Annonce
Navne

Bankdirektør med gode ben: Til hverdag holder han trit med banken - i weekenden med feltet

Per Munck. Arkivfoto: Christian Baadsgaard
Som bankdirektør går Per Munck i skjorte og slips. Men når døren til Skjern Bank bliver lukket, er han hurtig til at skifte til cykeltøj, for han elsker livet på den tohjulede. En god søndag byder også på ligahåndbold, og så har han forresten lige været turistguide.

EN GOD SØNDAG FOR MIG ER EN DAG hvor vækkeuret ringer - stille, for ikke at vække fruen - klokken 7.30, hvor jeg lister i køkkenet og laver havregrød, så der er noget at stå imod med, når dagens træning med kammeraterne i Skjern Cykle Klub starter klokken 9. Cyklingen, som jeg genoptog for otte år siden, efter en lille pause på cirka 35 år, er et fantastisk frirum, hvor hovedet befries for alt andet end fokus på at forsøge at holde trit med resten af feltet. Jeg konkurrencecyklede i mine unge år, men siden tog bankarbejdet, familie og børn over. Det går i dag ikke helt så hurtigt som dengang…

Senest ved 13-tiden rammes Skjern igen, hvor det vil være dejligt om en eller flere af mine fire børn er kommet på besøg til frokost. Det sker desværre ikke så ofte, idet mine tre sønner bor i Silkeborg, Luxembourg og i København, hvor vores datter også er bosat. Søndag eftermiddag bliver ekstra god, hvis vi skal i Skjern Bank Arena og se ligahåndbold, som er familiens store interesse. En god søndag rundes af med fælles madlavning – læs: min kone tilbereder maden og jeg går i vejen - eller bedre - går til hånde.

Inden der tørnes ind, forberedes næste arbejdsuge med et par timers læsning af fagmateriale.

HVIS JEG FÅR EN UDENBYS GÆST PÅ BESØG, SÅ VIL JEG HELT KLART VISE VEDKOMMENDE vores område, som har masser at vise udenbys gæster, så vi har altid en spadseretur til Skjern Å på programmet. Udsigten fra Kong Hans Bro ud over åens delta er altid en fin oplevelse på alle årstider og er der tid til en længere tur, er Pumpestation Nord et godt mål. Museets forskellige afdelinger er også meget interessante, og en heldagstur Fjorden Rundt er et overflødighedshorn af attraktioner.

MIT SENESTE BESØG I EN KIRKE VAR i Peterskirken i Rom for få uger siden! Italien og ikke mindst Rom holder hele familien meget af at besøge, og vi har været der mange gange. Da fruens søskende og deres ægtefæller har måttet indrømme aldrig at have besøgt denne fantastiske by, besluttede vi at agere guider på en forlænget weekendtur. Peterskirken er et fantastisk hus, som dog over årene er blevet temmelig turistplaget, men det bør ikke afholde nogen fra et besøg.

HVIS JEG BLIVER BEDT OM AT VÆLGE EN SANG PÅ EN KARAOKEBAR, SÅ SKAL DET VÆRE “Johnny var lige ved at blive sindssyg” af Poul Krebs. Det er mit klare valg, dels fordi jeg holder meget af Poul Krebs’ tekster og musik, men også fordi jeg selv har trådt op og med meget begrænsede sangtalenter fremført denne sang for 2-300 tilhørere under Skjern Festuge for nogle år siden. Publikum var kollektivt ved at dø af grin – og der kommer ingen reprise! Men sjovt var det.

HVIS JEG KUNNE FÅ EN MIDDAGSAFTALE MED EN KUNSTNER, SÅ SKULLE DET VÆRE et af min ungdoms store idoler, nemlig den belgiske cykelrytter Eddy Merckx, som bragte cykelsporten til et kunstnerisk niveau. Han er i dag en ældre herre, hvis navn formentlig ikke længere er kendt af særligt mange. Eddy Merckx er med stor afstand den mest alsidige og vindende cykelrytter nogensinde med over 500 sejre på landevej og cykelbane, blandt andet fem gange vinder af både Tour de France og Giro d’Italia. Journalisten Jørgen Leth har Eddy Merckx som primær person i flere af sine film og bøger. En interessant personlighed, som jeg gerne inviterede på middag på en af vores områdes gode restauranter.

I NÆSTE UGE SER JEG FREM TIL Kr. Himmelfartsdag og weekenden, hvor vi får besøg af børnebørnene på 6 og 9 år - uden forældrene! I en travl hverdag er det alt for sjældent, der er mulighed for den slags små oaser af tid. Det glæder jeg mig til.

Annonce
Publikum var kollektivt ved at dø af grin – og der kommer ingen reprise! Men sjovt var det.

Bankdirektør Per Munck om at synge offentligt

Per Munck

ALDER: 64 år

PRIVAT: Gift med Mette gennem 28 år. Har fire børn.

PROFESSION: Direktør i Skjern Bank siden 1. november 1999.

HJEMBY: Bor i Skjern og stammer fra Silkeborg.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce