Navne

Betty og Keld har diamantbryllup: Familie og venner er store glæder i livet

Betty og Keld Jørgensen. Foto: Kristian Haubjerg
Lørdag den 6. juli 2019 kan Betty og Keld Jørgensen i Spjald fejre diamantbryllup.

Spjald: Parret blev gift i 1959 i Staby Kirke med efterfølgende dobbeltfest i Staby sognegård, idet Bettys forældre samme dag fejrede deres sølvbryllup.

Betty voksede op i trygge rammer på et lille husmandssted i Staby som den ældste i en søskendeflok på fire. Hun gik på Staby Efterskole og mødes stadig med sine efterskoleveninder.

Som 15-årig kom hun ud at tjene først på et vandrehjem ved Roskilde, senere ved blandt andet Fjaltring Brugsforening, og som 20-årig besluttede hun og nogle veninder sig for at tage til Fyn.

l den fynske by Brenderup tjente Betty hos byens slagter og senere hos doktoren. Det var også i Brenderup, at hun mødte sin udkårne, Keld, som er født og opvokset der i en frugtavlerfamilie med fire ældre søskende og en lillebror.

I Brenderup gik Keld i de første år i kommuneskolen, men kom herefter på privatskole, hvor han tog sin forberedelseseksamen for senere at få sin uddannelse ved Brenderup Kommune.

Da Keld sidst i 50’erne skulle ind som soldat på Sjælland, søgte Betty også job på Sjælland og drog umiddelbart efter til Farum, hvor hun havde fået arbejde på diakonissestiftelsen.

Parret drog igen mod vest, efter at Keld havde aftjent sin værnepligt. Herefter blev de gift og flyttede i en taglejlighed i Bogense, da Keld havde fået plads ved rådhuset i Bogense.

I Bogense fik de sønnen Kurt.

I 1962 rykkede familien til Jylland og bosatte sig i Bøvlingbjerg, efter at Keld havde fået ansættelse ved Tangsø kommune. Her drev han det rullende rådhus, idet han kørte med campingvogn som kommunekontor i de omkringliggende byer.

I Bøvlingbjerg kom datteren Lone til. Familien på fire flyttede i 1966 til Spjald, da Keld var blevet ansat som kæmner ved Brejning Kommune med ansættelsessted i den ene ende af De Gamles Hjem i Spjald.

Ved kommunesammenlægningen i 1970 flyttede Keld med over i den nye Videbæk Kommune og fik sit arbejdssted på det nye rådhus i Videbæk.

I Videbæk Kommune var han kommunaldirektør fra 1989 til 2002, hvor han gik på pension.

Betty var igennem mange år dagplejemor, men da hun stoppede, var det langt fra slut med at passe børn. Hun var tæt på sine egne fem børnebørn og har passet dem utallige gange, og begge har de fulgt deres børnebørn tæt, fra de kom til verden og den dag i dag, hvor de stadig følger interesseret med i, hvordan det går de unge mennesker.

Betty og Keld faldt meget hurtigt til i Spjald og fik mange gode venner. Mange traditioner med vennerne, udflugter og sammenkomster har igennem årene haft stor værdi for Betty og Keld.

Ingen tvivl om, at en stor og dejlig omgangskreds altid har været én af de store glæder i deres liv.

Familiens betydning for Betty og Keld er også uvurderlig. Det går begge veje. Begge sætter stor pris på, når hele familien er samlet, og det har de selv en stor del af æren for lykkes. Ikke sjældent har de inviteret børn, svigerbørn og børnebørn med på ferier i både ind- og udland.

Selvom jobbet som kommunaldirektør fyldte rigtig meget i Betty og Kelds liv, var det ikke noget problem at vænne sig til pensionisttilværelsen. De keder sig aldrig. Der skal en god kalender til at holde styr på alle de aftaler, de involverer sig i.

De har aldrig været bange for at tage fat, om det er derhjemme, i deres skønne sommerhus eller hos børn og børnebørn. De er altid på pletten, når gadens fællesgrund skal have en omgang, ligesom vinduesvask i kulturhuset i mange år har været et af deres mange gøremål.

