Debat

Bryd traditionerne og få mænd ind i kvindefag

Hvorfor er der stadig så få mænd i traditionelle kvindefag? Og så få kvinder i traditionelle mandefag? Og hvorfor bestemmer kønnet stadig, hvad vi bliver? Før 1951 var det ikke muligt for mænd at uddanne sig til sygeplejerske. Men da man efter krigen manglede sygeplejersker, begyndte man at diskutere, om ikke også mænd kunne uddanne sig til den branche. I 1951 blev der åbnet for en forsøgsordning på Rigshospitalets Sygeplejeskole i København med syv mandlige sygeplejeelever. I 1954 afsluttede de deres uddannelse, og de kom alle i arbejde. Forsøgsordningen blev en succes, men 65 år senere møder man stadig sjældent en mandlig sygeplejerske på sygehuset, i klinikken eller på uddannelsen.

I politiet er det kvinder, der er en mangelvare. I løbet af 1900-tallet begyndte især kvindesamfundet at kæmpe for, at kvinder måtte komme ind i politiet. I 1911 ansatte politiet de første kvinder, men de skulle udelukkende beskæftige sig med kontorarbejde. Først i 1973 blev der nedsat en arbejdsgruppe i Rigspolitiet, der skulle se på kvinders mulighed for at blive betjente. I 1977 blev de første 18 kvindelige politielever optaget på Politiskolen i København. I 1980 blev ordningen gjort permanent, men politiet domineres fortsat af mænd. Hvorfor er omsorgsfag kvindefag, mens f.eks. politiarbejde er mænds område? Selvom vi lever i et oplyst samfund med demokratiske strukturer og lige muligheder, så bestemmer kønnet stadig, hvad man bliver. Man kan se på problemet på mange måder.

Ud fra hverdagsforståelser. Far er altid ude og gøre vigtige ting, mens mor passer børn. Far er det stærke køn, mor det svage. Selvom fædre er kommet godt med, er den familiære omsorg primært kvindens sag. Det er hende, der tager barsel og følger børnene i skole, hende, der går på deltid for at være mere derhjemme. Vores dagligdag er trods alternative mønstre stadig indrettet efter kønsstereotyper. Danmarks Statistik viser, at selvom man på centrale områder som f.eks.lønudvikling nærmer sig hinanden, er der stadig lang vej. En mandlig læge får 12,4 pct. mere i løn end en kvindelig. Og manden tjener i 64 pct. af alle familier mere end kvinden. Men ser man på uddannelsesniveau, så fører kvinderne. Kvinderne får i dag en højere uddannelse, pigerne i skolen scorer højst, mens drengene får flere støttetimer.

Man kunne også tage fat i et sociologisk perspektiv. Underliggende strukturer i vores samfund konstruerer den måde, vi ser køn på. Køn og seksualitet er ikke bare et naturfænomen. Vi bliver født med et køn, men det er i udgangspunktet ikke det afgørende. Pige, dreng, kvinde eller mand er ikke naturkategorier, men kulturkategorier. Mand eller kvinde er ikke kun noget, man er, men noget, man bliver eller ikke bliver. Noget, vi gør hinanden til. Sociologien taler om strukturer, der ligger i sproget, og som gør os til det, vi er. Køn bliver skabt diskursivt, og vores billeder af, hvad en mand eller kvinde er eller burde være, er diskursivt frembragt. ”Han er ikke en rigtig mand”, kan man fx sige. Eller ”hun er godt nok meget mand”. Eller ”tag det som en mand og hold op med at tude!”.

Sproget tegner vores billeder og forventning af, hvad vi kan som køn. Når mænd vælger traditionelle kvindefag eller kvinder vælger mandefag, sætter sproget en dagsorden, der ikke passer til deres køn. Eller til de diskursive strukturer, der ligger i sproget. Netop fordi der findes sproglige strukturer, der kan bestemme, hvad vi tænker eller siger, kan sproget også bryde med stereotyper. Tag fx Dansk Sygeplejeråds kampagne: ”Man(d) kan også læse til sygeplejerske”. Sproget skaber, hvad vi tænker, og derfor bestemmer det også, hvad vi studerer.

Hvorfor er det vigtigt, at patienterne, eleverne, børnene og borgerne møder en mandlig sygeplejerske, pædagog, socialrådgiver eller lærer? Hvorfor er ligestilling på alle fronter og især i omsorgsfagene vigtig? Ligestilling handler ikke om, at vi alle skal det samme, men at vi alle kan nå det samme. At vi ikke på forhånd er låst. Ligestilling handler også om, at vi går til verden forskelligt og netop ikke er ens. Vi har brug for flere mænd i kvindefag, fordi vi har brug for deres tilgang til omsorg, pleje, rådgivning og uddannelse. Ligestilling er vigtig for forskelligheden. Vi får bedre og mere omsorg, pleje og undervisning, når vi har forskellighederne i spil.

Vi har på sygeplejerskeuddannelsen på UC SYD optaget fire mandlige studerende sidste år. I dag er der kun én tilbage. Michael er 26 år. Han har beskæftiget sig med forskellige ting, før han søgte ind på uddannelsen. Men han fandt ud af, at han ville arbejde med mennesker. Det var vennerne, der fortalte ham, at man godt – som mand – kan læse til sygeplejerske Michael er glad for uddannelsen og mener, det er vigtigt, at vi har et samfund, der også ser mænd i omsorgsrelaterede sammenhænge.

