Annonce
Ringkøbing-Skjern

Borgmester krydser fingre for en 2+1-vej i 2025

Borgmester Hans Østergaard (V) tror på en 2+1-vej i 2025. Også viceborgmester Søren Elbæk (S) er optimist. Arkivfoto: Mads Dalegaard
Selv om hverken transportministeren eller erhvervsministeren havde vejløfter med til Ringkøbing, så er både borgmester og viceborgmester optimister og tror på bedre vejforbindelser indenfor de næste år.

Ringkøbing-Skjern: Mavefornemmelsen er god.

Både borgmester Hans Østergaard (V) og viceborgmester Søren Elbæk (S) er nemlig overbeviste om, at der i den nærmeste fremtid er mere asfalt på vej til Vestjylland. Sådan lød meldingen i hvert fald efter mandagens dobbelte ministerbesøg, hvor den længe ønskede 2+1-vej var på dagsordenen.

- Jeg er meget fortrøstningsfuld, selv om vi ikke fik nogen løfter. Vi fik et klart signal om, at ministrene har forståelse for vores relativt beskedne ønske. I infrastruktursammenhæng, så koster vores 2+1-vej et lille beløb og den samfundsmæssige forrentning er god. Derfor tror jeg på, at vejen kommer, siger Elbæk.

Hvornår?

- Det kan vi af gode grunde ikke sige noget præcist om. Men mit bud er, at vi har vejen omkring 2025. Jeg har noteret mig, at transportministeren ikke har stoppet processen med VVM-redegørelsen, som netop er sat i gang. Det opfatter jeg som et signal til, at det er et projekt, man vil realisere, siger Hans Østergaard.

Begge er meget tilfredse med, at ministerduoen nu har lyttet til de lokale argumenter og oplevet forholdene på landevejen i virkeligheden.

- Det er altid en fordel, at vi har set hinanden i øjnene. Ministrene har forstået, at opgraderingen af vejen handler mere om erhvervsudvikling end trafikafvikling. Vores virksomheder har brug for at kunne fragte varer ud af kommunen og medarbejdere til og fra kommunen. Og det er der en anerkendelse af, siger Søren Elbæk.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Politisk opbakning til Sommerfuglen skyldes stedets kvaliteter

Læserbrev: Sommerfuglen er kommunes nye fritidstilbud til børn og unge med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser. Kongstanken er at have ét lokalt fritidstilbud af høj pædagogisk kvalitet i stedet for at benytte aflastningspladser på forskellige institutioner i egen og andre kommuner. Jeg er citeret i Dagbladet søndag for at sige, at den politiske opbakning til Sommerfuglen skyldes behovet for at få stedet fyldt op. Det er en udtalelse, der taget ud af en sammenhæng. Den politiske opbakning til Sommerfuglen hænger helt og aldeles sammen med tilbuddets kvaliteter. Børn med funktionsnedsættelser har svært ved at finde fritidsaktiviteter, der kan rumme deres udfordringer, og det begrænser muligheden for at knytte venskaber. Børnene på Sommerfuglen går typisk på specialskole, og det betyder, at de fleste går i skole og skaber relationer uden for deres nærmiljø. Med Sommerfuglen prioriterer vi, helt i tråd med børne- og familiepolitikken, at give børn og unge med særlige behov mulighed for at dyrke fritidsinteresser og danne trygge og nære relationer med andre børn i kommunen. Relationer de kan bygge videre på gennem deres opvækst, så Sommerfuglen bidrager til ambitionen om at skabe gode overgange fra børneområdet til voksenområdet. Politisk har vi besluttet, at Sommerfuglen som udgangspunkt er kommunens tilbud, med mindre der er faglige begrundelser for noget andet. Det har vi, fordi det er et godt tilbud, og fordi målsætningen om at skabe relationer mellem børn og unge på tværs af kommunen fordrer, at de er sammen. Jeg forstår godt, at det kan være en stor mundfuld for børn, unge og forældre at skulle flytte fra et sted, de kender og er glade for. Men jeg ved også, at de børn og unge, der er begyndt i Sommerfuglen, er glade for og trygge ved det. Der er foretaget en faglig vurdering af, hvorvidt hvert enkelt barns behov kan rummes i Sommerfuglen. I de tilfælde hvor det modsatte er konklusionen, er der fortsat et alternativt tilbud. Jeg forstår også godt, at de institutioner, kommunen hidtil har købt pladser hos, er kede af at miste børn. Men i denne sammenhæng er vores opgave som kommune først og fremmest at give børn og unge med særlige behov de samme muligheder, som andre børn og unge i kommunen. Det er klart, at dialogen med de berørte familier og institutioner skal foregå på en god og respektfuld måde. Når vi hører, at det ikke er oplevelsen alle steder, er der naturligvis grund til at vurdere, om vi kunne have gjort det anderledes. Det er i øvrigt helt almindelig praksis.

Annonce