Annonce
Klumme

Brev til mit 17 år yngre jeg: Bare rolig. Dit gennemsnit er ikke dit liv

Juni 2002. En 19-årig knægt har fået huen på. Inden da har han stillet spørgsmålet: Går det nu... Og det gjorde det, kan hans 17 år ældre jeg fortælle.

Kan du levere en klumme til på søndag? Ja, det kan jeg godt, men jeg aner ikke lige, hvad emnet skal være. Det finder jeg ud af.

Nogenlunde sådan faldt ordene på redaktionsmødet onsdag eftermiddag. Og nok har jeg en mening om alt, men det er lige det med at få den griflet ned. Jeg satte mig til skærmen, og lavede den klassiske overspringshandling: Tjek nyheder! I den lange stribe var der en om, at eksamentiden fik unge til at græde.

Noget ramte mig. Jeg ved ikke, hvad der tog ved mig. Men når man som jeg lever af at sætte ord på ting, så er der dage, hvor man næsten har en fornemmelse af, at man skriver med ført hånd. For ordene væltede bare ud. Jeg skrev et brev af den slags, som Post Nord ikke kan levere. Den kan heller ikke sendes som mail. For den er til en ung fyr, der i juni 2002 går og spekulerer, for nogle få dage efter skal han blive student. Når jeg nu ikke kan frankere brevet til fortiden, så skal den sendes anbefalet til nutiden. Til de unge, der i disse dage sidder om det grønne bord.

Kære Christian

Jeg ser dig gå og trippe lidt. Det er fuldstændig forståeligt. Om nogle dage bliver du student. Verden er åben. Om et par måneder fylder du 20, og du har hovedet fuld af fremtidsplaner. Du skal ud og erobre det hele, og du har glædet dig til, at disse dage kom.

Hvis du er i tvivl om, hvem jeg er, så er jeg 36 år og jeg er dig. Mere erfaren end du er lige nu, og jeg har nogle ting, jeg gerne vil sige dig. Omkring dig har folk sagt det samme, men det er ikke helt sevet ind. Så derfor prøver jeg. Skal vi ikke lige sætte os ned og tage en snak om det her? Bare helt roligt. For i de seneste dage, har jeg bemærket at vemodigheden rykker tættere på dig. Om lidt er det sidste nat med kliken, og når natten bliver til dag, skal du videre i tilværelsen. Det er det, der gør dig bange, for klarer du det? Dine hænder ryster, håndfladerne er svedige, og du spiser ikke så meget. For tænk nu hvis… Tænk nu, hvis det gennemsnit ikke er stort nok til at komme videre på det, du tror, der er dit drømmestudie… Du tror, at det er hele din fremtid, der er sat på spidsen af den eksamen på tirsdag.

Ved du hvad, Christian: Du spilder din tid! Du er i fuld gang med at forurene din tilværelse med bekymringer, som intet har på sig. Du burde være mere bekymret over, at det pres, du lægger på dig selv, er direkte usundt. Faktisk burde du vide bedre. Mindst to gange har du læst Det forsømte forår af Hans Scherfig, og du har ikke fattet, at det er en bog, der peger direkte mod dig selv og det, du har gang i. Faktisk er du derude, hvor du tror, at hele din værdi som menneske ligger i det stykke papir, og at du ikke er god nok, hvis ikke tallet er stort nok.

Helt ærligt: Brug nu din fornuft. Udviklingen løber så hurtigt, at alt det du har lært lige her, er forældet lige om lidt. Du har eksempelvis lært, at Danmark har 298 kommuner og 13 amter. Du ved også, at Anders Samuelsen er folketingsmedlem for Det Radikale Venstre. Breaking News tager du på Tekst TV. Når du skriver stile, så foregår det i Windows 98 med diskettedrev, og når du skal på nettet, så er det med et hakkende modem, der afbryder telefonforbindelsen. Dine afleveringer vurderes efter 13-skalaen. Du sidder med en scorebog, et lille hæfte med klassebilleder, navn – og fastnetnumre! Tror du virkelig på, at verden kommer til at se sådan ud for evigt? Det, du får papir på, er det som rører sig i 2002. Ikke i 2019.

Lige nu tror du, at du skal læse jura. Det kommer du også til, kan jeg afsløre, men det er ikke dig alligevel. For nylig strejfede tanken dig, at det da også kunne være meget spændende at blive journalist. Men den der optagelsesprøve… Den klarer du nok ikke alligevel, så det kan du lige så godt opgive på forhånd. Jeg har lært i de år, der er gået, at hvis man opgiver på forhånd, så vinder man intet. Jeg kan afsløre, at den optagelsesprøve kommer til at lykkes i første hug for dig. Måske fordi du er totalt uforberedt den dag og ikke har taget nervøsiteten med dig. Tænk lige over det, nu du sidder og leger espeløv inden på tirsdag.

Herefter åbner dørene sig for dig. Lige nu har du aldrig været i Skjern. Ikke andet end kørt ad Ringvejen, men lige her venter der så mange mennesker, som du kommer til at kende og holde af, for det er her, du skal arbejde. Du får de mest vidunderlige kollegaer. Godtnok får du også et eksamensbevis på, at du er journalist, men det kommer til at ligge i mappen med personlige papirer, for det betyder ikke så meget for dig alligevel. Nej, det der virkelig betyder noget, er de mennesker, du omgiver dig med og de oplevelser, du får. Og det øjeblik du kommer til at tænke på, hvordan dit liv havde set ud, hvis du ikke havde været heldig at møde netop de mennesker, er det øjeblik, hvor du er nærmest lykkelig.

Kære Christian: Jeg bliver nødt til at fortælle dig, at den følelse kommer til at boble i dig, for det gør det i mig hver eneste dag. Jeg er så tilfreds. Ganske vist ligner tilværelsen ikke den masterplan, jeg lagde engang. Jeg har givet mig selv dispensationer hist og her, og det bliver man nødt til, for det gør bare livet bedre. Jeg taler af erfaring. Så kravl nu ned fra det karaktertræ. Det har kun et formål, og det er at gøre folk tossede i hovedet. For nogle måneder siden fandt jeg dit gamle eksamensbevis fra 2002. Jeg synes faktisk, det så bedre ud, end du mente dengang. Det røg i nostalgibunken. For hvad i alverden skal jeg bruge det til? Men hvad så med snittet, vil du spørge. Mit svar er, at det er fuldstændig ligegyldigt, for jeg har lært, at lykken ikke ligger i bunden af en lang talkolonne.

Så jeg vil bede dig om noget: Nyd sommeren. Tag det roligt. Vær glad. For alt skal nok gå, og du er god nok, som du er, uanset hvad tallene så siger.

I øvrigt: Du trækker Cubakrisen på tirsdag og får et 10-tal, så der er absolut slet ingen grund til at være nervøs.

Kærlig hilsen og alt godt

Christian

PS: Tillykke til alle jer, der har siddet omkring det grønne bord i disse dage.

Annonce
Tag det roligt. Vær glad. Nyd sommeren. Det hele skal nok gå, og du er god nok, som du er, uanset hvad tallene så siger. I øvrigt: Du trækker Cubakrisen på tirsdag og får et 10-tal, så der er slet ingen grund til at være nervøs. Kærlig hilsen og alt godt.
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce