Debat

Børnene siger til os voksne: Ta' sutten ud og gør noget

Helle Solvang

I Danmark har strejker, demonstrationer og revolutioner det svært, hvis det regner det mindste. Den tanke fik jeg, da jeg i fredags stævnede ind på Christiansborgs Slotsplads for at bakke op om skolebørnenes klima-manifestation. Der var ikke engang halvt fyldt. Men betragter man strejken samlet set på verdensplan var der mange børn på gaden. 1,5 millioner skolebørn og studerende havde trodset deres skema og strejkede for klimaet i 2083 byer i 125 lande. Det blev den største globale klima-manifestation hidtil. Statsminister Lars Løkke Rasmussen stod på pladsen omgivet af skrigende skolepiger, som afbrød ham, hver gang han forsøgte at forklare, hvordan han synes regeringen handler grønt. De masede sig ind på ham og sendte kaskader af højfrekvente protester direkte ind i hans åbne ansigt. ‘Det er ikke nok!’, ‘Det går ikke hurtigt nok’! skreg de - lige meget hvad han prøvede at sige.

Det er modigt at stå der hos næste generation og ikke have noget som helst til dem, som de kan bruge. Men det er først og fremmest fattigt. Statsministeren repræsenterer det ansvar, som vi voksne ikke har påtaget os. Det mod vi ikke har vist. Men det er os alle sammen de unge skolebørn råbte ad. Klimatopmøde på klimatopmøde har været holdt, uden at aftalerne blev holdt. De indfødte amerikanske indianere har flere gange indtrængende appelleret til verdenssamfundet: “Jorden har feber. Gør noget”. Men alt for mange af os voksne i den velbjergede del af den vestlige verden har holdt os for ørerne alt for længe - som børn, der ikke vil høre, hvad de voksne siger. Nu skriger børnene, at vi skal tage sutten ud og se at komme op af vuggen - og med rette.

Jeg er fuld af beundring for vores børns evne til at organisere og stå sammen. Bravo! Men nu må vi spørge, om der er en voksen til stede? Det er jo den komplet bagvendte verden! Det skulle være os, der pillede sutten fra børnene, tog dem ved hånden og viste dem vejen. Ikke omvendt. Vi skal tage over nu, så børn og unge kan sove trygt om natten og se frem til med glæde at leve deres liv og med god samvittighed rejse ud og opleve verden. Og så skal vi bakke op om det, de har sat i gang. Jeg har samlet et lille inspirationskatalog - det vigtigste er at de unge kan se og mærke, at vi gør noget: Gør valget grønt. Kræv en klimalov og systemiske ændringer væk fra vækst-tankegangen. Og det er desværre ikke nok, at vi får et skift fra en blå til rød regering. Det kræver en helt ny tankegang i forhold til økonomi og brug af kul og olie. Så bliv ved med at insistere - også efter valget.

Lav din egen lobby-virksomhed. Brug dit voksennetværk til at fremme grøn omstilling f.eks. nedbringe madspild hurtigt. Måske du ved en fest har en borddame, som er ansvarlig for indkøbene i jeres lokale detailvare-butik. Spørgsmål er aktivistiske. Så stil et spørgsmål, som hun ikke kan ryste af sig, og som hun må tage med sig på arbejde. I bedste fald inspirerer du hende ved at interessere dig for vores fælles ansvar. I værste fald gør du hende irriteret. Men pyt. Vær modig. Vi gør det her med børnene. Hold øje med World Overshoot Day - websitet kan give en idé om dig og din families CO2-forbrug, og hvor meget I tærer på klodens natur-ressourcer. Der er mange parametre at lege med i hverdagen for at forbedre tallene. Gør det snart, gør det sjovt og gør det med børnene. Og husk at skabe fælles billeder på, hvor hyggeligt det bliver at holde cykelferie på Sydfyn eller Fanø, og hvor spændende det er at være med til at flytte vores kollektive World Overshoot Day. Husk, med Greta Thunbergs ord, at “man er aldrig for lille til at gøre en forskel”.

