Sport

Andersson er tilbage efter 29 måneder: Alt blev sat i stå

Claus Bech/Ritzau Scanpix
En alvorlig skade satte Lasse Anderssons karriere på standby. Nu står han foran sit landsholdscomeback.

Der er sket meget på det danske håndboldlandshold siden den triste januardag i 2017, da holdet tog en tidlig afsked med VM i Frankrig efter et overraskende nederlag til Ungarn.

Landstræner Gudmundur Gudmundsson er blevet erstattet af Nikolaj Jacobsen, Danmark er regerende verdensmester, og alting ser lysere ud.

Men for Lasse Andersson har tiden nærmest været sat i stå. Nederlaget til Ungarn i Albertville er hans foreløbig sidste landskamp.

Kort efter kom han alvorligt til skade i en Champions League-kamp for Barcelona. Og først nu - 29 måneder senere - er han tilbage på landsholdet.

Han kan få comeback, når Danmark møder Ukraine i EM-kvalifikationen onsdag aften.

- Det har været nogle lange år, hvor det hele har været sat i stå. Og det har taget lang tid at kunne hvile i mig selv igen og være tilfreds med det, jeg laver, siger Lasse Andersson.

Diagnosen var en korsbåndsskade, og det tog i første omgang seks måneder, før han var tilbage på håndboldbanen.

Men i den tredje træning gik det galt igen. Samme skade, samme knæ. Syv måneder mere på sidelinjen.

- I perioder har det været svært at holde gejsten oppe. Motivationen har hele tiden været der, men humøret har været lidt op og ned, siger den 25-årige venstreback.

Det sværeste begyndte først, da de i alt 13 måneder med sur genoptræning var overstået, og han igen skulle gøre det, han er bedst til: spille håndbold.

- Da havde jeg nogle lidt naive forventninger til, hvad det var, der skulle ske. Fremskridtene kom ikke så hurtigt, som jeg havde håbet på. Selvfølgelig vidste jeg, at det ville tage lidt tid, men jeg troede, det ville gå meget hurtigere.

- Jeg følte, at jeg var der, men når jeg tænker tilbage på det, så var jeg der jo ikke. Først meget senere accepterede jeg, at det kom til at tage lang tid, siger Lasse Andersson.

Siden teenageårene har den godt byggede back med det ekstremt hårde skud været anset som en kommende stjerne i international håndbold.

I 2016 tog han det store skridt fra KIF Kolding København til FC Barcelona. Nu skulle han etablere sig i en af verdens største klubber.

Korsbåndsskaden var et hårdt slag, og frem for alt har det været en tålmodighedsprøve at vente på timingen og topniveauet efter mere end et år uden for banen.

- Jeg har nogle forventninger til mig selv, og når jeg så slet ikke indfrir dem, så er det noget af det sværeste.

- Det var først, da jeg formåede at lægge forventningerne lidt til side og kunne sige til mig selv, at det ville tage lang tid, at det begyndte at gå bedre.

- Jeg er blevet bedre til at tage det med ro. Når jeg gør alt, hvad jeg kan, så skal tingene nok komme i den sidste ende. Det har hjulpet mig, og i et stykke tid har jeg følt, at jeg er tilbage på mit gamle niveau, siger Lasse Andersson.

Han er med, når Danmark onsdag aften møder Ukraine i Kijev. Kampen begynder klokken 18.

/ritzau/

0/0
Forsiden netop nu
Ringkøbing

Rejs tilbage til 1700-tallet: Festival brager løs med flere end 60 arrangementer

Kultur

Vestjyllands ånd udkommer nu som fotobog og på vinyl

Fodbold For abonnenter

Måltørken skal stoppes: RIF er på jagt efter to målfarlige angribere

Ringkøbing IF

To gange Mikkel forlænger aftalerne

Leder For abonnenter

Dagbladet mener: Det er ganske gratis at sige ja til at gøre en forskel

Per Fjord bor i Skjern. Det samme gør Emmanuel Cinzah. Annie Pihlmann bor i Hvide Sande. Tre mennesker med en aldeles forskellig baggrund og uddannelse. De kender sandsynligvis ikke hinanden på det mere personlige plan og har nok ikke holdt grillfester sammen, men på vidunderlig vis er de alligevel fælles om noget af det, der for alvor giver værdi. De er på hver sin måde frivillig, og det er vel at mærke med så tilpas stort et hjerte, at det er umuligt at lade være med at give dem en "skriftlig krammer" her på lederplads. I den seneste uge har de i Dagbladet fortalt om deres passion - det at være frivillig - og det er læsning, der trænger helt ind under huden og giver stof til eftertanke. Når Annie Pihlmann, der de seneste ni år har stået i spidsen for at holde styr på de 90 frivillige på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande, på beskeden vis siger: "Det er en gave at være med i frivilligt arbejde. For os er det helt naturligt at være frivillige, fordi du kan være med til at gøre en forskel på en god måde. Det giver så meget mening" ... Når Per Fjord, der gennem tiden har været involveret i omkring 25 foreninger samt tiltag i og omkring Skjern, understreger, at det altid har været fællesskabet, der har trukket det store læs: "Det, man får igen, er at se glæde hos andre. Det er belønning nok i sig selv" ... Når Emmanuel Cinzah, fortæller, hvorfor det betyder meget for ham, at han - ud over at være præst for 200 voksne og børn i den baptistiske menighed i Skjern, køre skolebus for Lyne Friskole morgen og eftermiddag og have opgaver som tolk - har arbejdet for at etablere et børnehjem i Myanmar for at hjælpe børn i det land, han selv flygtede fra, fordi han blev forfulgt: "Vi skal hjælpe, og vi skal gøre så meget, som vi kan for vores hjemland" ... Når man hører om sådan et engagement, burde det ikke lade til at være svært at lokke flere frivillige til at give en hånd med. Men sådan er verden anno 2019 ikke skruet sammen. Annie Pihlmann kan godt bruge flere frivillige hænder på hospice i Hvide Sande, og Per Fjord har haft mere end svært ved at finde en afløser til at fylde Tigris-dragten, den grønne figur, der er med til at underholde tilskuerne under Skjern Håndbolds hjemmekampe. Det er ikke så mærkeligt, at han frygter, at de unge kommer til at gå glip af noget: "Det er da klart sjovere at møde folk i virkeligheden end at møde dem gennem en skærm". Hvor har Per Fjord ret, og forhåbentlig er der alligevel om 30, 40 og 50 år både en Per, en Emmanuel og en Annie her i lokalområdet. For det er mennesker som de tre, der er med til at gøre det lettere for alle os andre at bo og leve her i kommunen. Så husk nu - det er ganske gratis at sige ja til at være frivillig og være med til at gøre en forskel. Og det giver også noget til én selv.

Videbæk For abonnenter

Nicoline, Kasper og Lukas: Hvis vi ikke havde klubben, ville vi sidde hjemme foran en skærm

Ringkøbing-Skjern

Socialudvalg har udpeget sparemål: Klippekort og normeringer til demente slipper