede jeg.

Lige efter stærekassen fik jeg signal om at holde ind til siden. Undrende holdt jeg ind til højre. Kørekortet blev fundet frem, ruden rullet ned og betjenten hilst velkommen med al den velvillighed, en lovlydig borger kan finde frem ved et uventet møde med ordensmagten: "Daw, hvad kan jeg hjælpe med?" Betjenten var venligt underspillet: "Det er måske en fejl - men det ser ud, som om din bil skulle have været til syn?"

F******k. Den lovlydige borgers velvillige smil stivnede. Der var jo kommet en meddelelse i eBoks om det med bilsynet. Jeg havde set indkaldelsen - og tænkt, at det jo ikke hastede, så det ville jeg se på i næste uge. Og så blev det næste uge, og jeg havde stadig ikke tid, og så blev det ugen efter og ugen efter og ... Jeg glemte det. Rigtig længe, endda.

Nu sad jeg så her, midt på Herningvej og midt i min første erfaring med, hvordan det som kriminel føles at møde politiet. Det bedste, jeg i min panik kunne finde på at sige, var, at min chef ville blive sur, hvis jeg ikke dukkede op. Det virkede ikke. I øvrigt passede det heller ikke, viste det sig; da jeg ringede og meldte afbud til mødet, grinede chefen højt og fastslog, at det var en god historie at fortælle de andre.

Mine nummerplader skulle klippes, sagde betjenten, imens hans kollega var på vej rundt om Fiestaen for at gøre ord til handling. "Må jeg ikke nok køre ind til Ford i Ringkøbing først", tryglede jeg. De to betjente mumlede lidt sammen. Så lod de nåde gå for ret, og som en anden VIP havde jeg politieskorte hele vejen tilbage. Pladerne blev klippet, og jeg traskede slukøret ind til Bjarne Nielsen. Som altid en god og hurtig service - og de grinede ikke engang. I hvert fald ikke, imens jeg var der. Men desværre ikke nogen mulighed for en akut erstatningsbil, så jeg måtte traske videre ind til byen og redaktionen, hvor jeg blev modtaget med forundring. Skulle du ikke til Vejle? Mit mumlende svar udløste de første latteranfald. Men det skulle blive værre.

For da bilen kort efter var synet, troppede jeg glad op for at hente den. Troede jeg. Registreringsattesten havde jeg naturligvis med. "Tak", sagde den flinke bilsynsmand. "Har du også Del 2?" Del 2? Jeg kunne slet ikke huske, at Registreringspapirer havde flere dele. Det har de. Og som man bliver advaret om fra Skat: Hvis både Del I og Del II er i køretøjet, kan de bruges til omregistrering af køretøjet. Du bør derfor ikke have hele registreringsattesten liggende fast i bilen.

Som lovlydig borger havde jeg naturligvis fulgt vejledningen - men hvor jeg lige havde gjort af Del II, da jeg i 2015 flyttede til Vestjylland, stod ikke helt skarpt i erindringen. Efter en snak med Skat - "Jeg kan godt se problemet, men jeg kan desværre ikke hjælpe dig telefonisk" - bestilte og betalte jeg nye nummerplader via skat.dk. Jeg fandt derefter ud af, at det ville vare flere uger, før man kunne få pladerne. En ny og lettere panisk opringning til Skat gav nye informationer: "Jeg kan godt se problemet, og jeg kan desværre ikke hjælpe dig telefonisk - men du kan tage op til Motorcenter Aarhus og købe pladerne med det samme, selv om du ikke er i besiddelse af Del II". Jeg lejede en bil, drog mod Aarhus, betalte en gang til og kørte vestpå igen medbringende et sæt nye plader.

Nogle uger senere besluttede et suicidalt rådyr at tage livet af sig selv ved hjælp af min bil. Ud til Ford igen; ny nummerplade igen. Forsikringen dækkede i det mindste skaderne på bilen. Men ikke den nye nummerplade.