Opret en familierejsefond, hvor I sparer op til de unges rejser ud i verden, og hvor I samtidig neddrosler eller indstiller rejser for familiens ældre medlemmer (som sikkert alligevel allerede har set det meste). Nyd i stedet de nære kyster og lad de unge rejse med god samvittighed. Man kan supplere rejsefonden med en træ-fond. Træplantning er en rasende vigtig investering i disse år. Undlad at gemme for mange ting på nettet. Slet unødige ligegyldige videoer. Det kræver ufattelige mængder energi, at vi alle sammen gemmer så meget materiale på gigantiske servere, sender live og uploader videoer. Dette er en faktor vi ikke taler nok om. Og mon ikke sociale medier blot ville blomstre af, at vi lige spurgte os selv en ekstra gang, om det vi deler nu virkelig også er væsentligt nok?

Hold op med at diskutere med andre voksne, om børn skal strejke eller gå i skole. Lyt til dem i stedet og vær med til skridt for skridt at skabe den verden, som de trygt kan sove og rejse i.

0/0
Klumme

Ugens Prædiken: Påskemorgen er som en håbets hilsen fra Guds fremtid

Klumme

Martine om at blive gammel: Måske er det andet end medicin og ømme muskler?

Klumme

Ugens Prædiken: Mere kærlighed, end vi fatter og forstår

Klumme

Kommer du til årets grundlovsfest?

Leder For abonnenter

Bøhtosserne og de sande demokrater

Spalte op og spalte ned er der blevet skrevet om koranafbrændings-tossen. Du ved; ham der fuldt bevidst går efter at lave sine demonstrationer på måder og på steder, hvor hans iskolde og desværre alt for ofte ganske korrekte kalkule er, at bål-og-brand-tosser vil gribe den kærkomne anledning til at lade sig krænke så tilpas meget, at det efter deres indskrænkede verdensopfattelse berettiger til larm i gaden. Og dermed får bål-og-brand-tosserne på imponerende vis bekræftet koranafbrændings-tossens pointe - hvis ellers pointe ikke kan siges at være et alt for pænt ord for den verdensopfattelse, som hadprædikanter af alle farver abonnerer på. Faktisk er der både sagt og skrevet mere end rigeligt om Rasmus Paludan. Derfor er hovedpersonerne i disse linjer ikke hverken den ene eller den anden part i bøhtosse-krigen. Det handler tværtimod om demokratisk forståelse ført ud i en ualmindeligt fornem praksis - og om et par seje gutter fra Holstebro, Abbas Maanaki og Ergin Dogan. De to stod bag et vellykket arrangement i Trekanten i Holstebro, hvor de fik beboerne til at samles om pizza, fodbold og lørdagshygge i stedet for at stille op som medvirkende i provokatørens omrejsende cirkus, der var varslet til at ankomme til byen en lørdag i april. Dermed faldt det sture, sture provkationsnummer til jorden med et stille plask - ganske som den slags har fortjent. Maanaki og Dogan er begge som teenagere kommet i ungdomsklubben Jættehøj og forklarer, hvordan værdierne, de lærte der, var afsæt for deres fredelige moddemonstration: Rasmus Paludan skulle have lov at bruge sin ytringsfrihed til at sige, hvad han ville - men de to brugte deres ytringsfrihed til at argumentere for, at alle lod ham stå alene med sine provokationer og sin dyre politibeskyttelse. En beskyttelse, som der i Holstebro ikke blev den fjerneste brug for. Missionen lykkedes nemlig over al forventning, og der var efterfølgende stor ros fra politikommissær Lilian Jensen, som i Dagbladet Holstebro erklærede sig "pavestolt af den præventive indsats, vi så fra beboerne". Hvor ville det dog være fantastisk, hvis 'Holstebro-modellen' kunne brede sig til andre steder i landet. Københavnske Nørrebro kunne for eksempel lære en hel del. Som Ergin Dogan siger: "Det, Rasmus Paludan står for, er ikke de værdier, som vi har lært at kende i Jættehøj og på arbejdsmarkedet. Vi er bare med til at sprede hans retorik og had, når vi lader os provokere. Han ved udmærket, hvilke knapper han skal trykke på, så det eksploderer. Og jeg tror, det er hans formål." Jeg tror, Ergin Dogan har ret - og siger tak til ham, til Abbas Maanaki og til lærere og pædagoger som dem i ungdomsklubben Jættehøj, fordi de på forbilledlig vis formår at vise, hvad demokrati vil sige i virkelighedens verden.

Klumme

Amagerpigens tak til Bork Havn Efterskole: I var vinden under mine vinger