Spørger man Michael, hvad det betyder at studere på en uddannelse, hvor der stort set kun er kvinder, peger han på ensomheden og fordomme:

- Pigerne på uddannelsen har deres måde at omgås socialt på. Det er klikebetonet, hvor han hverken kan eller gider deltage. Hans socialisering er en anden.

- Når der skal laves gruppearbejde, skal han selv sørge for at være med. Man tænker ikke på ham. Der er ingen, han naturligt kan gå i gruppe med.

- Nogle af lærerne har det også svært, føler Michael. De ved ikke, hvordan de skal takle ham som mandlig studerende.

- Så er der alle fordommene. Især spørgsmålet, om han er homoseksuel. Det er, som om folk tror, at man må være homoseksuel, når man som mand er på en kvindedomineret uddannelse. Men når Michael arbejder sammen med sine kolleger professionelt i klinikken og i kommunerne, oplever han ikke ensomhed. Her spiller kønnet ingen rolle. Så er man bare den professionelle kollega. Hvad Michael beskriver, viser også forskningen. I enkønnede organisationer bliver dem, der skiller sig ud, afgrænset og stigmatiseret.

På professionshøjskolerne har vi en ambition om flere mænd i uddannelserne. Især i de store uddannelser – pædagog, socialrådgiver, sygeplejerske og lærer. For det første fordi vi skal sørge for at få flere studerende, også mænd. For det andet, fordi det ville være kedeligt, hvis vi kun uddanner kvinder til velfærdsprofessionerne. Vi har brug for begge køn i en god balance. Det er godt for studiet og studiemiljøet. Og for sygehusene, klinikken, kommunen og skolerne. Derfor er der brug for alle kræfter – fra regionerne, kommunerne, klinikken og praksis. Vi skal sammen prøve at påvirke holdningen i det offentlige rum, så Michael og hans kollegaer får tiltro til, at mænd også kan indgå i omsorgsrelationer og velfærdsprofessioner. Det handler ikke kun om at skifte ble, tørre næse, lege i rød stue eller rådgive gamle mennesker. Det handler også om velfærdsteknologi, komplekse digitale løsninger, medicinske diagnoser, vanskelige sagsfremstillinger og borgerbetjening på kanten af eksistensen. Det handler om mennesker – hvad enten de er børn, handikappede, syge, svage, udviklingshæmmede eller gamle.

Alexander von Oettingen
0/0
Klumme

Ugens Prædiken: Påskemorgen er som en håbets hilsen fra Guds fremtid

Klumme

Martine om at blive gammel: Måske er det andet end medicin og ømme muskler?

Klumme

Ugens Prædiken: Mere kærlighed, end vi fatter og forstår

Klumme

Kommer du til årets grundlovsfest?

Leder For abonnenter

Ikke kun events sætter os på landkortet

Selvfølgelig er det vigtigt, at vort lokalområde er kendt uden for kommunegrænsen - og gerne for at have noget unikt og genialt, der kan lokke så mange gæster til som overhovedet muligt. For flere gæster giver som regel flere penge i kommunekassen, og flere penge i kassen gør næsten altid godt. Derfor er det helt fint, at kommunen barsler med en såkaldt ny eventstrategi, der skal være med til at brande kommunen både nationalt og internationalt. Det er da heller ikke overraskende, at et flertal af politikere i byrådet netop har sagt god for at skyde penge i den nye eventstrategi. Det politiske ja betyder samtidig et ja til, at der skal sættes kommunale penge af til tre såkaldte fyrtårns-events. Indtil videre er der sat to millioner kroner af over to år til at udvikle den grønne elbilevent Westwind24, hvor de to, der fik ideen, komiker Jan Gintberg og tv-journalist Anders Agger, nok skal være med til at give det stort anlagte elbilarrangement en snert af kendiseffekt. Derudover er vandsportsfestivalen Waterz i Hvide Sande sikret et kommunalt tilskud på 875.000 kroner om året til og med 2021. Ifølge strategien kunne det tredje event i rækken ligge inden for sport, kultur eller erhverv. Det lyder alt sammen ganske spændende, selv om ingen ved, hvad Westwind24 og Waterz skaber af meromsætning og plusser på bundlinjerne hos områdets erhvervsliv. Der er heller ingen, der ved, hvor mange penge der skal sendes efter det tredje event. Nogen vil sikkert mene, at det er sådan lidt sortseer-agtigt at stille spørgsmålstegn ved, om nye tanker om branding nu også giver sorte tal på bundlinjen. De samme vil sikkert sige, at det er en langsigtet investering, det er svært at sætte kroner og øre på. Hvad der var godt i går, er måske ikke så godt i morgen. Når det er sagt, er det alligevel godt at konstatere, at det ikke var hele byrådet, der helt ukritisk nikkede ja til at lede efter et event nummer tre. Den nyslåede løsgænger Svend Boye Thomsen stemte imod, og Kristendemokraterne valgte at tage det, der hedder forbehold. "Medmindre der falder en appelsin ned i vores turban med en event, der er rigtig svær at sige nej til, så mener vi ikke, at den økonomiske situation er til at bruge mange penge på tre store projekter". Sådan lød det i byrådssalen fra Jens Erik Damgaard, der talte på vegne af den kristendemokratiske byrådsgruppe. Den melding lyder fornuftig, for skattekronerne kan måske gøre bedre gavn andre steder lige her og nu, hvor den står på udfordringer med besparelser på det kommunale budget. Derfor: Vent med event nummer tre, til Westwind24 og Waterz har bevist, at det er vejen frem. Indtil da er der meget andet, der på bedste vis er med til at sætte os på de der landkort.

Klumme

Amagerpigens tak til Bork Havn Efterskole: I var vinden under mine vinger