Kultur

Band af familiefædre indtager Bork: I begyndelsen ville ingen af os synge

Bandet Undskyld Vi Forstyrrer med Klaus Pallesen, Carsten Bille Christiansen og John Pagaard skal spille på Bork Festival. Hvad der startede som en lille gimmick til en 80’er-fest for tre år siden med tre af de rutinerede drenge på Skjern GF Fodbolds oldboyshold, har udviklet sig til et band, der turnerer flittigt rundt i det vestjyske. Billeder af bandet, der øver. :Foto: Jørgen Kirk
Undskyld Vi Forstyrrer spiller fredag på Bork. Bandet er gået fra et garageprojekt til masser af spillejob i hele Vestjylland.

Skjern/Bork: Hvad der begyndte som en lille hyggehobby, er på få år vokset til en musikgesjæft, hvor den i mange weekender står på spillejob rundt om i Vestjylland for bandet Undskyld Vi Forstyrrer. Og nu står de tre familiefædre i bandet over for deres hidtil største koncert, når de fredag eftermiddag indtager Det Irske Telt på Bork Festival.

- Det er stort at skulle spille på Bork Festival og at være på plakaten, siger Carsten Bille Christiansen, der sammen med Klaus Pallesen og John Paggaard udgør bandet.

De tre herrer er mødtes til sidste øvesession onsdag aften inden det store show fredag klokken 16.15 på festivalen. Klaus Pallesen på vokal og "papkasse" (en trommekasse kaldet en cajon), John Paggaard og Carsten Bille Christiansen på guitarer og kor. De tre kender hinanden gennem Skjern GF's oldboyshold, hvor de alle spiller.

Bandet Undskyld Vi Forstyrrer med Klaus Pallesen, Carsten Bille Christiansen og John Pagaard skal spille på Bork Festival. Hvad der startede som en lille gimmick til en 80’er-fest for tre år siden med tre af de rutinerede drenge på Skjern GF Fodbolds oldboyshold, har udviklet sig til et band, der turnerer flittigt rundt i det vestjyske. Billeder af bandet, der øver. :Foto: Jørgen Kirk

Rytme måtte til

Det lå dog ikke i kortene, at de tre skulle blive et ombejlet coverband.

- Der var 80'er-fest i kulturcentret, så vi holdt forfest hjemme ved mig, og vi havde besluttet at sætte os sammen og spille nogle numre, fortæller Carsten Bille Christian om begyndelsen for tre et halvt år siden.

John Paggaard og Carsten Bille Christiansen øvede på guitarer i garagen, men det lød ikke helt rigtigt. De måtte have nogen til at holde rytmen.

- Så var jeg jo nødt til at tilbyde mig, siger Klaus Pallesen.

Det lød ad helvede til

Første koncert til forfesten gik dog ikke supergodt ifølge bandet selv.

- Det lød ad helvede til. Fuck, det var dårligt, siger Carsten Bille Christiansen.

- Men folk kunne synge med. Og da vi havde spillet, kom der en og spurgte, om vi kunne spille til hans kones 40-års fødselsdag. Der var der så en ny, der bookede os til endnu en fest. Og så var vi ligesom i gang, siger han.

Nu spiller Undskyld Vi Forstyrrer jævnligt, også til større arrangementer med hundreder af deltagere.

Hunderædde for at synge

Sidste år blev det til 20 spillejob, nogle gange to på en aften, så de tre musikere er ved at få godt styr på sagerne. I starten var der dog et problem:

- I begyndelsen var der ingen af os, der ville synge. Så vi havde sanghæfter med til gæsterne til de første koncerter og ingen mikrofoner til os, husker Klaus Pallesen.

- Vi var hunderædde for at synge, siger Carsten Bille Christiansen.

Også her trådte Klaus Pallesen til og tog rollen som forsanger, mens de to andre bakker ham op med kor. Nu foregår koncerterne med mikrofoner, forstærkere og guitarpedaler samt sceneudstyr i form af stuelamper og persiske tæpper.

