Annonce
Indland

Carl Holst stopper i politik: Jeg fortryder ingenting

Carl Holst har besluttet ikke at genopstille til næste folketingsvalg. Han vil have mere tid til familien. Og så kan han i dag se det positive i, at han for tre år siden endte i en mediestorm. Foto: Martin Ravn

En politisk karriere rinder ud. Carl Holst har besluttet ikke at genopstille ved det kommende folketingsvalg. Han vil have mere tid til familien, men fortryder ingenting. Og så kan han i dag også se positivt på den mediestorm, der førte til hans fald som forsvarsminister.

Stop: Det er først, da jeg stiger ud af bilen foran Carl Holsts villa i Rødding, at jeg bemærker, hvad der står på kølerhjelmen. Jeg er kørende i en af redaktionens biler, der er pakket ind i reklamefilm. Med store bogstaver står der: Carl Holst skal svare på møgsager. Et eksempel på en avisforside for snart tre år siden.

Interview: I det samme kommer Carl Holst ud af huset for at byde velkommen. Panden er våd, skjorten fugtig og smilet stort efter en løbetur med hunden Vigga. Han lader ikke til at bemærke teksten på bilen, han har noget andet i tankerne. Han vil gerne fortælle, hvorfor han har besluttet sig for at stoppe i politik og ikke genopstille til Folketinget.

- Jeg vil gerne have et liv, hvor jeg har en bedre balance mellem arbejdsliv, familieliv og venskaber, starter Carl Holst.

Vi har sat os ved spisebordet i stuen. Bag ham hænger et stort maleri af netop familien. Konen Lone og børnene Maja, Mads og Magnus. Det er en 40 års fødselsdagsgave fortæller han.

Har du manglet den balance?

- Jeg fortryder ingenting. Jeg har været fuldt ud bevist om mine valg. Jeg kan bare konstatere, at når man tager et valg, så tager man også et fravalg, og nu vælger jeg noget andet til, et liv uden for det offentlige og det politiske, fortæller Carl Holst og understreger, at han har tænkt sig at blive siddende folketingsperioden ud.

Annonce

Carl Holst

Alder: 48 år.

Født: Rødding.

Forældre: Tidligere folketingsmedlem Peter Holst (V) og pædagog Sanne Holst.

Civilstand. Gift med Lone Holst, der sammen har datteren Maja og sønnerne Mads og Magnus.

Uddannelse: Folkeskolelærer.

Politisk: Tidligere formand for Venstres Ungdom, amtsborgmester i Sønderjyllands amt, formand for Region Syddanmark og forsvarsminister. Nuværende medlem af Folketinget.

"Mads, kan du bekræfte det?"

Søger man på Carl Holsts navn på Google handler fem ud af otte søgeresultater om de sager, der førte til hans afgang som forsvarsminister. Politik er ikke retfærdig, og skal måske heller ikke være det, men det er alligevel slående. Carl Holst var amtsborgmester og regionsrådsformand i sammenlagt 15 år. Han var minister i tre måneder.

Når Carl Holst taler om sagerne, kan man mærke, at de tænder en gnist. Han føler sig uretfærdigt behandlet. Men han har besluttet at se det positive i det negative.

- Jeg var i en situation, hvor jeg ikke havde det godt, indleder Carl Holst, men han når ikke længere, inden hans ældste søn Mads kommer ind i køkkenet.

- Mads kan du bekræftede det? At jeg ikke havde det godt efter mine sager?

- Ja, det kan du tro, at jeg kan, kommer det tørt fra sønnen. Mads Holst forsvinder ud af køkkenet igen, og faren fortsætter, hvor han slap nu smittet af sønnens noget mere alvorlige mine.

- Det var ubehageligt og forfærdeligt, men forudsætningen for at vurdere, om man har det godt, er, at man har oplevet ikke at have det godt. Og tro mig, jeg har en fantastisk vurdering af, at jeg har det godt.

Så du ville ikke have været det foruden i dag?

- Helt der er jeg nok ikke, men jeg er der i dag, at jeg kan se, at det, jeg var igennem, har ført noget positivt med sig.

Hvis du ikke havde haft dine møgsager, tror du så, at vi havde siddet her i dag?

- Det tør jeg ikke sige. Men jeg kan være bange for, at jeg i en alder af 65 havde tænkt, arh Carl, burde du ikke havde prøvet noget andet?

Kaffe med Ester Larsen

Det er svært for Carl Holst at svare på, hvornår han præcis besluttede sig for, at han ikke længere vil være politiker. Det kom ikke som en åbenbaring, det var en beslutning, der stille og roligt tog form. Men særligt en begivenhed står stærkt i hukommelsen.

Vi skal tilbage til julen 2015. Carl Holst havde taget orlov for at komme væk fra mediestormen og gik i stedet hjemme i parcelhuset i Rødding og prøvede at finde ro. En dag ringede telefonen, det var den tidligere venstreminister Ester Larsen, der var i den anden ende. Hun var på vej til Rødding Højskole for at holde foredrag og ville høre, om Carl Holst gav en kop kaffe bagefter. Det gjorde han og med tilhørende julekringle.

- Vi sad i stuen, og så sagde hun: Carl; der må være et eller andet projekt, du i den travle hverdag ikke har haft tid til, men som du kunne gå i gang med nu. En kano eller et eller andet, der skal bygges. Der må for pokker være et eller andet?

- Der slog det mig: Har jeg alligevel haft så mange år, hvor jeg har haft så travlt, at jeg helt har glemt, hvad det egentlig er, jeg har lyst til.

Du kunne ikke svare?