Her skal det nævnes, at Kulturhuset blev en realitet efter en mangeårig indsats fra en lokal arbejdsgruppe, som Keld var en del af, og senere blev han Kulturhusets formand i en årrække.

Keld er ligeledes involveret i Det lokalhistoriske arkiv og har lavet flere film fra gamle dage. Han er ikke bange for at udfordre sig selv på IT-området og har udrettet mange fine ting via dette medie.

Diamantbrudeparret har inviteret familie og venner til fest i Kulturhuset.

Indsendt af Lone Kjær Haubjerg

0/0
Annonce
Forsiden netop nu
112

Ung sejler blev reddet i land - nu mangler båden

Sommerland

’Lille Louisiana’ ligger i Videbæk: Jeg blev helt imponeret, da jeg så bygningen

Mindeord For abonnenter

Til minde om et liv: Gurli smurte madpakker til de børn, der ikke havde én med

Hvide Sande

Hvide Sande-fisker fangede torsk med plastikemballage i maven

Leder For abonnenter

Dagbladet mener: Den indre varulv hyler, og det lyder ikke kønt

Da den sidste danske ulv i 1813 blev skudt ved Estvadgård lidt sydvest for Skive, var der næppe én, der fældede en tåre i den anledning. Da slet ikke de bønder på egnen, hvis får nu kunne være i fred. I et mangelsamfund som det danske for 200 år siden var der ganske enkelt ikke plads til ulven. I de mellemliggende par århundreder har næppe nogen skænket ulven en tanke - endsige savnet den. Den var ikke længere en del af den danske fauna. At den skulle vende tilbage, var der meget få, der havde fantasi til at forestille sig. Ikke desto mindre var det, hvad der skete omkring 2009, og lige siden har ulven forårsaget en slags kulturel borgerkrig i Danmark, der er helt ude af proportioner i forhold til dyrets indvirkning på den danske natur og dens formodede trussel eller mangel på samme mod mennesker. Skal man være lidt grov, kan man sige, at ulven har fået den indre varulv bragt frem i mange danskere. Det er ikke kønt. Som Anette Lund Andersens store reportage i Dagbladet i dag dokumenterer, er det rent ud forbløffende, i hvilket omfang og med hvilken lidenskab, mennesker engagerer sig i striden om ulven. Man tager sig til hovedet i vantro over en "ulvehader", der skyder en ulv med riffel ud af vinduet på sin bil. Og man flår sig i håret af frustration over en "ulveelsker", der truer folk på livet, og begår hærværk mod en lokal kirke for at understrege sit synspunkt. Mellem disse yderligheder er der alle mulige holdninger, der dog generelt tenderer mod det stadigt mere polariserede - hovedsageligt på grund af de forbistrede asociale medier, der nærmest pr. automatik synes at forstærke alle holdninger i ekstremistiske retninger. Det billede, Anette Lund Andersen tegner i sin reportage, er dybt forstemmende. Det fortæller om en debat og dens deltagende aktører, der synes at have mistet al proportionssans, evne og vilje til at lytte til andre menneskers synspunkter. Lederskribenten her føler sig fristet til at citere sin gamle, afdøde fars tilbagevendende kommentar, når medmennesker af den ene eller den anden grund bevægede sig ud ad en tangent: "Har de ikke andet at gå op i?!?" Det er måske dér, problemets rod ligger.

Ringkøbing-Skjern

Kram til alle i uniform fra mor og far, da 20-årig blev fundet i live i vandet på Ringkøbing Fjord

Vestjylland For abonnenter

Mellem hærværksmænd og Facebook-krigere: Alle siger, de vil redde ulven

Ringkøbing-Skjern

Efter timelang eftersøgning: Helikopter finder ung sejler i god behold i vandet

Vestjylland

DNA-test fastslår: Det var en ulv som dræbte stor kvie ved Råsted

Annonce