Kultur

Arnes bogkasse: Jess Ørnsbo er gået fra skarp til sur

Jess Ørnsbo er blevet 87 år. Han kan tillade sig at være en smule afdæmpet. Foto: Thorkild Amdi/Ritzau Scanpix

Jess Ørnsbo har altid været kritisk og skarp, men nu ligner han en sur, gammel mand.

Bøger: Der er ingen pensionsalder for digtere. Det burde der måske være. Noget tyder på, at de mange sætninger og ord kan slide deres skabere op. Og noget tyder på, at en af landets største, nulevende digtere i høj alder er ramt af en slags lyrisk metaltræthed.

Jess Ørnsbo, modtager af Det Danske Akademis Store Pris i 1984, vinder af Danske Dramatikeres Hæderspris i 1989 og modtager af Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, har netop sendt en ny digtesamling på gaden.

"33 digte" hedder samlingen. Den er lige så sort, som Ørnsbo altid har været. Men digtene mangler den overrumplende friskhed og fanden-i-voldske indfaldsvinkel, som tidligere var Ørnsbos signatur. Sagt med det samme: Digtene er ikke dårlige. Samlingen vil række op over de fleste digte, der udgives i 2019.

Fordi Ørnsbo har det i sig. Fordi han fra naturens side er forsynet med dette talent for med ord at omsætte indtryk til udtryk. Det talent lever endnu. Men Michael Laudrup kan sandsynligvis stadig tage en bold ned med brystet og lægge en præcis aflevering over 50 meter. Men han ville ikke kunne begå sig i en turneringskamp i Jyllandsserien. Noget tyder på, at det er på samme måde med Ørnsbo. En ædel årgang, men flasken har været åben for længe. Boblerne er væk.

?33 digte? er ægte Ørnsbo, når vi vurderer surhedsgarden, men ikke når vi vurderer bruset. PR-foto

Sidste modernist

Ørnsbo tilhører de sidste af de såkaldte "modernister" i dansk digtning. Der var Malinowski og Rifbjerg - og der var Inger Sørensen. De ville sige noget. De ville protestere. De var børn af et oprør. Mod borgerlighed, mod vaner, mod alting. Inger Sørensens var den mest spændende og den dybeste. Malinowski den sværeste. Rifbjerg den sjoveste. Men uden for debat: Ørnsbo var den sureste. Nu er de andre borte.

Ørnsbo er 87, og at dømme efter digtene i den nye samling lige så sur som altid. Men der er kommet en vemodig klang, en tristesse i harmen. Noget, der handler om død og forfald. Som når Ørnsbo i digtet "Nirvana" skriver:

Verden er yt/visse ansigter passerer/i forbiglidende slim/hjernen blot en flygtende flue/ingen fugle blafrer ud/af mindetapetet/ingen forløbne smerter/ i vinduet/Han anmelder ikke længere/sin egen afføring/sidder blot i smuldrende regn/og drikker sig eget spyt/DEMENS/søger døden med et halvt øje.

Sådan. Der er ikke noget at råbe hurra for. Det har Ørnsbo i øvrigt aldrig spildt tiden på. Han råber ikke hurra. Han råber ØV. Og gør det højt. I den seneste udgivelse gør han det bare lidt mere afdæmpet, lidt mindre provokerende, lidt mindre frisk, end vi har set tidligere.

Og mens man sidder og læser - og trods alt beundrer modet og viljen - tænker man på den trodsige, stolte, udfordrende og farlige digter Ørnsbo, der kunne få diskussionerne til at brage over bordene, når vi midt i ungdomsoprøret i fløjlsbukserne og drak bajere, mens vi forlangte et bedre samfund. Først senere fandt vi ud af, at det faktisk var, hvad vi havde, dengang. Måske er det samme gået op for Ørnsbo. Så er det måske ikke alderen, der trykker. Men resignationen.

Jess Ørnsbo

"33 digte"

Gyldendal, 42 sider.

0/0
Danmark

Danmarks billigste hus solgt i løbet af et døgn

Kultur

Forår på tallerkenen: Kulmule med ramsløg

Kultur

Bevaringspriser til by og land

Kultur

Rockstjernernes mesterfotograf udstiller: Billeder af dine idoler, du aldrig har set før

Kultur

Masser af billedkunst i Højmark

Kultur

Søndervig Byfest har succes med tidligt billetsalget

Kultur

Vores Smag: Bagværk fra en svunden tid