Annonce
Tarm

Borgermøde om biblioteket i Tarm: - Det her er ikke suset fra Vesterhavet. Det er brølet fra Syd

Borgermødet trak fuldt hus. Foto: Jørgen Kirk
Bægeret er flydt over i Tarm, efter at byen gennem flere år har mistet meget. Nu står biblioteket for skud, og borgerne vil gerne vide, hvad politikerne egentlig vil med byen. Dog kom der ingen klare svar ved borgermødet torsdag aften.

TARM: - Jeg er utroligt bange. For jeg tror, at du allerede har nedlagt Tarm med de udtalelser.

Bemærkningen fra Magnus Kolby var rettet mod borgmester Hans Østergaard (V), som på borgermødet torsdag aften om Tarms fremtid kom til at kludre gevaldigt i bynavnene. Hele fire gange kom han til at sige Skjern i stedet for Tarm, selvom det netop handlede om Tarm.

Forsamlingen på et stopfyldt Bechs Hotel kunne bære over med den del. For der var en ting, der nagede dem dybere: Hvad vil politikerne egentlig med Tarm? Et spørgsmål, der er aktuelt, efter biblioteket er kommet i sparekataloget, men også et spørgsmål, der har simret i flere år, efter Tarm har mistet meget siden kommunesammenlægningen for 12 år siden. VUC, 10. klasserne, Frivilligcentret, rådhuset med 100 medarbejdere, listede initiativtager til underskriftsindsamlingen for bibliotekets bevarelse, Hanne Laier op, da hun bød velkommen.

- Det her er ikke suset fra Vesterhavet. Det er brølet fra Syd, konkluderede hun i sin velkomst.

Hvad politikerne så vil med Tarm, står mere hen i det uvisse. Fra det politiske panel blev der sagt, at byen jo havde en stor grad af frivillighed, at folk er glade for at bo i byen, at det slet ikke står så galt til, og så blev der læst op af kommunens vision om liv, udvikling og nærhed.

Hans Østergaard nævnte, at Tarm stod til at få familievenlige boliger på rådhusgrunden. Og bliver Skjern Å udnævnt til nationalpark, så kommer det også Tarm til gode. Ingen af politikerne i panelet ønskede i øvrigt biblioteket nedlagt.

- Kan vi ikke give hinanden håndslag på, at Tarm skal have en konkret udviklingsplan, spurgte Eva Sønderby Jepsen, der lige som flere manglede noget konkret at forholde sig til.

Der skulle dog gå halvanden time i debatten, inden viceborgmester Søren Elbæk (A) kom med det svar, som borgerne efterlyste.

- Jeg tror ikke, at Ringkøbing-Skjern Kommune kommer med alle svar på en ladvogn. Det skal gro nedefra, sagde han.

- I siger, at tingene skal gro nedefra, men det er der ikke så meget ved, hvis I piller det ned ovenfra, sagde Lars Elkjær.

Annonce
- Jeg er selv tilflytter, og hvordan vil I få flere familier herover, når I ikke har noget at tilbyde dem, spurgte Lisbeth Davidsen. Foto: Jørgen Kirk

Kulturby uden bibliotek?

Formand for kultur- og fritidsudvalget Erik Viborg (V) kom i skudlinien, da han kom med noget, der kunne ligne en vision for Tarm.

- Jeg synes, I har meget at byde på. Tarm er en kulturby, sagde Erik Viborg, blandt andet med henvisning til Mejeriet.

- Jeg ved ikke, hvordan I vil gøre Tarm til en kulturby uden et bibliotek, bemærkede Hanne Nørgaard.

Kulturudvalgets bevilling af 300.000 til Learn Handball i en tid, hvor Tarm kan risikere at miste biblioteket på samme konto, havde vakt frustration hos flere. Erik Viborg måtte forsvare beslutningen, og han understregede, at den også kom Tarm til gode, at Learn Handball fik et tilskud.

Andre spurgte, om det også var rimeligt, at Teatret OM skulle have 1,7 million kroner, når lukning af Tarm Bibliotek ville give en besparelse på 500.000 kroner.

- Teatret OM, synes jeg, gør mange ting for vores område. De var med til afslutningen på kulturåret i Hvide Sande. De er synlige på vores skoler, og det er noget unikt, for jeg tror, det er godt, at de er her til at ruske op i noget. Vi bruger jo også mange penge på Generator i Ringkøbing, svarede Erik Viborg.

