Annonce
Klumme

Beskeder døgnet rundt? Nej, giv mig fred og en fastnet-telefon

Engang var det til at holde ud at have en telefon. Den bippede ikke i tide og utide, og man skulle ikke konstant tjekke nye beskeder og rykke på dem med det samme. Her er klummens forfatter fotograferet ved telefonen i 1985. Allerede dengang noterede han ned undervejs... Privatfoto

Egentlig havde jeg ikke behov. På absolut ingen måde.

Men jeg havde haft fire ugers ferie, og jeg mente selv, at jeg havde fortjent et stykke nyt legetøj. Trangen blev særlig stærk, da Apple introducerede nye iPhones. Det er en begivenhed, jeg streamer direkte fra, når den finder sted, og hver eneste gang sidder jeg med øjne så store som telefonpæle, når alle de nye finesser bliver præsenteret. Jeg kan stadig ikke fatte, at man nu både kan have et fotografiapparat, videokamera, radio, fjernsyn, computer, pladesamling og meget andet i en lille dims i lommen. Plus alle sine billeder og papirer, ikke at forglemme. Nej, smartphones lever virkelig op til navnet.

Hvis man vil have fat i mig, er der hele tre indgående linier at vælge imellem. Først og fremmest er der min arbejdstelefon. Så er der min Skype-telefon, som primært bliver brugt til interne rundringninger og telefonmøder i firmaet, men som der også kan ringes til udefra. Og så er der min privat-telefon, og det er det nummer, som har fået en ny iPhone at være i. Det er i øvrigt et hemmeligt nummer, som få kun har - til gengæld træffes jeg både dag og nat på det nummer. Natlige samtaler er i øvrigt uden ekstra takst...

Hvis du nu tænker, at det eneste, jeg mangler er en god, gammeldags fastnet-telefon som den fjerde indgående linie, så har du fuldstændig ret. Det næste, du tænker er, at det er der alligevel ingen, der har i dag, og det er dejligt med mobiler, som man kan tage med sig alle steder - og dertil må jeg sige, at her giver jeg dig ikke ret. For der har været tider, hvor jeg seriøst har spekuleret på at kyle alt moderne elektronik ud, og nøjes med en fastnet-telefon. Engang troede jeg på digitalisering og mente at SMS´er var et kæmpe fremskridt for menneskeheden. Nu er jeg i tvivl, og hælder faktisk til analogisering. Jeg er formentlig en af de sidste mennesker i Ringkøbing-Skjern Kommune, der ikke har Snapchat, og det er fuldstændig bevidst.

For det, der virkelig har fået mig til at overveje fastnet-løsningen er, at folk helt og aldeles har mistet pli i kommunikationen.

Engang var man velovervejet, inden man tog telefonen og principielt forstyrrede et andet menneske. Folk var enige om de uskrevne retningslinier, at efter klokken 20 var det kun private samtaler. Efter klokken 22 var det kun læge og dyrlæge, der blev kontaktet, og kun i nødstilfælde. Det var også dengang, hvor man rent faktisk kunne huske telefonnumre, og når man ringede, så kunne det være hyggeligt at snakke med den af husstandens beboere, der tilfældigvis lige tog telefonen. Altså var telefonen kun en mindre genstand i dagligdagen.

I dag er det så nemt at skrive, og det er på alle tider af døgnet. Men i den anden ende er der altså et menneske, der lige i situationen måske skal forholde sig til noget helt andet, og efterhånden er forventningen, at det er lige her og nu, at der skal rykkes. For modtageren har jo telefonen på sig. Noget af det allerværste er Messenger eller PB´ere, som de hedder i Facebook-lingo, og kunne jeg slette det program, gjorde jeg det øjeblikkeligt. Det kan man desværre ikke. Så jeg bliver nødt til at leve med, at der på alle tider af døgnet kan komme ting, som jeg skal forholde mig til. Det kunne jeg meget godt være foruden, når jeg sidder med benene oppe i sofaen med et glas rødvin, eller er på ferie for at slappe helt af og lade op. Og det bliver kun endnu værre, hvis man kommer med i en besked-tråd. Så bimler det konstant, og hvis man ikke har svaret på tråden, så skal der nok være nogen, der vinker eller prikker for at være helt sikker på, at man har set det. Uanset om det er lørdag aften, eller det er onsdag morgen. Og det er lige der man tænker: Jaja... Hvis man nu havde en Kirk DK80 - den med trykknapper, snoet ledning og medhør - så kunne man have koncentreret sig om det, man selv ville, og ikke det andre lige nu syntes man skulle bruge tid på.

Mennesket ender med at være en evig vagtcentral, og det kan ikke være sundt. Går vi tilbage til hulemanden, så skulle han og frue også have hvile. De kunne ikke være på vagt hele tiden. Biologisk set er vores kroppe stadig bygget til huletilværelsen, og det er ikke så mærkeligt, at folk går ned med stress, når krop og sjæl aldrig får hvile. Før vi fik nummervisere, ringede vi heller ikke tilbage, hvis ikke vi havde været hjemme. Ville folk noget vigtigt, så ringede de nok igen - og lige præcis det nok mangler vi i mange af livets forhold i dag. At vi kan sige, at det nok går alligevel. Så mange unge kæmper med livet i dag. Deres perfektionisme og evige tilstedeværelse kræver sine ofre, og tænk om man kunne lære dem at bruge det lille nok i hverdagen.

Nu er det snart forår, og så kalder haven mig ud i mine sorte overalls og træsko. Og jeg har en lille hemmelighed, som jeg gerne vil dele med avisens læsere. Så smider jeg telefonen på køkkenbordet og går ud til frisk luft og fuglesang. Er der folk, der vil mig noget, så kan de vel ringe igen. Lige herude, under den åbne himmel, der er verden så fredelig, at man ikke kan lade være med at tænke: Ja, det går jo nok....

Redaktionelle journalister på Dagbladet Ringkøbing Skjern.Christian Baadsgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev For abonnenter

Kamp mod corona berettiger meget, men: Der er også en grænse

Regeringer verden over krænker fundamentale frihedsrettigheder for at bekæmpe corona. Værst i lande med udemokratiske regimer, men også Danmark kan være med. Det er en farlig udvikling. Krisen er så enorm, at vi selv i åbne demokratier må acceptere, at nogle af vores frihedsrettigheder sættes på pause. Det kan være retten til at måtte forsamle sig og bevæge sig frit. Det afgørende er ikke at gå for langt. Det har mange gjort. I Kina var og er det ikke sundt at kritisere diktaturets indsats mod corona. I Cambodia er 17 anholdt for at sprede "falske nyheder". I Tyrkiet er 19 anholdt for blandt andet at skrive, at corona var mere udbredt, end myndighederne sagde. I Ungarn er premierminister Viktor Orbán nu reelt diktator, efter at parlamentet har bemyndiget ham til på ubestemt tid at kunne regere per dekret, altså uden politisk flertal. Samtidig vedtog parlamentet en lov, som giver op til fem års fængsel for at offentliggøre "falske informationer". Så vidt er vi ikke i Danmark, men Mette Frederiksens regering er to gange blevet stoppet i forsøget på at gå for langt. I sit udkast til den første hastelov foreslog regeringen at bemyndige sundhedsministeren til at lade myndigheder trænge ind i private hjem uden dommerkendelse, hvis der var mistanke om smitte. I udspillet til den anden hastelov, som blev vedtaget sent tirsdag aften, ville regeringen give Styrelsen for Patientsikkerhed adgang til borgernes dankorttransaktioner for at spore potentielt coronasmittede – også uden dommerkendelse. Også dét blev heldigvis stoppet. I begge tilfælde demonstrerede Socialdemokratiet, hvad det har gjort siden sin valgsejr: Man er tilhænger af en meget stærk stat, som gerne må gribe dybt ind i borgernes private liv, hvis det tjener, hvad partiet opfatter som fællesskabets bedste. Men det sætter Grundloven faktisk grænser for, og det er godt, at nogle partier i Folketinget stadig har den som ledestjerne. Coronakrisen berettiger mange indgreb, men der er også en grænse.

Annonce