Annonce
Livsstil

Boligreportage fra roen i udkanten: Et hjem til resten af livet

FORSIDEFOTO En stille stund. Anne Mansa og Per Christensen har arbejdet på at lave den gamle skolebygning om til deres drømmehus i fem år. Og det arbejde bliver nok aldrig færdigt, forudser Per Christensen, da han mener, at hans hustru vil blive ved med at få nye, gode idéer til forbedringer. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Anne Mansa og Per Christensen blev gift sent i livet. Nu har de skabt et hjem sammen med hendes idéer og hans energi. Et hjem, hvor de kan blive gamle sammen. Præcis som Anne Mansa drømte om, hver gang de cyklede forbi den tidligere skolebygning på vej mod havet. Heldigvis skal der mere end en gammel, langelandsk skole til at skræmme Per Christensen.

Bag haven ligger hatbakkerne og skaber bølger i landskabet. En tung ko går og græsser op ad hegnet og håber måske på, at der bliver smidt et kålhoved eller andet godt ud til den, som beboerne gjorde sidste sommer.

Kigger man ud over koens marker, gennem bakker og en regndiset horisont kan man skimte kirken i Magleby. Lige ved siden af lå den gamle skole og tjenesteboligerne, hvor Anne Mansa boede som barn. Hun blev født på Humble Kost- og Realskole i 1960 og døbt i Ristinge Kirke, og lige i et smørhul mellem barndommens steder har hun købt hus med sin mand Per Lindegård Mansa Christensen.

Når han går på pension til efteråret, sælger de lejligheden i Odense og flytter permanent ind i den ombyggede, tidligere skole på Vesteregnen på Sydlangeland. Her har de skabt sig et hjem, hvor de skal blive gamle sammen. Ligesom Anne Mansa havde drømt om.

- Vi cyklede tit forbi her, når vi skulle ned til vandet fra vores lille sommerhus. Og jeg sagde altid: Her vil jeg gerne blive gammel. Det er lige sådan et sted, jeg drømmer om. Dengang boede Rasmus og Lis her. Men en dag mødte vi deres datter i Brugsen, og hun fortalte, at efter Rasmus var død, ville hendes mor flytte i pensionistlejlighed i Bagenkop og sælge huset. Og hun havde jo hørt, at vi måske var interesserede, fortæller Anne Mansa.

Hver sommer siden da har Lis og datteren været på kaffebesøg, for at se, hvordan det gik med det gamle hus.

Det er fem år siden til oktober, at Anne Mansa og Per Christensen købte drømmehuset. For hende var det som at komme hjem. Og hendes mand, der stammer fra Jylland og har boet det meste af livet i Odense, er på sin vis også kommet hjem – nemlig ud i naturen.

Annonce
Per Christensen er kommet ud i naturen. Han har altid været interesseret i fugle, haft et aktivt liv og arbejdet med og i naturen. Nu bor han ude midt i den. Op til baghaven går køer og græsser, og få kilometer væk er der fuglereservater og hav, han kan ro på. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Dit, mit, vores hjem

Anne Mansa og Per Christensen blev gift for 11 år siden. Med sig i bagagen havde de hver deres tidligere liv med andre ægtefæller. Men i den ombyggede skole på Langeland har de et sted, de har skabt sammen, til deres liv. Resten af det endda.

Da de mødte hinanden, boede Anne i en tjenestebolig på efterskolen, hun arbejdede på som håndarbejdslærer. Men hun flyttede ind i Per Christensens hus i Odense.

- Det er Annes fortjeneste, at vi er endt her, siger Per Christensen.

- Jeg er nok sådan en type, der tænker, at man ikke behøver at lave så meget om. Jeg kunne sagtens være blevet boende, hvor jeg hele tiden boede. Men hun flyttede ind i mit hjem, og selv om hun kunne sætte sit præg på det, ville det aldrig være det samme for hende. Hun havde ikke været med til at skabe det. Så det var mere hendes behov, at vi fik et nyt, fælles hjem, end det var mit. Men der skal mere til at skræmme mig end et byggeprojekt i en gammel skole, griner han.

Hvor Per Christensen har boet 48 år i samme by, har Anne Mansas liv været mere flyvsk. Hun har flyttet lidt efter, hvad livet har bragt, og til sidst bragte det hende hjem til Per Christensen.

- Men det blev aldrig rigtig mit hjem. Først købte vi et sommerhus sammen hernede på Langeland, og efter et par år udviklede det sig til dette. Men det var vigtigt med årene i sommerhuset, for så kunne Per også mærke, om han kunne falde til hernede, siger Anne Mansa.

Langelandsk ro

I havedøråbningen fortæller han, at det kunne han. Med udsigt til køkkenhave, sommergrønt græs og regngrå skyer husker han, hvordan den langelandske stilhed blev en tydelig kontrast til et stresset arbejde.

- Hver fredag eftermiddag, når vi kørte herned, kunne jeg mærke, hvordan roen kom, siger han.

Og hans hustru har det på samme måde.

- Jeg kan mærke, at der er en ro på Langeland, der er god for mig. Jeg har noget med hjertet, men her er det ikke så slemt som inde i byen, siger hun.

Deres hjem er også indrettet til ro. Anne Mansa har sit store sy-rum og et snedkerkøkken, der bliver brugt til at bage og lave mad. Det er hendes slap af-ting. Mens Per Christensen har hele køkkenhaven, motorsaven, cyklen og kajakken til at få brugt noget af sin energi. Naturen, fuglene og aktiviteterne er hans ting.

Også på den måde supplerer de hinanden godt, for:

- Anne går så meget op i mad, at jeg bliver nødt til at motionere, siger han og klapper sig smilende på maven.

Hele gangen er tapetseret med Fjordens Dag-plakater. De mangler dog et par stykker for at have fra hvert eneste år. Det var Per Lindegård Mansa Christensen, der opfandt Fjordens Dag i Odense. I år er hans sidste gang i spidsen for den, for han går på pension til efteråret. Dørens røde farve stammer fra dengang bygningen var legestue for øens unger. Farven står godt til plakaterne, så indtil videre får den lov til at blive. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Skabt sammen

Men de supplerer også hinanden i bolig-bygge-projektet, som de troede ville tage tre måneder. Det tog et år, inden de kunne flytte ind. Og egentlig er de ikke færdige endnu – fem år senere.

- Jeg har energien, og Anne har overblikket, vejledningen og idéerne, siger Per Christensen.

- Per er god til det grove, til at slibe og pille ned, mens jeg maler og syr, siger Anne Mansa.

Sammen har de hevet vægge ned og bygget nye op. De har tapeseret en hel gang med alle Fjordens Dag-plakater fra 1991 og frem (da det er arrangementer, Per har skabt). De har skabt en briks, der er målt ud, smedet og syet til at passe mellem to vægge i stuen. Og købt et genbrugt snedkerkøkken billigt og tilpasset det deres mål og behov ved hjælp af gasbeton (en historie Per et par gange fortæller – hver gang med stolthed i stemmen over sin hustrus idérigdom og foretagsomhed).

Hvert rum har klassiske møbler af massivt træ og i designerstreger, men også små fund med historie. For eksempel er deres sofaborde et levn fra dengang, bygningen var legestue. Den pileflettede brændekurv er fra Bjørnø. Og brændeovnen har fået sin helt egen historie, da Per Christensen døbte den Fruens Vilje – fordi den var netop det. Til gengæld er hans naturinteresse rigt repræsenteret på væggene – i gigantiske plakater fra Fjordens Dag eller raderinger og tegninger af ænder, fugle og dyr, lavet af Johannes Larsen eller langelandske Alfio Bonnano.

- Vi kan godt lide, at her er noget pænt at kigge på, noget klassisk og samtidig nogle ting med sjæl, siger Per Christensen.

- Men det skal ikke bare stå og se pænt ud. Der skal være hygge og historie, siger Anne Mansa.

Huset på Vesteregnen er blevet deres fælles historie.

- Vi blev gift for 11 år siden, og inden da havde vi hver vores liv. Men det her er vores hjem, og det er enormt vigtigt, at vi har skabt et godt hjem her og trives med at være her, siger hun.

- Det er her, vi skal blive gamle. Og det er godt, at vi har fået det hele til at fungere nu, mens vi har kræfterne. Men jeg tror nu aldrig, at vi når dertil, hvor huset er færdigt, og det kun skal vedligeholdes. Anne bliver ved med at have drømme og nye idéer, og vores behov bliver ved med at ændre sig. Men det gør ikke noget, det er en stor glæde at skabe noget sammen. Det er meget tilfredsstillende. Og så er det godt for parforholdet, siger Per Christensen.

"Fruens Vilje" har Per Lindegaard Mansa Christensen med et glimt i øjet døbt brændeovnen, fordi det var Annes vilje, at de fik lige netop den. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Urimeligt gebyr på affald fra genbrugsbutikker

Læserbrev: Så blev der endelig offentligt røre omkring gebyr til genbrugspladsen for frivillige organisationer. Da vi i Kirkens Korshær Genbrug blev præsenteret for gebyret, var vi af den opfattelse, at det måtte bero på en misforståelse. Så vi sendte en ansøgning om fritagelse med henvisning til vores organisations formål, nemlig at indsamle midler til gavn for udsatte mennesker i Danmark blandt andet ved drift af varmestuer og væresteder. Desværre blev vores ansøgning om fritagelse ikke bevilget. Vi er cirka 40 frivillige, som hver uge gør et stort arbejde i den gode sags tjeneste med sortering og salg af donerede effekter fra borgere, som kunne have afleveret direkte til genbrugspladsen, som de har betalt gebyr for. Vi er meget taknemlige for det, som vi modtager til videresalg. Men vi er også nødt til at bruge genbrugspladsen i forbindelse med sortering, og altså nu betale gebyr for at kunne aflevere. Hvilket vi synes er urimeligt i vores situation. Vi i Kirkens Korshær Genbrug tilslutter os fuldt ud argumenterne fremført i læserbreve fra Blå Kors Genbrug og Plejehjemmets Venner vedrørende emnet og ønsker også, at dette gebyr for genbrugsbutikker med videre genbehandles i udvalg og byråd.

Danmark For abonnenter

Tusindvis af borgere betaler allerede mere end gennemsnittet: Nu risikerer de højere skat efter udligningslussing

Annonce