Tidligere på mødet havde Niels Rasmussen (SF) sagt, at Tarm Bibliotek havde vist vejen for, hvordan et bibliotek kunne drives som selvbetjeningsbibliotek. Flere borgere havde konstruktive forslag til, hvordan man kunne finde pengene, blandt andet med at gøre andre biblioteker selvbetjente.

- Vi har været inde og vende det. Det er ikke bare en beslutning, som er truffet henover natten, men andre steder er det bare lidt svært at gøre biblioteket selvbetjent, svarede Erik Viborg.

Tarm Biblioteks fremtid afgøres ved budgetkonferencen senere på året.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Jorden kalder: Det er nu, vi har pligt til at tænke nyt

Debat: Hvis vi vælger at se coronakrisen som et wakeupcall, hvad er det så for et budskab, planeten sender os? Og måske nok så interessant: Hvordan kan vi mennesker bedst lytte og tage ved lære? Alvoren gik for alvor op for de fleste af os anden uge i marts, og siden da har vi måttet vænne os til en ny virkelighed med skræmmende hast. Coronaen har ramt de moderne samfund og økonomier, hvor vi er allermest sårbare: Accelererende smittetal, dødstal - og ikke mindst arbejdsløshedstal, taler deres alt for tydelige sprog Jorden rundt. Vi vestjyder kan vælge at trøste os med, at vi bestemt ikke lever i den mest udsatte del af verden: Vores grundlæggende samfundsorden er uhyre stærk, vi er disciplinerede, og vi har i fællesskab bevist vores evne til at handle samlet og resolut. Uanset, at krisen uden tvivl bliver hård og omsiggribende, vender hverdagen i Danmark på et snarligt tidspunkt tilbage til noget, der ligner en normaltilstand. Samtidig bør vi dog også se coronakrisen som et wakeupcall, og gribe påskedagenes nedetid som en kærkommen anledning til at genoverveje, hvorfor vi i grunden lever og disponerer vores tid, som vi normalvis gør. Coronakrisen har ikke gjort hverken problemet med global opvarmning eller behovet for en gennemgribende, grøn omstilling mindre aktuelt. Til gengæld udstiller nedsmeltningen af arbejdsmarkedet på tydelig vis, hvor direkte vores moderne markedsøkonomi påvirker naturen omkring os: Allerede få dage efter nedlukningen af Danmark kunne man måle, hvordan luftkvaliteten i de større byer var blevet markant forbedret. Vi lever i et rigt og privilligeret samfund, hvor vi har alle muligheder for igen at få økonomien i gear og komme tilbage på fode. Men spørgsmålet er, om det ikke netop er nu, i takt med at staten pumper uhørt massive investeringer ud i samfundet, vi også har en forbandet pligt til at tænke nyt? Spørgsmålet er, om det ikke er nu, mens krisen kradser, vi skal lægge fundamentet til en anderledes grøn, og bæredygtig økonomi? Det er oplagt at initiere de nødvendige hjælpepakker, så de virker som en gigantisk gulerod til fremme af bæredygtig business. Samtidig må vi udvise det nødvendige mod til at svinge stokken, og afgiftpålægge fossil energi, i en grad hvor det virkelig nytter (og flytter) noget. Som Klimarådet har vist, er der ingen vej udenom ubehagelighederne, hvis vi for alvor ønsker at leve op til vores egne ambitiøse 70 procents-reduktionsmål. Lad os derfor i slipstrømmen på coronakrisen stå sammen og tegne konturerne af en grøn økonomi, hvor lokale fødevarer og serviceydelser - og i det hele taget ting, der bliver skabt lokalt - er relativt billigere, og dermed konkurrencedygtige. Selv om vi så hver især måtte få færre penge mellem hænderne, vil den reelle, oplevede købekraft stadig være formidabel. Personligt drømmer jeg om små velorganiserede lokalsamfund i landsbystørrelse, med alt fra smede og slagtere, til sygeplejersker og sjælesørgere -og ikke mindst den uundværlige drømmer og tosse; en hverdag, og en verden, hvor vi ikke behøver at flytte hverken os selv eller vores varer over vanvittige afstande, og fint har tid til at dyrke vores grøntsager, passe vores husdyr, og lære vores børn at lære verden at kende; måske gå på jagt, eller fiske lidt på fjorden. Tænk Dunbars antal, og overvej et øjeblik hvordan det