Annonce
Livsstil

Anne-Grethe Bjarup Riis: Mørke tider skaber mørke minder

Anne-Grethe Bjarup Riis’ søn er i dag helt rask, men det voldsomme sygdomsforløb præger stadig familien. Foto: Isak Hoffmeyer
Da Anne-Grethe Bjarup Riis’ otteårige søn fik diagnosen leukæmi, var det begyndelsen på en tur til helvede og tilbage igen, og hun og familien er stadig ved at finde sig selv. At døden pludselig blev en nærværende trussel har lært hende, at man skal gøre sig umage med livet, selvom det betyder, at man siger farvel til at feje problemer under gulvtæppet og lege lyve-lege - både når ens egne smertefulde barndomserindringer dukker op, og når man må erkende, at man ikke selv havde overskud til alle sine børn.
Annonce

- Det er simpelthen det bedste i hele verden, siger hun og stråler af glæde.

Og ja, det er en kliché, det med at stråle, men i dette tilfælde er det faktisk fuldstændig sandt: Ansigtet lyser virkelig synligt op, da hun fortæller, at hendes søn i dag er fuldstændig frisk og rask.

- Han skal have taget blodprøve hvert halve år - tidligere har det været hver tredje måned - og sidst sagde lægen faktisk, at det ikke var for at se, om han havde cancer, men for at se, om han voksede ordentligt. Det er der, vi er nu.

Det var tilbage i maj 2015, lægerne gav hende og hendes mand, Bo, den besked, der er alle forældres mareridt. En besked, som afsluttede alle spinkle håb om, at det var et fald fra en rutsjebane, der gav otteårige Gilbert så voldsomme rygsmerter, at han lå grædende i sengen og knap kunne gå. Det var ikke en forstrækning, det var potentielt dødelig leukæmi, og kuren var ikke kiropraktorbehandlinger, men kemoterapi i et forløb over to et halvt år.

Undervejs begyndte hun at skrive den roman, som nu ligger mellem os med en forside, der viser en vissen buket i en udtørret vase som et konkret billede på, hvordan døde blomster og mugne kaffekopper bliver helt almindelige, når livet bare handler om at komme igennem dagene på en eller anden måde. Tre år har det taget at skrive ”I Guds rige”, der blander virkelige hændelser fra sygdomsforløbet med fiktion og fortæller på tværs af generationer, og skriveprocessen har ikke kun krævet masser af post-its til at holde styr på strukturen, men også en god stak papirlommetørklæder til snot og tårer.

- Mørke tider skaber mørke minder, konstaterer hun.

- Jeg siger ikke, at hele Gilberts forløb har været mørkt, men jeg har aldrig før været et sted i min tilværelse, hvor døden og de traumatiske ting rykkede ind i min hverdag. Som mor bruger man alle sine ressourcer, al sin kærlighed og al sin energi på at passe på sit lille barn og på at prøve at holde sig oppe, og så kan man ikke holde så meget mere. Lågerne springer op. De ting, som ligger nede i en, åbner sig.

Anne-Grethe Bjarup Riis

Født 21. november 1965 i Herning. Uddannet fra Statens Teaterskole i 1992.

Kendt som skuespiller fra teatergruppen Emmas Dilemma, Lars von Triers film ”Idioterne” og serier som ”Hotellet”, ”Nynne” og "Lykke".

Som instruktør står hun bag filmene ”Hvidsten Gruppen” og ”Tarok”.

Hun har desuden tre romaner bag sig, senest ”Send mere kærlighed” fra 2014.

Anne-Grethe Bjarup Riis er mor til tre og bor på Østerbro med Bo Mortensen, der er far til de to yngste. Parret arbejder sammen på en dokumentarfilm om sygdomsforløbet.

”I Guds rige” udkommer 27. august på Politikens Forlag.

Annonce

Slut med lyve-lege

Det var følelsen af svigt, der meldte sig. Fordi hendes familie ikke kom til København, da diagnosen blev stillet, hendes søn blev indlagt, og hun i den grad havde brug for støtte og hænder under sig selv og sin søn. Fordi de ikke stod der med verdens største Lego-æske, en blomst, et knus eller bare sig selv. Hendes søster dukkede først op, da Anne-Grethe i en hvidvinsbrandert havde råbt og skreget, at de skulle komme.

- Det var åbenbart det, der skulle til, for at jeg kunne få det sagt.

Mens hun skrev, dukkede erindringer op om svigt og ensomhed i barndommen, jo længere hun ”kom ned i flæsket”, som hun siger.

- Det har været en benhård skriveproces, for jeg har jo haft lyst til at lade være med at skrive det. Når jeg ser på min mor, ser jeg en masse kærlighed. Der er mange gode ting imellem os. Jeg er kommet ind i en lys periode igen, så jeg har tænkt, at det ville være meget nemmere at lade være. At lade det ligge under gulvtæppet. Så ville det også være nemmere at mødes med sin familie uden at tage fat i alt det, der støjer og roder og gør ked af det. Men alligevel har jeg tænkt, at ærligheden godt måtte være en overskrift. Hvis jeg ikke ville gå hele vejen ud og skrive de tanker og minder, der kom til mig - selvfølgelig bundet sammen af fiktion - kunne det være lige meget, siger hun og understreger, at det ikke handler om at pege fingre ad nogen, men om at blive set og blive elsket både med det mørke og det lyse - om rummelighed.

- For jeg tror på, at vi er en nation på lykkepiller, fordi vi fravælger det mørke og skubber det væk. Romanen er en mulighed for at fortælle min familie, at jeg ser dem med hele vores sociale arv, vores historik, og den rygsæk, vi bærer på. Jeg har det sådan, at det er en kærlighedserklæring. Men jeg vil ikke være en kryster mere.

I det hele taget er hun ikke det samme menneske, som hun var, før sønnen blev syg.

- Fordi døden har været så tæt på, har jeg fundet ud af, at man skal gøre sig umage med det liv, man har fået, og ikke rende rundt og lege en eller anden lyve-leg. Det har jeg ikke lyst til. Der er simpelthen ikke længere plads til de dårlige værdier eller til at gå og spille et eller andet spil. Mentalt er jeg kommet et helt andet sted hen, også jobmæssigt. Jeg vil beskæftige mig med noget, jeg virkelig kan mærke har en værdi for mig og mine nærmeste.

Annonce

Som et barn igen

Hun ved godt, at der står hårde ting om søsteren og moderen i bogen, men der er også ting, som hun har været for dårlig til at se i deres liv. I øvrigt har hun selv prøvet følelsen af ikke at slå til undervejs i Gilberts sygdomsforløb og følt sig som en dårlig mor, fordi hun for eksempel ikke kunne finde rundt i medicinskemaer eller glemte, hvad det var personalet på hospitalet havde fortalt dem.

- Selvom jeg skældte mig selv ud og sagde, ”nu tager du dig simpelthen sammen”, var der bare en hyletone. Koncentrationen var væk. Jeg kunne ikke længere finde rundt nede i Irma eller huske koden til min cykellås. Kroppen er så stresset, at man ikke kan finde ud af, hvordan man laver kaffe. Man kommer i en choktilstand, der minder om PTSD, og det bliver bare ved og ved, siger hun og beskriver, hvordan kemoterapien ikke var en kurve, hvor det gik støt bedre, men en række af dyk, hvor man så kunne kravle op igen efter hver behandling.

Intet, hun nogensinde har prøvet før af projekter, kan sammenlignes med det, hun har været igennem, siger hun.

- Man er et serviceorgan med fedtet hår og joggingbukser, og det vil man også være, men alt bliver sat til side, og derfor er det endnu mere vigtigt, at ens mor kommer og holder om én. Man er jo helt derude …, siger hun og afbryder sig selv, da tårerne begynder at løbe, og hun må have fat i et lommetørklæde.

- Selvom man er voksen, erfaren og ansvarsfuld, dukker der nogle helt rene behov op for hjælp, som et barn også har.

Tre korte til Anne-Grethe Bjarup Riis

Hvad er det bedste råd, du har fået?- Følg dit hjerte. Vi er opdraget til at være flinke og ikke være til besvær. At følge sit hjerte er svært, for så bliver du nødt til at stå frem og fortælle sandheden om, hvad du har lyst til og ikke har lyst til - vi kan risikere at mene noget helt andet end flokken, og så kan man blive bange for at blive udstødt, men vi kommer længst med ærlighed, og vi må erkende, at vi ikke kan blive elsket af alle.Hvad har du sidst brugt mange penge på?- Jeg har lejet et stort hus i Italien, så jeg kan holde ferie med de mennesker, jeg elsker.Hvad er din indre alder?- Den er 54, som den også er udenpå.
Annonce

Værdiløse glansbilleder

Det krævede som sagt en hvidvinsbrandert, før hun selv kunne sige: ”Kom, jeg er ved at knække, jeg kan ikke mere.” Og hun håber, at bogen kan fungere som en øjenåbner for alle pårørende, ikke kun dem med meget alvorlige sygdomme inde på livet. For statistikkerne viser, at venner og familie alt for ofte forsvinder.

- Jeg har en veninde, der er fra Tyrkiet, og hun fortæller, at når en dernede bliver syg, så flytter familien ind - og de bliver, laver mad og så videre. Sådan er vores kultur ikke. Vi har heller ikke de gamle boende, de kommer på et hjem. Overskriften kunne være, at vi passer os selv, men vi er også i et land, hvor vi fortæller solstrålehistorierne. Jeg ved, at det er en floskel, men se på Facebook. Det er bare et glansbillede. Jeg synes, det er værdiløst. Måske fortæller vi, at vores mormor er død, men der er ikke noget med: ”Nu er jeg i knæ. Hjælp mig!” Det står ingen steder, konstaterer hun.

”Ring,” siger vi altid til hinanden. ”Ring, hvis der er noget, vi kan gøre,” og så havner bolden ovre hos den, der ikke har noget overskud.

- Jeg kunne ikke ringe, for jeg kunne ikke kapere at snakke om, hvordan det hele var, over en kop kaffe. Måske er folk nødt til at flytte ind, så de kan mærke, hvordan det er, så det ikke bare ender med solstrålehistorien. Det lyder måske hårdt, men det blev nærmest et arbejde for mig at have gæster: ”Neeej, er du blevet klippet ... ja, selvfølgelig skal vi ud og have et glas vino.” Jeg står i en joggingbuks, kig dog på mig!

Skriveprocessen med den nye bog har krævet masser af lommetørklæder, og undervejs overvejede hun at lade være, men besluttede sig alligevel for, at ærlighed skulle være en overskrift. Foto: Isak Hoffmeyer
Annonce

Som en skilsmissefamilie

Selvom Gilbert er blevet rask igen, har sygdommen og alt det, der fulgte med den, ikke bare forladt familien. Det har krævet terapi til både ham og hans store søskende, Yrsa og Osvald, at bearbejde alt det, der er sket.

- Yrsa er blevet det, man kalder et skyggebarn. Hele det fokus, der er på det syge barn, tager man fra det raske barn, og det bliver et svigt og en sorg, der skal arbejdes med. Det er forbandet, for det er faktisk en umulig opgave at være begge steder. Jeg har et stort hjerte, men jeg har ikke otte arme. Der er nogle begrænsninger, og som mor er det en stor sorg, at du simpelthen ikke har overskud til alle dine børn. Min ældste søn, Osvald, måtte også gøre opmærksom på, at han faktisk havde brug for noget psykologhjælp. Selvom han var flyttet hjemmefra, havde han også følt sig overset og havde haft brug for at blive briefet og spurgt, om han ville med.

Undervejs var det, som om de var blevet en skilsmissefamilie, konstaterede Yrsa på et tidspunkt. For de var jo aldrig nogensinde sammen. Og forholdet mellem Anne-Grethe og hendes mand, Bo, kom under gevaldigt pres.

- Når man sætter sig selv til side og hele tiden prøver at jonglere med tre børn, hvoraf ét har en livstruende sygdom, overser man parforholdet og nogle signaler, der begynder at komme. Vi havde ikke overskud til at række ud efter den psykologhjælp, vi skulle have haft fra dag 1, for vi var i krise fra dag 1. Vi har kun haft hinanden at afreagere på.

I kraft af, at døden er kommet ind, bliver livet betydningsfyldt og vigtigt. Det ved jeg nu, at man ikke bare skal sjuske med, siger Anne-Grethe Bjarup Riis. Foto: Isak Hoffmeyer
Annonce

Skamfuld vold

Det endte med, at de rent fysisk kom op at slås. Slagsmålet er kommet med i bogen og hører ikke til den del, der udspringer af hendes fantasi.

- Det skete, og jeg gider ikke dække mig ind under fiktionen. Det skete, fordi vi var alene og ikke fik støtte, og det er simpelthen et under, at vi ikke hører til den gruppe, der bliver skilt. Vi har kendt hinanden i rigtigt mange år og har oplevet mange ting, og jeg priser mig lykkelig for, at vi har parforholdserfaring og elsker hinanden og kan støtte hinanden. Det er voldsomt for begge to, at vi røg så langt ud, og der er jo en skam forbundet med vold i et ægteskab og en kæmpe skyld og angst for at blive udstødt af flokken, for det må man jo ikke, siger hun og konstaterer, at det sikkert også sker for andre, der kommer igennem et umenneskeligt forløb, og mangler nogen, der kan være grædeskulder og boksebold, man kan læsse af på.

