Annonce
Rejser

Blokhus: Julemarked med julepynt for syv millioner kr.

Det tager over en måned at udsmykke den over 20.000 kvadratmeter store park. Hvert kvarter er der lys- og lydshow. Billedet er fra sidste års "Magisk Jul". Foto: Foto: Kulturhuset og Skulpturparken Blokhus

Julepynt for over syv millioner kroner, over en million julelys, blinkende julestjerner, krybbespil, isbjørne, snemænd, rensdyr, lys- og lydshow og meget mere skal være med til at bringe besøgende i "Magisk Jul" i Blokhus i den rette julestemning, når julemarkedet åbner 1. november.

Mere præcist foregår det i Kulturhuset og Skulpturparken Blokhus, som på få år har udviklet sig til den sjettestørste turistattraktion i Nordjylland. Alene "Magisk Jul" ventes ifølge direktør Palle Jensen at tiltrække op mod 70.000 besøgende i løbet af november og december. Om sommeren kommer turister for at se sandskulpturer.

Parken, hvor det hele foregår, dækker et areal på mere end 20.000 kvadratmeter og ligger som nabo til Blokhus Klitplantage. Udsmykningen begyndte allerede i slutningen af september og fortsætter helt frem til åbningen.

Nyt i forhold til de to foregående år er "Markedsarkaden" med butikker, der sælger nordjyske fødevarer, tøj, gaveartikler, julepynt m.m. /thor

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Annonce