Debat

Arbejde styrker familien

Araz Khan

Job: Siden kontanthjælpsloftet blev indført i april 2016, er antallet af personer i kontanthjælpssystemet faldet med 26.600 som er kommet ud på arbejdsmarkedet eller i uddannelsessystemet.

Regeringens reform har vist at de forbehold nogle havde til loven er gjort til skamme, - tallene taler sit sprog. Oveni den positive gevinst ved at det bedre kan betale sig at tage et arbejde og være en del af fællesskabet i stedet for at være på passiv overførsel, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at der er en markant overvægt af børn, hvis forældre står uden for arbejdsmarkedet blandt de godt 13.500 børn, der er anbragt uden for hjemmet.

Altså er gevinsten ved at komme på arbejdsmarkedet langt mere end blot effektiv valuta. Alle fortjener at være del af - og i et fællesskab.

Når mor og far er på kontanthjælp kan dette bevirke at de får det psykisk dårligt og dette får desværre ofte konsekvenser for børnene. Usunde vaner og forkert prioritering betyder, at der i mange tilfælde ikke er penge til mad. Børnene har desuden ofte en ustabil skolegang og problemet tager om sig. Analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd påpeger at hvert tiende barn, hvor far og mor er på kontanthjælp eller førtidspension anbringes i plejefamilie eller institution, fordi forældrene ikke magter at tage sig af dem.

Mange kommuner har i min optik, fejlagtigt brugt enorme summer på sociale projekter og negligeret det beskæftigelsesrettede fokus. Her er der forskning som kan bakke op om at sociale indsatser ikke bør stå alene men dette har man desværre ignoreret i årevis. Når regeringen har vist mod til at gennemføre vanskelige reformer som virkelig er dyberegående så bør kritikerne have i mente, at reformerne ikke blot har flyttet mange væk fra offentlig forsørgelse, men samtidigt også sikret at børnene bliver hos deres forældre og det finder jeg yderst værdigt.

Lad jer ikke rive med af venstrefløjens propaganda mod regeringens reformer men hold fast i den positive udvikling de har affødt. Dernæst er det vigtigt med en tidlig social indsats til både forældre og børn. Den tidlige indsats koster her og nu, men er uden tvivl en god investering på sigt. Danmark har brug for den arbejdskraft, reformerne bidrager med.

0/0
Klumme

Ugens Prædiken: Påskemorgen er som en håbets hilsen fra Guds fremtid

Klumme

Martine om at blive gammel: Måske er det andet end medicin og ømme muskler?

Klumme

Ugens Prædiken: Mere kærlighed, end vi fatter og forstår

Klumme

Kommer du til årets grundlovsfest?

Leder For abonnenter

Bøhtosserne og de sande demokrater

Spalte op og spalte ned er der blevet skrevet om koranafbrændings-tossen. Du ved; ham der fuldt bevidst går efter at lave sine demonstrationer på måder og på steder, hvor hans iskolde og desværre alt for ofte ganske korrekte kalkule er, at bål-og-brand-tosser vil gribe den kærkomne anledning til at lade sig krænke så tilpas meget, at det efter deres indskrænkede verdensopfattelse berettiger til larm i gaden. Og dermed får bål-og-brand-tosserne på imponerende vis bekræftet koranafbrændings-tossens pointe - hvis ellers pointe ikke kan siges at være et alt for pænt ord for den verdensopfattelse, som hadprædikanter af alle farver abonnerer på. Faktisk er der både sagt og skrevet mere end rigeligt om Rasmus Paludan. Derfor er hovedpersonerne i disse linjer ikke hverken den ene eller den anden part i bøhtosse-krigen. Det handler tværtimod om demokratisk forståelse ført ud i en ualmindeligt fornem praksis - og om et par seje gutter fra Holstebro, Abbas Maanaki og Ergin Dogan. De to stod bag et vellykket arrangement i Trekanten i Holstebro, hvor de fik beboerne til at samles om pizza, fodbold og lørdagshygge i stedet for at stille op som medvirkende i provokatørens omrejsende cirkus, der var varslet til at ankomme til byen en lørdag i april. Dermed faldt det sture, sture provkationsnummer til jorden med et stille plask - ganske som den slags har fortjent. Maanaki og Dogan er begge som teenagere kommet i ungdomsklubben Jættehøj og forklarer, hvordan værdierne, de lærte der, var afsæt for deres fredelige moddemonstration: Rasmus Paludan skulle have lov at bruge sin ytringsfrihed til at sige, hvad han ville - men de to brugte deres ytringsfrihed til at argumentere for, at alle lod ham stå alene med sine provokationer og sin dyre politibeskyttelse. En beskyttelse, som der i Holstebro ikke blev den fjerneste brug for. Missionen lykkedes nemlig over al forventning, og der var efterfølgende stor ros fra politikommissær Lilian Jensen, som i Dagbladet Holstebro erklærede sig "pavestolt af den præventive indsats, vi så fra beboerne". Hvor ville det dog være fantastisk, hvis 'Holstebro-modellen' kunne brede sig til andre steder i landet. Københavnske Nørrebro kunne for eksempel lære en hel del. Som Ergin Dogan siger: "Det, Rasmus Paludan står for, er ikke de værdier, som vi har lært at kende i Jættehøj og på arbejdsmarkedet. Vi er bare med til at sprede hans retorik og had, når vi lader os provokere. Han ved udmærket, hvilke knapper han skal trykke på, så det eksploderer. Og jeg tror, det er hans formål." Jeg tror, Ergin Dogan har ret - og siger tak til ham, til Abbas Maanaki og til lærere og pædagoger som dem i ungdomsklubben Jættehøj, fordi de på forbilledlig vis formår at vise, hvad demokrati vil sige i virkelighedens verden.

Klumme

Amagerpigens tak til Bork Havn Efterskole: I var vinden under mine vinger