Annonce
Sport

Antonsen efter tabt finale: Manglede stabilitet

Adek Berry/Ritzau Scanpix
Anders Antonsen måtte se sig besejret af Chou Tien Chen fra Taiwan efter en dramatisk og tæt kamp.

Anders Antonsen gav Chou Tien Chen kamp til stregen i søndagens finale i Indonesia Open, men efter tre tætte sæt måtte danskeren strække våben.

Antonsen tabte 18-21, 26-24, 15-21 til den fjerdeseedede spiller fra Taiwan og missede dermed chancen for at tage den hidtil største titel i karrieren. Aarhusianeren mener ikke, at han fandt topniveauet.

- På det her niveau, når man spiller mod en spiller som Chou, er der ikke råd til ikke at være der 100 procent hele tiden. Og det var jeg ikke, og det er forskellen på en verdensklassespiller og en spiller, som er tæt på at være det, siger han til TV2 Sport.

- Jeg manglede stabiliteten i mit spil. Den var der ikke. Der var for mange fejl. Det gjorde forskellen, siger Antonsen.

Turneringen, der blev afholdt i Indonesiens hovedstad, Jakarta, rangerer som en Super 1000-turneringen. Det er på niveau med All England og China Open, og kun sæsonfinalen rangerer højere på World Touren.

Årsagen til nederlaget skal findes i Antonsens mængde af fejl, forklarer landstræner Kenneth Jonassen i en pressemeddelelse fra Badminton Danmark.

- Der er en del faktorer, som selvfølgelig spiller ind på sådan en finale her, men der var for mange uprovokerede fejl i specielt tredje sæt fra Anders' side.

- Men når jeg siger uprovokerede fejl, er det ment på den måde, at Chou får for mange nemme point, men det er langt hen ad vejen også hans fortjeneste.

- Men Anders spiller verdensklassebadminton og laver comeback efter comeback efter comeback i den her finale, og det er meget imponerende, siger Jonassen.

Anders Antonsen vender nu fokus mod Japan Open, der spilles i næste uge. Også her har han landstræneren ved sin side.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce