Anne Hjernøe: - Jeg har længe været ramt af det, vi i min alder kalder livet

Da Anne Hjernøes mor fyldte 50 år, slog hun sin sidste vejrmølle. Hele familien fulgte med hende ud i haven og så hende slå sit livs sidste. For hvad nu hvis hun faldt og brækkede et eller andet - i den alder. Nej, så var det bedre helt at stoppe.

16. marts var det så Anne Hjernøes tur til at fylde 50. Godt nok slår hun ikke vejrmøller, men hun føler sig heller ikke gammel. Tværtimod. Hun føler sig både stærk, let og mæt, som hendes bog nummer 20 i øvrigt også kommer til at hedde, når den udkommer 30. april.

- Da jeg fyldte 40, skulle jeg både lære at stå på ski, køre på motorcykel og ride på en hest, for det skal man da kunne som et ordentligt menneske. Men jeg er både faldet af hesten og faldet på ski. Sidste gang på ski slog jeg virkelig min skulder, og den driller stadig. Til gengæld ville jeg kunne stå på hænder og hoved, inden jeg fyldte 50. Og det kan jeg, erklærer tv-kok og kogebogsforfatter Anne Hjernøe tilfreds.

Hun sidder solbrændt ved det rustikke spisebord og lader Chopin danse på tåspidser rundt i den gamle murermestervilla fra 1912, som har dannet ramme om hendes hjemmeliv i Aabyhøj ved Aarhus i 25 år. Og det var også her ved netop dette bord med hunkatten Trøffel, der bare bliver kaldt Bjarne, ved sin side, at hun for to år siden på en solskinsdag i maj gav sig til at google på noget så skørt som styrketræning og personlige trænere.

- 50 er bare et tal, og det kan simpelthen ikke passe, at det kun skal gå ned ad bakke fra den dag. Der skal også være nogle ting, jeg bliver bedre til med årene rent fysisk. Men jeg sad bare tilbage med en fornemmelse af, at jeg bare blev mere og mere træt, tungere og tungere og slappere og slappere. Og det gad jeg simpelthen ikke - at det er den alderdom, jeg skal have, understreger hun og fortsætter:

- Jeg har længe været ramt af det, vi i min alder kalder livet. Vi bliver ældre, arbejder for meget, får børn og kommer i parforhold - det har jeg nu været i 25 år - men så tager man fem kilo på og siger pyt med det. Så tager man fem kilo mere på, træner lidt, taber tre kilo, og så tager man fem kilo på. Og siger pyt med det.

Anne Hjernøe var netop kommet hjem fra ferie i Latinamerika og havde tabt tre kilo på tre uger.

- Det var lige godt pokkers, tænkte hun og undrede sig, fordi hun ikke havde gjort noget anderledes. Men det havde hun faktisk alligevel, for under hele ferien i Costa Rica havde hun kun haft adgang til tre måltider om dagen bestående af grøntsager, fisk og kød. Og det virkede.

- Det var lige pludselig sat i system i stedet for de seks små måltider om dagen, som andre eksperter har anbefalet. Hvis du småspiser hele tiden, også selv om det er sundt, har du måske et blodsukker, der er for højt, en krop, der er på overarbejde og stresset. Du får simpelthen for mange kalorier ind, forklarer Anne Hjernøe og tilføjer, at forskere har regnet på, at 30 procent af danskernes kalorieindtag stammer fra mellemmåltider, og at 80 procent af sukkerindtaget også stammer fra mellemmåltiderne.

Anne Hjernøe ville nu ikke bare tabe sig. Hun ville være stærk igen - og stærk nok til at kunne klare de lange dage i køkkenet uden at være helt baldret bagefter, som hun selv udtrykker det.

Anne Hjernøe hader at løbe. Det er noget af det mest jammerlige og det mest kedelige, hun kan forestille sig, og hun havde det på akkurat samme måde med styrketræning. Ikke desto mindre kunne hun læse sig til, at det ville give den bedste effekt, men hun vidste også, at hun ikke kom af sted, medmindre der stod en og ventede på hende.

Så det afgjorde der. Mandag, onsdag og fredag klokken 8 om morgenen står Anne Hjernøs personlige træner, Anja Lambeck, og venter på hende. Hun siger: "Løft den vægt. 10 gange Anne". Og Anne Hjernøe siger ja og løfter den vægt 10 gange.

- Hvis jeg havde gået alene ned i mit træningscenter, havde jeg sagt til mig selv, at otte gange nok er helt fint. Men det der med, at der står én, der sørger for, at jeg kommer rundt omkring alle muskelgrupper og ved, hvor jeg har ondt i kroppen - det gør hele forskellen, konstaterer Anne Hjernøe og opremser alderens slitage på det 50-årige korpus: Slidgigt i knæene, en smadret skulder, en golfalbue, hun ikke ved, hvad hun skal stille op med, og en masse vrøvl med nakken efter et biluheld engang og efter at være faldet af heste i forsøget på at lære at ride.

- Jeg har jo gjort alt, hvad man overhovedet kan for at smadre sin krop, og det ved Anja, min personlige træner, så det træner vi bare udenom. Og så er der ikke længere nogen dårlige undskyldninger.

I den nye bog, der giver opskrifter, træningsplan og tips og tricks til at tabe sig, kan man finde en lang liste med dårlige undskyldninger, man kan bruge, for Anne Hjernøe har hørt dem alle - og brugt nogle af dem flittigt selv.

- Det er sjovt at holde foredrag og høre, at folk kan genkende det. For vi elsker gode undskyldninger: Fint, jeg har også børn. Fint, jeg arbejder også meget. Og hvad med os, der ikke har tid til at stå op og lave morgenmad? Prøv at stå et kvarter tidligere op eller forbered det om aftenen, siger jeg så. Og hvis du ikke gider styrketræning, kan du gå til holdsport, yoga, fægtning eller boksning. Der er en sportsgren til alle mennesker. Min er så styrketræning, og jeg ville have forsvoret det, da Anja sagde: "Bare vent, Anne. Du kommer til at blive afhængig af det. Du kommer til at elske det".

Anne Hjernøe griner bare ved tanken, men Anja Lambeck fik ret, og hvis Anne Hjernøe ikke kommer af sted en time tre gange om ugen, får hun i dag fysisk ondt i kroppen.

- Og ja, det er enormt dyrt med en personlig træner. Men har jeg egentlig råd til at lade være med at gøre noget ved mig selv og mit velbefindende? Det blev jeg enig med mig selv om for to år siden, at det havde jeg ikke, for hvad skal man med en pensionsopsparing, hvis man ikke når pensionsalderen? Så hellere bruge noget af den på at gå til træning, når man ved, det virker, fastslår Anne Hjernøe, der i løbet af det sidste halvandet år har tabt 20 kilo og har fået en stærkere krop, så hun kun er træt i hovedet - og ikke længere i kroppen - efter for eksempel at løbe op og ned ad trapperne til tredje sal med farverige madvarer fra lokale markeder, hun bruger under sine workshops i den riad i Marokko, hun plejer at bo på.

Når hun er hjemme i Aabyhøj, går hun i Kvickly. Efter en stille dag ved computeren sammen med Bjarne på stolen ved siden af, trænger hun til en gåtur og noget frisk luft. På vej hjem køber hun ind til aftensmaden. Det er aldrig planlagt, hvad hun vil lave til sin mand, Jens Folmer Jepsen, og deres datter Camille på 16. Det eneste, der er planlagt, er, at hun vil have de fem grundsmage ind i maden - noget surt, noget sødt, noget salt, noget bittert og noget umami - og nogle gode konsistenser - noget frisk, noget knasende, noget blødt og noget sprødt - så maden ikke bliver for ensformig, og så de bliver ordentligt mætte af protein, grøntsager og en smule fuldkorn.

- Hvis du står ude i dit køkken klokken otte om aftenen og egentlig er mæt, fordi du lige har spist aftensmad for en time siden, men alligevel trænger til noget sødt, noget fedt eller noget salt, som man typisk gør - så er det simpelthen, fordi du ikke har fået de fem grundsmage ind i maden. Hvis du kan få dem alle fem ind i dit måltid, har du ikke brug for noget sødt bagefter, forklarer Anne Hjernøe.

Hun har egentlig altid selv spist sådan. Sundt. Hun synes, hvide ris er kedelige, og pasta er jammerligt, medmindre det bliver serveret i Italien, hvor de kan finde ud af at lave det helt rigtigt. Hun synes ikke, det er sjovt at spise fastfood, har aldrig drukket sodavand og ikke spist en Mars-bar, siden hun var 14.

Anne Hjernøe har til gengæld spist to æg med grøntsager hver eneste morgen i 14 år, og hendes kolesteroltal har det fint. Det var derfor svært at lave om på noget, lige indtil hun fandt ud af det der med at skippe mellemmåltiderne helt og aldeles.

Og nede i Kvickly kommer folk hen til hende i grøntafdelingen og spørger, hvordan man bruger ingefær, og hvordan man bruger kål.

- Det tør de godt, for jeg er jo bare Anne, og jeg synes, det er hyggeligt. Jeg behøver ikke at tænke over, hvad der ligger i min indkøbskurv. Det er livet for kort til. Jeg er jo det, jeg prædiker, siger Anne Hjernøe med et smil og hentyder til sit offentlige liv som afsender på koge- og børnebøger og tv-programmerne om Anne og Anders på tur.