Kalender-puslespil

Faktisk er de tre så populære, at de er nødt til at sige nej til nogle spillejob, fordi kalenderne er fyldt op.

- Vi har tre kalendere med job, koner, børn og fritidsaktiviteter, der skal gå op, lyder det fra John Paggaard.

- Men vores familier har været utroligt støttende, siger Carsten Bille Christiansen.

- Uha ja, lyder det fra John Paggaard.

Familierne - nogle helt fra Sjælland - kommer også fredag for at opleve, hvad der må beskrives som højdepunktet i Undskyld Vi Forstyrrers karriere. Samtidig er der også lokket venner og bekendte med - nogle med øl som lokkemad.

- Men dem får de altså først, når vi er færdige, og vi ved, de har været til hele koncerten, griner John Paggaard.

0/0
Annonce
Forsiden netop nu
Navne For abonnenter

Henriette blev kun 33 år: Hun nåede ikke med til barnedåb

Kultur

'Vestjyllands smukkeste motionsløb': Vejrguderne kastede glans over cykelløb

Vestjylland

Nørre Vosborgs sensommermarked har vokseværk

Leder For abonnenter

Dagbladet mener: Vis lidt respekt for - og på - kirkegårdene

Et instagram moment finder man på Bispebjerg Kirkegård, når de japanske kirsebærtræer blomstrer. Så hippe er de lyserøde selfies, at de er nævnt i dagbladet Politikens 'ultimative byguide til nye studerende', som advarer om, at man får travlt i trængslen: "Du er langt fra den eneste, der fifler med at skrive #sakura på din telefon, og det tager tid at sikre det helt rigtige stoiske smil, når du skal fange dit hoppebillede", hedder det i avisens anbefalinger. Kirkegårde er åbne for alle, ikke kun for de sørgende. Men roen og gravfreden er nogle steder ved at blive overdøvet af selfies, solbadning og udflugter med det hele. For tre år siden gik det helt galt, da en to-dreng legede gemmeleg med sine forældre på Vestre Kirkegård i København: En gravsten faldt ned over drengen, som døde. Ulykken har betydet, at kirkeministeriet og arbejdstilsynet har krævet sikring af kirkegårdenes gravmonumenter. Ikke nogen billig øvelse - og økonomi er da også begrundelsen for, at menighedsrådet i No har besluttet at nedlægge sit lapidarium - stedet, hvor sten fra nedlagte grave står opbevaret. Hvis efterladte ikke inden årets udgang har bedt om at få udleveret sløjfede sten, vil de blive sendt til knusning, lyder det på et opslag ved kirken. Det er vel ikke helt urimeligt at spørge, om et enkelt tragisk dødsfald virkelig behøver at føre til destruktion af kulturarv, fordi menighedsråd føler sig økonomisk presset af sikkerhedskrav. Sikkerhedskrav, som vel at mærke ikke ville være nødvendige, hvis folk kunne færdes med helt almindelig pli på kirkegårdene. Det vil sige uden at tumle larmende omkring mellem - eller for den sags skyld på - gravstenene. Kirkegårdene er for både de døde og de levende. Førstnævnte gruppe tager formentlig både selfies og solbadning i stiv arm, men der er alle gode grunde til, at de levende gør sig klart, at kirkegårde er steder, hvor der først og fremmest skal være plads til ro og fordybelse. Hvis det var udgangspunktet for alle kirkegårdsbesøg, ville der næppe være brug for den helt vilde sikring af gravstenene, og vi ville kunne bevare den kulturhistorie, som stenene er enestående eksponenter for. Det er sten med sjæl - og det vil være blodig synd, hvis de skal ofres for ussel mammon og sjælløs mangel på respekt.

Skjern

HydraSpecma investerer i ny fabrik og svensk hovedkontor

Ringkøbing For abonnenter

Forening for kirkegårdskultur: Tænk jer grundigt om, før I fjerner gravstenene

Kultur

Venskab og oplevelser for livet: Ringkøbinggarden i træningslejr i Kloster

Ringkøbing-Skjern For abonnenter

Agterlanternen Svend kunne se frem til en lang dag med lidende ultraløbere

Annonce