Efter sådan en omgang kan selv den groveste lovovertræder trænge til en ferie. Min gik til Berlin, hvor vi ved ankomsten parkede på en plads med grimme timepriser. Næste dag drog vi ud for at finde en ledig gratis-plads. Omsider fandt vi én - og fandt også ud af, at den forreste af de spritnye nummerplader var forsvundet i nattens løb. Det førte til et hyggeligt møde med Hauptkommissar Detlef Vogel fra Berlin Mittes Polizei - en flink mand, der er i stand til at udfylde et otte ark langt kompendium på under en time, selv om han kun skriver med én finger.

Ved hjemkomsten til Danmark blev vi som forventet stoppet af grænsekontrollen. En manglende nummerplade er ikke sådan at overse. Jeg havde derfor både kørekort og Detlef Vogels otte siders-værk klar til fremvisning - foruden selvfølgelig mit velvillige jeg-er-en-lovlydig-borger-smil. Den venlige grænsevagt bad også om mit pas - og blev så ubehageligt stille.

"Det er udløbet", sagde han. "F******k", svarede jeg. Vi så på hinanden. "Det koster faktisk 1000 kroner", sagde han. "Men det er godt nok synd for dig med den nummerplade. Så ved du hvad; kør bare videre. Velkommen hjem."

Det blev et dyrt efterår. Men min tiltro til ordensmagtens menneskelighed er blevet bestyrket. Det samme er i øvrigt min opmærksomhed på beskeder i min eBoks.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing-Skjern

Ørskovs mor ansat i stilling, som datteren fik trumfet igennem i byrådet

Vestjylland

Gylden trio på Lystbækgaard

Læserbrev

Burde Danmarks Naturfredningsforening skifte navn til Danmarks NaturForureningsForening?

Læserbrev: Jeg synes, det er beskæmmende endnu en gang at se Danmarks Naturfredningsforening demonstrere sin magt, bare fordi de kan, og samtidig bruge naturbeskyttelseshensyn som undskyldning eller påskud. Sagen vedrørende 11 sommerhusområder på Holmsland Klit, hvor der af juridiske årsager skal dispenseres fra §3-restriktioner, når der skal bygges om, bygges til eller nybygges, er endnu et eksempel på DN's evige trang til at demonstrere magt uden skelen til, om det nødvendigvis gavner naturen. Jeg tror, alle med bare minimal indsigt i denne sag er enige om, at det er rent juristeri, når kommunerne ikke i tide fik lokalplanerne på plads i disse såkaldte "aftaleområder", inden den nuværende naturbeskyttelseslov trådte i kraft i starten af halvfemserne. Nu er de berørte grundejere så blevet gidsler i en sag, hvor DN åbenbart har trang til at demonstrere sin magt. Dette uagtet, at parterne i sagen er enige om, at ingen har begået denne juridiske fodfejl med forsæt. Men tilbage til naturen, som bør være DN's fokus i denne sag. Foregår der rent faktisk overgreb på uerstattelig og jomfruelig klit hede i disse områder? For overblikkets skyld skal vi huske på, at små 10 procent af Danmarks areal for nuværende er §3-område og herunder stort set al ubebygget areal på Holmsland Klit. Vi vader i bogstaveligste forstand i natur til knæene, uanset hvilken vej vi skal. Det er efterhånden almindeligt at DN er første hurdle, uanset hvad der skal laves. Om det er oprensning af en gammel grøft eller renovering af en sti eller bare udskiftning af et tørrestativ, så skal DN høres og være tilfreds. I denne sag snakker vi om 7-800 sommerhusgrunde, altså sandsynligvis knap 100 hektar. Det kan så vurderes i forhold til de cirka 25.000 hektar §3-arealer, der er alene i Ringkøbing-Skjern Kommune. Det er da også forkasteligt, at vi som borgere skulle formaste os til at bruge en lille smule natur. Nu er DN heldigvis blevet enig med sig selv om, at hvis bare der er hyben nok på grunden, så vil man ikke bruge sin magt ... Så kære grundejere; få nu smidt nogle hyben i jorden, så er der ikke flere problemer med DN. Hyben er i øvrigt en invasiv plante, som stat, kommuner og private, herunder grundejerforeninger, bruger en masse energi og penge på at bekæmpe i klitterne.

Kultur

Børnetegning som altertavle og ingen Jesus på korset: Lettere amputeret kirke genåbner

Annonce