Hun tænker lidt over spørgsmålet, hun bliver stillet, efter hun har forklaret sin lidt tilfældige vej ind i værtsrollen på tv. Om at møde en tv-producer i Spanien gennem sin mand. Om at blive inviteret i Frilandshaven af Danmarks Radio af samme producer nogle år efter med sin bog om kryddersnaps. Og om hvordan hun endte i produktionen bag tv-programmerne "Udeliv", hvor de pludselig en dag stod og manglede en vært.

- For det første er jeg ikke bange for et kamera. Mit abstraktionsniveau er heller ikke særlig højt, for jeg tænker aldrig på, at der er mange, der ser det. Og så laver vi tv i øjenhøjde, Anders og mig. Vi er virkelig, som vi er, forsikrer Anne Hjernøe og giver samtidig forklaringen på, hvorfor folk i Aabyhøj ikke er så bange for at spørge hende til råds om grøntsagerne nede i Kvickly, og hvorfor vi er mange, der føler, at vi kender Anne Hjernøe og Anders Agger ret godt.

Et andet godt eksempel er fra Fanøfærgen på vej til optagelse for nogle år siden. Anne Hjernøe og Anders Agger kører alene i hans bil, og tv-holdet holder med produktionsbilen lidt længere omme i køen af biler. Anne Hjernøe og Anders Agger ruller derfor først ind på færgen, og en bil ruller ind bag dem.

- Der går ikke fire sekunder, fra bilen er rullet ind, til der står en mand ud af den, banker på vores siderude og læner sig ind over Anders.

- Er I egentlig kærester? spørger manden ligefremt og forklarer, at han har væddet med konen om det.

Og presset tilbage i førersædet starter Anders Agger så sit svar med:

- Ja, ....

- Det tænkte jeg nok, svarer manden hurtigt, hvorefter han triumferende går hurtigt tilbage til sin egen bil og rækker tommelfingeren i vejret til den ventende kone.

- Nede omkring Ølstykke tror alle nu, at vi er kærester. Men vi er bare gode venner. Vi ville da heller ikke kunne lave de programmer, hvis vi havde noget kørende, og så er vi i øvrigt fuldstændig ligeglade med, hvad folk tror, og hvad de ikke tror. Så kan vi lige så godt holde liv i rygterne, griner Anne Hjernøe og fortæller, hvordan det foregår på rejserne, når Anders Agger for eksempel skal prutte om prisen på persiske tæpper og siger:

- "My wife says that we should only pay..."

I marts forberedte hun - ved siden af de sidste korrekturgange på den nye bog - en ny række programmer med Anders Agger. Dette forår går turen til Mellemøsten, og første stop var en uge i Oman i marts. Så var hun hjemme i Aabyhøj en uge, inden næste stop hed Jordan. I maj står den så på Israel og Libanon i samme ryk, men så trænger Anne Hjernøe også til at være lidt hjemme igen.

- Jeg er nok helt blæst, når vi kommer hen i maj, fordi det er så intenst med mange indtryk, mange mennesker og et forløb planlagt ned til den mindste time for ikke at fise økonomi af. På det tidspunkt i maj skal jeg gerne have en hel uge til at lande rigtigt, anslår Anne Hjernøe, som ellers normalt plejer at sige, at hun bare skal have to nætter i sin egen seng, inden hun er fuldstændig klar til at rejse igen.

- Jeg kan altid rejse. Og jeg kan sagtens spise på restaurant tre gange om dagen uden at blive træt af det på noget tidspunkt, griner Anne Hjernøe og begynder at fortælle om den private rejsekalender, der rutineret bliver flettet sammen med arbejdslivets, når ellers datteren Camilles skema i gymnasiet tillader det.

Årets første rejse med familien gik til Israel i januar, i februar var hun et smut i London, og i påsken gælder det Paris.

- Jeg har ikke planer om at fejre min 50-års fødselsdag. Måske inviterer jeg fem veninder til sommer. Måske ikke. Men i påskeferien har jeg inviteret min mor, der fylder 80 år, Camille, min søster og niecer på restaurant i Paris, fortæller en forventningsfuld Anne Hjernøe, inden hun begynder at fortælle om efterårets arbejdskalender, der fører hende rundt i landet med sine foredrag og udgivelsen af sin tredje børnebog "Mille får en ven" og videre til Mallorca i september og oktober på højskole med folk med ja-hatten på, gode råvarer, solskin og vandring.

- Jeg synes. jeg er et godt sted i livet, opsummerer Anne Hjernøe og drikker sin kaffe med varm mælk.

Chopin er stoppet med at danse, og Bjarne strækker sig mageligt på sin stol ved spisebordet og venter tålmodigt på, at det bliver hendes tur foran kameraet. Den holder sig godt trods sine 13 år på bagen, sover i sin kattekurv, går ture i haven og spiser light-kattemad fra Kvickly.

- Linselus, siger Anne Hjernøe og nusser hunkattens velplejede pels, imens hun modvilligt må konstatere, at Bjarne, efter den er blevet steriliseret, efterhånden fylder hele stolens sæde.