Undervejs havde hun tænkt, at de havde brug for hjælp, men fokus var hele tiden nødt til at være et andet sted. Derfor ville hun også ønske, at hospitalets psykolog af sig selv var dukket op, havde skrevet sit nummer ind i deres mobiler og opsøgt dem løbende. Det var bare umuligt, fordi hun havde alt for travlt.

- Jeg snakkede også med præsten på Rigshospitalet, som sagde noget meget klogt: Delt byrde er lettere byrde. Det er så fint formuleret. Jeg spurgte ham, hvorfor han ikke kom op til os, for vi vidste jo ikke, at vi kunne snakke med ham. Han sagde, at når han kom som præst, troede folk, at deres børn skulle dø, så det var han holdt op med. Jeg ved også godt, at der ligger pjecer om støtte over det hele, men hvor skulle jeg starte henne, når jeg ikke engang syntes, jeg havde overskud til at gå ned og hente en kop kaffe?

- Som mor er det en stor sorg, at du simpelthen ikke har overskud til alle dine børn, siger Anne-Grethe Bjarup Riis, der ved, at hendes datter kom til at stå i skyggen af sin syge bror. Foto: Isak Hoffmeyer
Annonce

Lysere og lysere

- De ved godt, at der står, at mormor ikke kom, og jeg har prøvet at forklare dem, hvad der kunne være grunden til, at hun ikke gjorde det, fortæller hun, men peger også på, at romanen giver dem mulighed for at føle sig set i det forløb, som de har været igennem.

- Vi snakker om tingene, men det er jo ikke sjovt at sige: ”Kan I huske, dengang far stod inde i stuen og var pissefuld og skabte sig.” Selvom vi har talt om det, er det ikke en historie, jeg har lyst til at fortælle flere gange. Men den skal heller ikke ind under noget gulvtæppe, siger hun og slår fast, at hun aldrig nogensinde kommer til at mene, at hun ikke ville have været det forløb foruden, fordi det har givet dem så stor indsigt.

- Aldrig! Jeg synes, det er en floskel, som jeg ikke kan byde nogen - specielt ikke Gilbert. Det har givet ham voldsom angst for at dø, hans søster har måttet opleve at føle sig næstbedst, de har oplevet for meget alkohol, fordi deres forældre har prøvet at selvmedicinere. Det er ikke fedt. Og i vores parforhold har vi haft skyld, skam og store, åbne sår, fordi vi har slåsset, og det er først nu, at tingene er begyndt at hele.

- Har I også fået et behov for at komme videre og se fremad, som gør, at I har mindre lyst til at snakke om det, der er sket?

- Sådan fungerer det ikke. Man kan ikke bare beslutte, at nu vender vi det hele. Det er ét stort kaos. Vi dvæler ikke ved det negative, for det er også at sjuske med livet. Jeg er ikke en melankoliens mester, og jeg vil gerne have fest og farver, men jeg er også frisk på at lægge tingene på bordet og konstatere, at det var noget rigtigt møg, der skete. Så det er blandet. Men jeg kan sige, at det bliver lysere og lysere. Alle får det bedre, og det er helt vidunderligt.

- Jeg er ikke en melankoliens mester, og jeg vil gerne have fest og farver, men jeg er også frisk på at lægge tingene på bordet og konstatere, at det var noget rigtigt møg, der skete. Foto: Marie Hald
Der er skam forbundet med vold i parforholdet, men Anne-Grethe Bjarup Riis gider ikke lægge skjul på, at hun og hendes mand kom så langt ud, da deres dreng blev syg, at de endte med at komme op og slås. Foto: Marie Hald
Anne-Grethe Bjarup Riis insisterer på at tale om både det lyse og det mørke. Foto: Marie Hald
For fem år siden blev Anne-Grethe Bjarup Riis' søn syg med leukæmi. I dag er han rask. Foto: Isak Hoffmeyer
Foto: Isak Hoffmeyer
Foto: Isak Hoffmeyer
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Debat: Værdig tilbagetrækning

Debat

Problemulve har helt frit spil blandt husdyr

Coronavirus

Live: Over halvdelen af de corona-ramte kender ikke selv smittekilden

Annonce