- Det kom ikke som skidt fra en spædekalv, hvor jeg sagde: Du har fuldstændig ret, i morgen bygger jeg en udestue. Så gik der to dage, og så fik jeg fat i litteraturkanonen, og så læste jeg bøgerne fra ende til anden, fordi jeg kom i tanke om, det havde jeg egentlig altid haft lyst til.

- Når man sidder på tigerens ryg, glemmer man måske, hvad det hele liv drejer sig om, fordi man lige har et møde i morgen, man har lige et eller andet i weekenden.

Konge i en lorteby

Det var en overraskelse, da Carl Holst for tre år siden valgte at bytte livet i regionalpolitik ud med Folketinget. Mens andre brugte kommuner og regioner som et springbræt til en landspolitisk karriere, insisterede Carl Holst på, at han ikke havde ambitioner i den retning. Hellere være konge i en lorteby end en lort i en kongeby, som han formulerede det uden skelen til, at det kunne være et ordvalg, baglandet i Rødding og omegn meget let kunne få galt i halsen.

- Det var jo fordi, at jeg blev mødt af den der: Hvorfor vil du ikke være på Christiansborg? Og der er jo nogle, der har den opfattelse, at politik kun er Christiansborg, men de tager fejl. Der er progressive udvalgsformænd i kommuner og regioner, der har større politisk realindflydelse, end nogle menige folketingsmedlemmer har, fortæller Carl Holst.

Skulle du så ikke have lyttet lidt mere til dig selv?

- Det gjorde jeg jo, det var jo derfor, jeg blev så længe i regionalpolitik.

Men du skiftede. Nogle vil sige, at profetien gik i opfyldelse, du var en konge, men endte som det modsatte, da du skiftede til landspolitik?

- Det synes jeg ikke. Jeg har været kirkeordfører, indenrigsordfører og socialordfører. Der er mange folketingsmedlemmer, der ikke oplever at sidde med i så mange forhandlinger, som jeg har været med i.

Undervurderede du skiftet fra regionalpolitik til landspolitik?

- Jeg ved faktisk ikke, om jeg undervurderede det. Jeg kan ærgrer mig over, at jeg som minister ikke fik en chance for at være politiker. Så jeg nåede jo aldrig at vise, hvad jeg kunne.

Var du ikke selv skyld i, at du ikke fik chancen?

- Jeg sad med en følelse af, at det er lidt ligegyldigt, hvor stor sagen var, så kunne medierne bare beslutte at gøre den stor. Vi gør det til en stor sag, at han har fået sprogundervisning, uden at spørge: Er der andre, der har fået sprogundervisning? Det var det, jeg blev ramt af.

"Jeg er ikke bitter"

I det hele taget er det vigtigt for Carl Holst, at interviewet ikke kommer til at handle om, at han er bitter. Det er han ikke, bliver han ved med at understrege. Historien skal være, at han forlader politik, fordi han vil, ikke fordi han er en slagen mand.

Hvorfor er det så vigtigt for dig?

- Fordi jeg er lidt optaget af, at jeg gør det her, fordi det er det, jeg har lyst til.

Men tager du ikke bare konsekvensen, før vælgerne gør?

- Ja se, det får vi aldrig afklaret. Når det så er sagt, så har jeg før oplevet at blive dømt ude. Men jeg er da sikker på, at jeg ville have en sværere valgkamp, hvis jeg genopstillede, svarer Carl Holst med henvisning til de ridser, hans sager har givet og den ikke ubetydelige detalje, at venstrekollegaen Ulla Tørnæs er blevet opstillet i Esbjerg Bykreds, der er nabokreds til Carl Holsts Esbjerg Omegnskreds, og at hun ville kunne gøre indhug i hans personlige stemmetal.

Er du er bange for vælgernes dom?

- Nej, dem der er bange for vælgernes dom, skal ikke gå ind i politik. Men jeg fornemmer faktisk ikke mindst i mit bagland, at tiden har arbejdet godt for mig, fortæller Carl Holst velvidende, at det er et postulat, der aldrig vil kunne efterprøves.

Irriterer det dig, at folk kan tænke, at du stikker halen mellem benene?

- Hvis det gjorde det, så var jeg jo som menneske kun politik, og så kommer man aldrig af tigerens ryg.

Drømmer om at blive klubmester i bordtennis

Carl Holst meldte sig ind i Venstres Ungdom i folkeskolen, og siden har politik været et omdrejningspunkt i hans liv kun afbrudt af fem år som folkeskolelærer.

Tror du, at du kan noget andet end politik?

- Ja, det er jeg sikker på!

Hvad skal du lave?

- Jeg ved det ikke. Læse bøger. Se om jeg kan blive klubmester i bordtennisklubben, griner Carl Holst.

Din type springer ikke ud på den tynde is uden at have gjort sig nogen overvejelser?

- Det ville være forkert af mig at påstå, at jeg ikke havde gjort mig nogen overvejelser. Men jeg lyver ikke, når jeg siger, at der ikke er noget, der er afklaret.

Skal du være borgmester i Vejen Kommune, Egon Fræhr bliver jo ikke yngre?

- Jeg har lige fortalt, at jeg gerne vil have en bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv. Er vi enige om, at det ikke harmonerer særlig godt med at være borgmester?

Så det ligger ikke lige i kortene?

- Nej, det gør det ved Gud ikke.

Men hvad kunne du have lyst til?

- Jeg kunne godt tænke mig, at have mit virke i et krydsfelt mellem formidling på den ene side, og så det frivillige foreningsdanmark.

Det lyder som noget direktør for en form for NGO?

- Der er ikke så mange af dem i Rødding.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce