Læserbrev

Borgmesteren: Frivillighed og dialog er vejen frem mod nationalparken

Læserbrev: Da vi for to uger siden afholdt borgermøde om den kommende Nationalpark Skjern Å, gav vi alle deltagere en lille pose kaffe med hjem. Det gjorde vi med et ønske om, at de skulle gå hjem og brygge en god kop kaffe, til vi kommer ud og tager en snak om, hvorvidt deres jord skal være en del af Nationalpark Skjern Å eller ej.

”Eller ej” fylder måske ikke meget i dén sætning. Men det gør det i visionen for nationalpark Skjern Å. Det er vigtigt for mig at sige, at det netop er frivilligt, om man ønsker, at ens jord skal være med i nationalparken, eller ej – og om man har lyst til at indgå i en aftale om jordfordeling, eller ej.

Men at dømme ud fra mange af de kommentarer, vi har modtaget efter mødet, så har vi ikke været gode nok til at understrege, at det første, vigtigste og helt ufravigelige princip i skabelsen af Danmarks næste nationalpark er frivillighed og dialog. Ingen lodsejer vil blive tvunget til at indgå i en nationalpark – og ingen vil blive presset eller lokket til at indgå i en nationalpark.

Vi vil derimod gerne i dialog med alle lodsejere. Inden længe vil vi derfor kontakte de første, og frem til efteråret vil vi komme ud og tage en snak med alle lodsejere inden for projektområdet for at høre, om de vil være med i en nationalpark, eller ej. Jeg kan godt forstå, hvis mange er utålmodige, men det er en omfangsrig proces som tager tid.

Nationalpark Skjern Å-Udvalget har i samarbejde med den rådgivende Grønne Følgegruppe besluttet, at områder, der i forvejen er underlagt restriktioner for lodsejeren skulle med i forslaget til nationalparken. Det gælder områder, der er beskyttede eller fredet, ligger i sø- og å-beskyttelseslinjen, er §3 områder, Natura2000-områder, lavbundsjorde osv. Alle disse områder er i forvejen pålagt en form for restriktion, nationalpark eller ej.

Et par af de lodsejere, jeg talte med på borgermødet sagde, at de var ’erfaringsramte’. De havde tidligere stolet på myndighederne, som så alligevel var kommet med restriktioner på, hvordan de måtte dyrke deres jord, fortalte de.

Jeg kan forstå, at man kan føle sig skeptisk og magtesløs, når ens råderet over jorden bliver begrænset. Men den begrænsning har intet at gøre med klassifikationen som nationalpark. Erfaringerne fra de fem eksisterende nationalparker i Danmark viser, at lodsejere ikke er blevet pålagt restriktioner inden for nationalparkafgrænsningen som ikke gælder uden for nationalparken.

Men hvad så, hvis Socialdemokratiet kommer til magten efter folketingsvalget? er jeg et par gange blevet spurgt. Til det kan jeg kun svare, at det er en bred forligskreds af partier i Folketinget, der står bag nationalparkloven. Så jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at den bliver ændret - regeringsskifte eller ej.

0/0
Klumme

Ugens Prædiken: Påskemorgen er som en håbets hilsen fra Guds fremtid

Klumme

Martine om at blive gammel: Måske er det andet end medicin og ømme muskler?

Klumme

Ugens Prædiken: Mere kærlighed, end vi fatter og forstår

Klumme

Kommer du til årets grundlovsfest?

Leder For abonnenter

Bøhtosserne og de sande demokrater

Spalte op og spalte ned er der blevet skrevet om koranafbrændings-tossen. Du ved; ham der fuldt bevidst går efter at lave sine demonstrationer på måder og på steder, hvor hans iskolde og desværre alt for ofte ganske korrekte kalkule er, at bål-og-brand-tosser vil gribe den kærkomne anledning til at lade sig krænke så tilpas meget, at det efter deres indskrænkede verdensopfattelse berettiger til larm i gaden. Og dermed får bål-og-brand-tosserne på imponerende vis bekræftet koranafbrændings-tossens pointe - hvis ellers pointe ikke kan siges at være et alt for pænt ord for den verdensopfattelse, som hadprædikanter af alle farver abonnerer på. Faktisk er der både sagt og skrevet mere end rigeligt om Rasmus Paludan. Derfor er hovedpersonerne i disse linjer ikke hverken den ene eller den anden part i bøhtosse-krigen. Det handler tværtimod om demokratisk forståelse ført ud i en ualmindeligt fornem praksis - og om et par seje gutter fra Holstebro, Abbas Maanaki og Ergin Dogan. De to stod bag et vellykket arrangement i Trekanten i Holstebro, hvor de fik beboerne til at samles om pizza, fodbold og lørdagshygge i stedet for at stille op som medvirkende i provokatørens omrejsende cirkus, der var varslet til at ankomme til byen en lørdag i april. Dermed faldt det sture, sture provkationsnummer til jorden med et stille plask - ganske som den slags har fortjent. Maanaki og Dogan er begge som teenagere kommet i ungdomsklubben Jættehøj og forklarer, hvordan værdierne, de lærte der, var afsæt for deres fredelige moddemonstration: Rasmus Paludan skulle have lov at bruge sin ytringsfrihed til at sige, hvad han ville - men de to brugte deres ytringsfrihed til at argumentere for, at alle lod ham stå alene med sine provokationer og sin dyre politibeskyttelse. En beskyttelse, som der i Holstebro ikke blev den fjerneste brug for. Missionen lykkedes nemlig over al forventning, og der var efterfølgende stor ros fra politikommissær Lilian Jensen, som i Dagbladet Holstebro erklærede sig "pavestolt af den præventive indsats, vi så fra beboerne". Hvor ville det dog være fantastisk, hvis 'Holstebro-modellen' kunne brede sig til andre steder i landet. Københavnske Nørrebro kunne for eksempel lære en hel del. Som Ergin Dogan siger: "Det, Rasmus Paludan står for, er ikke de værdier, som vi har lært at kende i Jættehøj og på arbejdsmarkedet. Vi er bare med til at sprede hans retorik og had, når vi lader os provokere. Han ved udmærket, hvilke knapper han skal trykke på, så det eksploderer. Og jeg tror, det er hans formål." Jeg tror, Ergin Dogan har ret - og siger tak til ham, til Abbas Maanaki og til lærere og pædagoger som dem i ungdomsklubben Jættehøj, fordi de på forbilledlig vis formår at vise, hvad demokrati vil sige i virkelighedens verden.

Klumme

Amagerpigens tak til Bork Havn Efterskole: I var vinden under mine vinger