Annonce
Livsstil

Birgithe Kosovic: Min fars vrede

”Det, du ikke vil vide” er blevet en bog om, men ikke til Birgithe Kosovics far, for den 48-årige forfatter har for længst opgivet at bygge bro til vreden, men hun ønsker, at samtalen skal vinde over den tavshed og bitterhed, som hendes far for seks år siden valgte at leve med. Foto: Nicolai Lorenzen
For seks år siden besluttede Birgithe Kosovics far sig for, at han aldrig mere ville se hende og hendes bror. Med bogen ”Det du ikke vil vide” forsøger den prisbelønnede forfatter at forstå hvorfor. Hvordan kan det gå så galt, at familiemedlemmer bliver som døde for hinanden? Og hvorfor har hun altid vidst, at det kunne ske?
Annonce

Historien begynder egentlig så smukt en sensommerdag i 1970. En ung mand står af toget i København. Bag ham ligger det Jugoslavien, han er vokset op i. Foran ham ligger drømmene. Vesten. Rigdommen.

Duerne på hovedbanegården pikker omkring foran hans fødder, og selvom han ikke lige kan finde den kammerat, han har en aftale med, er opsynsmanden, der senere vil genne ham ud af ankomsthallen, hvor han i to dage sidder og venter på, at hans ven skal dukke op, venlig og hjælpsom.

Jovan er kommet til Danmark. Den mand, der senere bliver Birgithe Kosovics far, står på trinbrættet til et nyt liv. Han kan vælge frit. Eller kan han?

I virkeligheden begynder historien længe før og er langt mere grusom og blodig, men alt det forstår Birgithe Kosovic først til fulde, da hun går i gang med at skrive den bog, der undersøger, hvorfor hendes far for seks år siden valgte at bryde forbindelsen med begge sine børn. Hvordan kunne han fravælge at se børn og børnebørn til fordel for et liv i ensomhed?

- Min far var vred, og vreden er tavsheden. Jeg vil samtalen, siger Birgithe Kosovic.

Som et kort svar på, hvorfor et dybt personligt anliggende mellem far og datter er blevet til en bog, der tager offentligheden med helt ind bag hoveddøren. For det kan godt være, at han nægter at tale med hende. Men med sin bog fortsætter hun dialogen. Prøver at nærme sig med ord.

- Det er samtalen, der bringer os videre, og hvis vi stopper med at have den, stivner vi. Vreden er bare en afvisning, og jeg mener stadig, at samtalen og min måde at være i verden på er mere rigtig end hans, siger Birgithe Kosovic.

Trods alt, hvad der er sket, kunne man tilføje. For meget er forandret, siden den 48-årige forfatter begyndte at skrive bogen for to år siden.

Birgithe Kosovic

Født 22. marts 1972. Opvokset i Albertslund med en mor, der arbejdede som lægesekretær, og en far, der kørte taxa.

Har læst dansk på universitetet og arbejdet som journalist for blandt andet Press, Information og det norske Morgenbladet.

Debuterede som forfatter i 1997 med ”Legenden om Villa Valmarana”.

Udgav i 2010 romanen ”Det dobbelte land”, som hun vandt DR Romanprisen, Weekendavisens Litteraturpris og Danske Banks Litteraturpris for.

Vandt i 2018 Politikens Litteraturpris 2018 for sin romanbiografi ”Den inderste fare” om Erik Scavenius.

Gift med billedkunstner og filminstruktør Simon Bang.

Annonce

Bøger om magtfulde mænd

Birgithe Kosovic er vokset op i en forstad til København, men elsker storbyen. Hun bor i en taglejlighed få gader fra Strøget, og fra vinduet kan man høre, lugte og se byen.

- Jeg prøvede at bo i Skovshoved, men jeg savnede asfalten - og at kunne gå i stiletter, tilføjer hun med et smil, da hun byder indenfor.

Selvom Birgithe Kosovic er gift og har været sammen med sin mand i 12 år, bor hun alene. Det er nu engang sådan, det fungerer bedst, når begge parter arbejder hjemme. Han er billedkunstner og filminstruktør, hun forfatter, og det er her i den lille stue med de lyserøde skråvægge, ved bordet med den blomstrede dug, at hun har skrevet sin bog ”Det du ikke vil vide” færdig.

Et fint, pastelfarvet univers med bølgende velour og lette kurvemøbler, der virker som en stærk kontrast til den dystre historie om farens brud. Hendes forrige bog, ”Den inderste fare”, handlede om Erik Scavenius, der også var en mand, som foretog svære valg, men dengang var det danmarkshistorie. Nu er det Birgithes egen far, jugoslaviske Jovan, der spiller hovedrollen, men det er ikke bare en bog om far og datter, understreger hun.

- Min familiehistorie er også en historie om integration. Den handler om mødet mellem Vesten og det ikke vestlige. Mellem mennesker fra fællesskaber, hvor vi er frie og lige, folk, som kommer fra en helt anden kultur. Det har jo været de samme spørgsmål, der har været i min familie som i demokratidebatten: Hvad må du sige? Hvad må du ikke sige? Og hvad, hvis du gør det alligevel?

Annonce

Altid vredesparat

Kort efter ankomsten til København møder den unge elektriker fra Jugoslavien sit livs Annette på et diskotek i indre by. Hun er 24 år og fra Amager, og sammen bygger de et liv op i de københavnske forstæder med deres to små børn, Birgithe og Mark.

- Jeg og min bror er jo gode eksempler på, at integration kan lade sig gøre, men den familie, som jeg er vokset op i, er også et eksempel på, hvor smertefuldt det kan være, når man blander mennesker med forskellige baggrunde.

For noget er galt i den lille lejlighed i Albertslund. Der hænger en skygge over faren, som pludselig kan eksplodere.

- Min far var altid meget vredesparat. Han var sådan set lidt farlig, og vi vidste godt, at han var i en anden kategori end os andre.

De kalder det temperament og kort lunte, og moderen forklarer, at det er ”fordi han kommer dernedefra”.

- Som børn tænkte vi aldrig på ham som indvandrer. Han lignede ikke én og talte dansk uden accent, og for os kunne han lige så godt være kommet fra Jylland.

Men selvom børnene ikke tænkte over det, stammede deres far fra det, Birgithe Kosovic i dag kalder for ”en vredeskultur”. Et land præget af krige, ofre og bødler.

- Måske kunne det have hjulpet, hvis min mor eller andre have sagt fra over for ham eller været mere opdragende, men vi levede jo alle med en fornemmelse af, at hvis vi satte os op imod ham, så kunne han få det hele til at springe i luften. I dag kan jeg godt tænke, at det var bindegalt, når min mor sagde til mig, at jeg ikke måtte provokere ham for meget, for så kunne han slå hånden af mig, for det gør en normal far jo ikke, men hun havde set ham bryde med andre. Både venner og familie.

Tre spørgsmål til Birgithe Kosovic

Hvad er det bedste råd, du har fået?- Det fik jeg i forbindelse med min bog ”Det dobbelte land”, hvor min far ikke ville have, at den skulle oversættes til serbisk, fordi han syntes, at jeg havde udlagt Jugoslavien forkert. Men min mand sagde: Du skal stå fast på det, som er dit. Hvis du ikke gør det, vil han ikke respektere dig. Bøjer du dig, giver du ham ret. Så bogen udkom på serbisk.Hvad har du sidst brugt mange penge på?- Håndtasker. Jeg har en samling af vintage dametasker fra 1950’erne og 1960’erne, og det er mit mål hele tiden at udvide den med flere farver. De kan koste 1500 kroner, og det synes jeg er mange penge for en taske.Hvad er din indre alder?- 37. Der har man flere penge, end når man er 27, men man føler sig stadig som en på den alder. Nu er jeg 48, og jeg begynder at mærke, at jeg skal holde mig lidt oppe på beatet. Særligt i forhold til kroppen. Men mentalt og følelsesmæssigt er der mange ting, jeg bedre kan overskue, end da jeg var yngre.
Annonce

Uskyldig men ansvarlig

Det var Birgithe Kosovics far, der lærte hende glæden ved at fortælle. Hun husker lyden af hans stemme, når han gengav sin jugoslaviske families historie. En historie, der ikke bare handlede om olde- og bedsteforældre, men også om bestialske mord, sult, ære, flugt og frygt. Selv havde han ikke oplevet grusomhederne, men hans familie havde levet med dem i generationer.

- Når man dykker ned i Jugoslaviens historie, er der jo en rædsel, der fuldstændig kan måle sig med Holocaust, og da jeg beskæftigede mig med de historier som bagtæppe for min fars temperament og det afsindigt vrede menneske, han blev, kunne jeg godt se, at det var en nærliggende forklaring, siger hun og sidder et øjeblik.

Skænker te. Prøver at forstå. Forklare. Finde ord.

- Men vi møder jo alle sammen modstand for pokker. Og hvordan håndterer vi den? Eksploderer vi? Bliver vi mere og mere sammenbidte og forbitrede, eller forsøger vi at tøjle galskaben? Det handler om personlighed og opdragelse. Men måske bliver også vi nødt til at erkende, at når man kommer fra sådan et sted, som min far kom fra, hvor der har været fare på færde i århundreder, så har man ikke nødvendigvis så stort et rum til at kunne vælge, hvem man gerne vil være, siger hun og uddyber:

- Det store spørgsmål omkring min far er, hvorvidt han er uskyldig, fordi han kom fra en slægt og et land, der havde erfaring med rædslen og derfor gennem tiden havde været nødt til at vende ryggen til alt og kigge fremad og være tavs om alt det svære?

Hun holder en pause og svarer så selv.

- Uanset om min fars væsen skyldtes hans baggrund eller personlige konstitution, traf han nogle aktive valg, og det er ham, der skal bære ansvaret for dem.

Birgithe Kosovic har skrevet en bog om sin familie, men også om mødet mellem vesten og det ikke vestlige. - Det har jo været de samme spørgsmål, der har været i min familie, som i demokratidebatten: Hvad må du sige? Hvad må du ikke sige? Og hvad hvis du gør det alligevel? Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Bange for ordene

I barndomshjemmet i Albertslund var der ingen bøger. Mor læste B.T., og far så fjernsyn, når han vendte træt hjem fra jobbet som taxachauffør. Alligevel besluttede Birgithe Kosovic sig allerede i 1. klasse for at ville være forfatter.

”Du skriver bare om det,” vrissede hendes far flere gange til datteren, når hun blev en lidt for næsvis og dansk pige, som satte sig op imod ham.

- Min far var bange for den magt, der lå i ordet, forklarer Birgithe Kosovic.

Jovan var tavshedens og handlingens mand. Når han fik en idé til en ny opfindelse, satte han den i gang med det samme. Også selvom projekterne kostede hele familiens opsparing og gang på gang fejlede. Han ville have succes og nå de drømme, han var rejst efter, da han forlod Jugoslavien.

- Han forsøgte at skyde genvej. Han ville gøre sig hurtigt rig med næsten ingen indsats, men det kan man jo ikke, siger Birgithe Kosovic.

Samtidig håbede han på heldet i Lotto, tips og poker, og pengene til huslejen blev spillet op.

- Alt, hvad han rørte ved, blev til støv, men ingen turde fortælle ham det, for hvad var han så? Hvis han ikke havde sine opfindelser og spil? Det er svært at tage løgnen fra et menneske og leve videre. Også for den, der har fortalt sandheden.

Forfatteren Birgithe Kosovic er vokset op med en far, hvis vrede styrede barndomshjemmet. - Jeg har nok fået en, skal vi kalde det en ”frygtparathed”, som kommer fra min opvækst. Man ved, at der kan være noget uhyggeligt på vej, og man ved aldrig, hvornår det rammer, forklarer hun. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Den svære beslutning

”Bliv skilt,” opfordrede den unge og senere voksne Birgithe sin mor til, men hverdagen fortsatte.

- Der kan være mange tegn - både i en familie eller i et samfund - på, at noget ikke er godt, men fordi man ikke kan få sig selv til at erkende, hvor vanvittigt det er, kører tingene videre, siger Birgithe Kosovic.

Indtil den dag, hvor hendes far satte ikke bare sit eget, men også hele familiens liv i fare med sin spillegæld. Den dag, hvor nok var nok, og Birgithe og hendes bror sagde højt til deres far, at det måtte stoppe. Deres far reagerede prompte.

- Han ville ikke se mig, eller min bror og hans børn. Hans egne børnebørn! Han elskede ikke nogen af os så højt, at han ikke var parat til at ofre os.

Deres mor lod sig skille, efter at han slog hånden af børn og børnebørn, men holdt kontakten. Børnene blev som døde for ham. Birgithe prøvede at forny forbindelsen til sin far ved flere lejligheder. Pressede fingeren mod dørklokken i den gule karré, hvor hendes far var flyttet til. Hun vil gerne høre ham sige undskyld, men da det lykkedes, føltes det alligevel som teater.

- For han ændrede jo ikke sine handlemønstre, og så betyder undskyld ingenting.

De sidste seks år har hun stort set ikke set ham. Kun prøvet at huske og forstå ham her ved computeren under de skrå vægge. Flere gange undervejs i skriveprocessen har Birgithe Kosovics mor bedt hende om at lade være med at skrive bogen. Det er for smertefuldt at se på tryk. Men beslutningen var taget. Samtalen måtte fortsætte.

- Selvfølgelig overvejede jeg at vente, til min far var død, men han havde jo ofret os for sit eget projekt, og derfor syntes jeg heller ikke, at jeg længere ville blive ved med at tage hensyn og være bange for at såre ham. Det har jeg gjort hele mit liv.

”Dokumentarroman” kalder Birgithe Kosovic sin nye bog, hvor hun prøver at forstå den far, som gennem hele hendes opvækst bar på en særlig vrede. - Det var mit eget liv, jeg ville dokumentere, men jeg har brugt nogle romangreb, når jeg lever mig ind i andre mennesker. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Tavshed og mulige trusler

Men kan man tage et andet menneskes historie på den måde? Hvad er hans? Hvad er hendes?

- Ja, det er jo det, der er ulempen med os forfattere. Vi skriver også om vores fædre og kærester og alle de andre mennesker, vi møder, siger Birgithe Kosovic og smiler lidt.

- Der er ingen af os, som kan bestemme andres blik på os, og vi kan ikke sige, at de ikke må skrive om os. Det er nødvendigt for at kunne leve i et frit samfund. Og hvis der er nogen, som vil skrive en forfærdelig, sandfærdig bog om mig fra deres point of view, ja, så må jeg leve med det.

Birgithe Kosovic har tidligere beskrevet sin slægts historie som fiktion i romanen ”Det dobbelte land”, men denne gang handler det om en mand, som lever, mens hun sidder der og skriver om ham. Som også har en stemme, der formodentlig vil fortælle en helt anden historie. For eksempel om hvordan han gjorde det hele for familiens skyld. For at sikre dem en fremtid med rigdom og lykke.

- Det her er min variant af historien om min far, og jeg er klar over, at jeg holder ham hjælpeløs i mine hænder, når jeg skriver om ham, men jeg ville til enhver tid sige til ham: Læs den. Kom ind i kampen. Deltag i samtalen, så vi kan forstå hinanden.

Op til afleveringen af bogen sagde Birgithe Kosovics mor flere gange til datteren, at hun var nervøs for, hvad faren kunne finde på at gøre, når bogen udkom.

- Og pludselig gik det op for mig, at jeg gik og tænkte: Kan han finde på at køre mig ned? Eller sende nogen efter mig? Der var noget ved ham, som gjorde, at man kom til at stille sådan nogle spørgsmål.

- Det her er min variant af historien om min far, og jeg er klar over, at jeg holder ham hjælpeløs i mine hænder, når jeg skriver om ham, men jeg ville til enhver tid sige til ham: Læs den. Kom ind i kampen. Deltag i samtalen, så vi kan forstå hinanden. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Undgår tikkende bomber

I barndomshjemmet var der rarest, når hendes far sov eller ikke var hjemme. Kun i de øjeblikke kunne man være sikker på, at det ikke brød løs. Men hvad gør det ved et menneske at vokse op med sådan en vrede?

- Jeg har nok en, skal vi kalde det ”frygtparathed”, som muligvis stammer fra min opvækst. Jeg kan nok mere end de fleste have fornemmelser af, at der kan være noget uhyggeligt på vej, og jeg ved aldrig, hvornår det rammer, forklarer Birgithe Kosovic.

Det oplevede hun blandt andet før terrorattentatet i Krudttønden i København, hvor hun var inviteret til at deltage. Selv havde Birgithe Kosovic flere gange forinden nået at tænke: ”Er det farligt?” Hun havde også besluttet, at hun frem for stram nederdel ville iføre sig bukser og løbesko, der gjorde flugten lettere, og hun havde på forhånd forestillet sig, hvordan det måtte være at flygte ud ad en dør bagerst i lokalet, sådan som hendes venner endte med at gøre. Alt sammen fornemmelser.

Hun kom aldrig med, men blev i stedet hjemme og skrev på sin roman, og da hun fik nyheden, blev frygten bekræftet.

- Det var jo ikke noget med at være synsk. Jeg vidste knap nok, at jeg havde en dårlig fornemmelse. Men når uhyggelige ting sker, og man opdager, at man havde en fornemmelse af dem, før de skete, er det ekstremt smertefuldt. For jeg tænkte også: På et tidspunkt begynder de at skyde almindelige mennesker. Og det gjorde de jo også senere hen.

I sit private liv har barndommens mørke sky også haft konsekvenser i forhold til valg af kærester og venner.

- Jeg undgår at omgive mig med mennesker, der har et præg af tikkende bombe. Selvfølgelig har jeg kendt dem, men jeg vil ikke længere bruge mine kræfter på dem.

- Alle har vrede, og det er ikke som sådan en negativ følelse, for det er også en kraft, der skubber noget i gang, men vi skal styre den, siger forfatteren Birgithe Kosovic, der har oplevet, hvordan det er at vokse op med en uberegnelig far, som ikke kunne tøjle sit temperament. Foto: Nicolai Lorenzen

Det sidste spørgsmål

1. juli afleverede Birgithe Kosovic manuskriptet til ”Det du ikke vil vide” til trykkeriet. 10 dage senere blev hendes far fundet død i sin lejlighed.

- Jeg blev meget forskrækket, og det aktiverede den gamle følelse af, at jeg kunne ødelægge hans liv, hvis jeg sagde sandheden om ham højt. Jeg var simpelthen overbevist om, at jeg havde slået ham ihjel. Han måtte have set det opslag, jeg havde skrevet om bogen på Facebook nogle dage før, og enten være blevet stresset så meget, at han havde fået et hjerteanfald eller taget sig selv af dage.

Da hun kontaktede sin fars læge, ville han ikke udelukke, at det var muligt, at den form for stress kunne have forårsaget hans død, men det kunne være sket når som helst, fastslog han.

- Så jeg ved reelt ikke, om det er mig, der har fremskyndet hans død, men jeg står stadig inde for det, jeg har gjort, siger Birgithe Kosovic.

Hun kalder det ”en befrielse”, at han er død, for nu kan hun tale frit. Også om bogen. Familien har frasagt sig arv og gæld, og Birgithe Kosovic møder ikke op til nogen begravelse eller mindehøjtidelighed. Men lever hun nu videre med vreden? Forbitrelsen og de følelser, som hun klandrede sin far for?

- Jeg har da også vrede. Alle har vrede, og det er ikke som sådan en negativ følelse, for det er også en kraft, der skubber noget i gang, men vi skal styre den. Jeg havde efterhånden opgivet at bygge bro til hans vrede og starte en samtale, og med hans død er det håb jo definitivt ude. Men når du spørger mig, om jeg er vred lige nu, tænker jeg: Ja. Jeg er da stiktosset på ham. Stiktosset over, at han efterlader mig med dette sidste spørgsmål: Hvad kunne han have fundet på at gøre, når min bog udkom? Jeg er vred over, at jeg skulle vokse op med sådan en far.

Birgithe Kosovic har tidligere beskrevet sin jugoslaviske slægts historie som fiktion i romanen ”Det dobbelt land”, men hendes ny bog er et dokumentarisk portræt af hendes far, og forfatteren tager læseren med helt ind bag døren i barndomshjemmet. Foto: Nicolai Lorenzen
- Jeg undgår at omgive mig med mennesker, der har et præg af tikkende bombe. Selvfølgelig har jeg kendt dem, men jeg vil ikke længere bruge mine kræfter på dem, siger Birgithe Kosovic, der også kalder sig selv for mere ”frygtparat” som følge af at være vokset op i et hjem, hvor hendes fars vrede fyldte stuerne. Foto: Nicolai Lorenzen
Det er svært at tage løgnen fra et menneske og leve videre. Også for den, der har fortalt sandheden. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing-Skjern

Det mener borgerne om mundbind-reglen: - Folk var begyndt at sløse

Ringkøbing-Skjern

Nu ryger de sidste to minkfarme: Niels Chr. Poulsen er nabo til det første coronatilfælde i Holstebro

Annonce