kan gøres: Tænk dig et byrum, indrettet på vores børns, og ikke hverken bilernes, eller ejendomsudviklernes og realkredittens præmisser: Grønne rekreative arealer, med planter, insekter og liv, hvor der ellers bare er veje, asfalt og beton; snoede vandveje, og cykelstier og trailspor. Eltogene og de tilbageværende autostradaer så langt ude af byerne som muligt. Tænk dig tilsvarende samfundet indrettet til mennesker - ikke arbejdskraft og forbrugere - og hvordan det kan blive, den dag vi faktisk på alle niveauer bliver ansporet til at drømme og lege og finde på; hvor incitamentstrukturen tilgodeser selv de mindste små udbrud af virketrang og skaberlyst, og der er forretning i at konstruere tingene så gedigent og gennemtænkt, at de også holder og står om hundrede år. Tænk dig, at det er muligt at skabe en anstændig levevej som lokal skrædder, fordi systemet bonner de reelle omkostninger ved det stangtøj, vi ellers frejdigt har hentet hjem fra den anden side af kloden, og som nu med ét slag er ubetaleligt dyrt. Tænk dig, at det rent faktisk er muligt at leve af at reparere cykler i et lille hyggeligt værksted på havnen. Tænk dig, at dit eget surdejsbrød, bagt på mærkelige, lokale kornsorter, ikke bare er bedre, men også billigere end fabriksfremstillet bakeoff, hvor alle ingredienser skal trilles frem og tilbage over kontinentet i lastbil. Tænk dig, at det vrimler med små køkkener, hvor passionerede mennesker laver takeaway fra bunden, eller du bare kan slå dig ned ved et langbord - og hvor de folk, der sidder der i forvejen, gerne rykker sammen og kommer hinanden ved. Tænk dig, at det at pille Nordsø-rejerne i Marokko for at køre dem tilbage til Nordeuropa er lige så dyrt og besværligt, som det lyder absurd, og at vores husdyr må leve af lokale afgrøder, fordi idéen om at rydde regnskov i Sydamerika og sejle sojaen halvvejs rundt om Jorden er lige så omkostningstung, som den strider mod ethvert bæredygtighedsprincip. Tænk dig i det hele taget, at prisen for moderne, industrielt landbrug, og den ledsagende, og endnu mere sindssyge plantebeskyttelse, afspejler de miljømæssige konsekvenser én til én. Tænk dig, at genetisk modifikation er strafbart i samme grad som overtrædelser af patentlovgivningen, og krænkelser af kommercielle producenters ophavsret i øvrigt er det i dag. Tænk dig, at prisen på elektronik og plastic står i forhold til de blivende ar, minedriften og olieudvindingen efterlader på planeten; at olieselskaberne skal plante en hektar skov for hver tønde olie, de pumper op af undergrunden, og at mineselskaberne skal investere halvdelen af deres overskud i sociale projekter, der hvor de rekrutterer deres arbejdskraft. Tænk dig, at konkurrenceparameteret per excellence er at bruge mindst mulig energi og efterlade det mindst mulige impact på planeten - og nej - ikke bare baseret på noget så excentrisk gammeldags som etik og moral, men simpelhen fordi det er sådan, vi har valgt at konfigurere økonomien, og det er dét, der bedst betaler sig på både kort og længere sigt. Og mens du alligevel lader fantasien få frit slag, så tænk dig engang, hvor dejligt det ville være, at du ikke altid havde så f∙cking travlt, og evig og altid skulle tjekke din f∙cking telefon; at du var i stand til at unde dig selv lidt kreativ nedetid, kunne sove som et barn om natten, og vågne både veludhvilet og klar på en skøn, ny dag, med masser af heureka-øjeblikke og åbne muligheder. ... I virkeligheden alt det, der er indbefattet, når du forestiller dig paradislivet på en afsondret, tropisk ø - bare hér, hjemme i Naturens Rige, hvor årstiderne skifter, og vi kender og elsker hinanden, og hinandens mere eller mindre udtalte særheder. Jeg ville elske den hverdag - hands-on - ikke mindst fordi det, der trænger til forandring i vores moderne, naturfjerne hverdagsliv, er alt andet end vores dejlige naboer, horisonten og havet.

Danmark

Lis’ mand blev formentlig smittet på sygehuset: - Jeg ville gerne have haft en anden afsked

Annonce