Annonce
Digitalt

Anmeldelse: World of Warcraft Classic giver en god tur i tidsmaskinen

Eventyret er intakt i World of Warcraft Classic, som viser, at der stadig er charme i Azeroth. Pr-foto
Med World of Warcraft Classic har Blizzard skruet tiden tilbage til 2006. Det både fungerer og irriterer. Men for det meste fungerer det.

PC/MAC: En af mine venner fortalte mig forleden, at hans søn er rigtig træt af, at man ikke kan rejse tilbage i tiden. Det ville også være rart at kunne, og måske netop derfor har Blizzard for nylig udgivet World of Warcraft Classic. Det er nemlig en total genskabelse af WoW, som det var ved patch 1.12, det vil sige for rundt regnet 13 år siden. Dengang var jeg lige omkring 22 år, var lige flyttet hjemmefra og brugte en ikke uvæsentlig procentdel af min tid i Azeroth.

Som næsten 35-årig føles det som at træde ind i en tidsmaskine, hvor alting er blevet lidt grimmere, lidt langsommere og frem for alt lidt mere vedkommende. For siden 2006 har WoW haft en særlig plads i mit gamer-hjerte, men i 2019 har det nu massivt udvidede univers også mistet lidt af sin oprindelige charme. Om det er blevet for nemt, for omfattende eller hvad, ved jeg ikke, men det er ikke helt det samme at træde ind i Blizzards univers længere. Det retter Classic op på. På godt og ondt.

Annonce

Om testen

Produkterne, vi anmelder i Jysk Fynske Medier, er udlånt af virksomheden bag produktet. Vi tester og anmelder altid objektivt, uden at virksomheden har indflydelse på processen eller den færdige anmeldelse.

En mere simpel og mere frustrerende tid

2006 var en anden tid på spilfronten. En på mange måder mere simpel tid. Det kan man også se i Classic. Det er grimt som et ondt år, der er meget lidt hjælp at hente i forhold til at finde rundt, og fjenderne vil dig - og gør dig - meget ondt.

Med andre ord, så føles det som om, at du er en eventyrer på din første færd. Det gør det ikke i de nyeste udgaver af WoW, hvor man oftere føler sig som et uovervindeligt powerhouse, der kun bliver stærkere. I Classic har du brug for hjælp fra andre for at klare dig, for eksempel en Warlock eller en Mage for at kunne teleportere dig til byer og dungeons, eller en Warrior til at tage tæskene fra en stærk fjende. Følelsen af at være trådt ind i en levende rollespilsverden er igen til stede. Det er fedt.

Når den første nostalgi har lagt sig, så dukker de gamle irritationsmomenter dog også op igen. Der er alenlange køer til serverne, det tager evigheder at gå til alting, og jeg farer vild oftere, end hvad godt er. Men at logge ind i Classic føles også lidt som at finde den der gamle yndlingsplade frem igen. Den er ikke nødvendigvis lige så god, som du husker den, men hvor er det også rart ind imellem at blive mindet om, at ting godt kan være simple og stadig holde. Og så kan det køre på min Macbook, uden at den omkommer af varme.

Om det er nok til at holde mig fanget i lang tid endnu, det må tiden vise.

Titel: World of Warcraft Classic

Udgivelsesdato: 26. august

Platform: Pc/Mac

Alt er som i gamle dage - også grafikken. Du kan skrue op for den, men what's the fun in that? Pr-foto
Det her kommer du til at gøre en del i Classic: flygte. Sværhedsgraden har nemlig igen fået et nøk opad. Pr-foto
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce