Annonce
Erhverv

Analyse: Nu snurrer alle tandhjul for virksomhederne

Erhvervsredaktør Jens Bertelsen. Foto: Nils Svalebøg

Da hele striben af partiledere og finansminister Nicolai Wammen stillede sig frem torsdag formiddag, blev der skrevet historie. Sammen havde det politiske Danmark strikket en nærmest ubegrænset hjælpepakke sammen til erhvervslivet, og det ser faktisk ud til, at den vil virke.

Coronavirussen har næppe toppet i Danmark, så alle prognoser - også for de økonomiske konsekvenser - er højest usikre.

Men med et trecifret milliardbeløb uden loft har politikerne skabt et sikkerhedsnet, der kan berolige tusindvis af virksomhedsejere og lønmodtagere i en ekstremt presset periode.

De butikker, der er blevet tvunget til at lukke, kan få 100 procent refusion for deres faste udgifter i perioden. Rejsebranchen låner et milliardbeløb til at tilbagebetale kundernes rejser. Der afsættes store summer til virksomheder, der lider omsætningstab, også på eksportmarkederne.

Ellers sagt på en anden måde: Hvis virksomheden i øvrigt var i fin form, inden coronavirussen ramte, så er der virkelig gode chancer for at komme helskindet ud på den anden side. Dermed sikres beskæftigelsen, og vi undgår en langvarig økonomisk krise.

Nicolai Wammen og hans politikerkollegers aftale giver nærmest en garanti for, at sunde virksomheder vil blive reddet. Koste hvad det vil. Det har en meget konkret betydning for de mange berørte virksomheder.

Der vil altid være bureaukrati forbundet med denne slags støtteordninger. Men med de solide hjælpepakker kan masser af virksomheder nu gå i banken og sandsynliggøre, at de kan ride stormen af.

Tiden har ellers lignet en stor trussel mod virksomhederne, der har set deres salg bortfalde eller blive kraftigt reduceret i løbet af få dage. Vi har allerede set konkurser, og alene i de seneste tre (3) dage har knap 15.000 danskere meldt sig arbejdsløse.

Vi undgår ikke konkurser og massefyringer. Fredericia Teater var et af de første ofre, fordi økonomien i forvejen var dårlig. Stena Line lukker permanent færgeruten mellem Oslo og Frederikshavn og er et eksempel på, at mange benytter lejligheden til at rydde op i aktiviteter, der alligevel aldrig bliver profitable igen.

Men hele samfundets tandhjul snurrer nu for virksomhederne. Regeringens hjælpepakke var få timer gammel, da bankernes organisation, Finans Danmark, udsendte denne besked:

- Vi slår lige nu ring om kunderne i banker og realkreditinstitutter. Vores hovedfokus er at få alle så godt igennem denne krise som muligt, meddelte den magtfulde finansformand Michael Rasmussen.

Det er da en udtalelse, vi kan holde ham op på.

Endnu et tandhjul kom i omdrejninger, da Finanstilsynet torsdag lempede reguleringen af bankerne en anelse. Det var en vigtig udmelding, for nu kan bankerne bedre strække kreditten til ellers robuste erhvervskunder, uden at banken bliver straffet af de skrappe regler, der blev indført efter finanskrisen.

Det betyder konkret, at banken godt kan strække kreditten over for en kunde, der er kommet i knibe, uden at kunden automatisk skal skrives på tabslisten. Det vil gøre en stor forskel på bankernes vilje og evne til at hjælpe deres trofaste kunder.

Og prisen for det hele? Vi taler om svimlende summer, men økonomerne ser ud til at være rørende enige: Vi har råd til det, og pengene er godt givet ud. Den historisk store investering kan sikre, at den økonomiske krise bliver kortvarig.

Finansminister Nicolai Wammen omgivet af partilederne, da han torsdag formiddag præsenterede den hidtil største corona-hjælpepakke til erhvervslivet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Jorden kalder: Det er nu, vi har pligt til at tænke nyt

Debat: Hvis vi vælger at se coronakrisen som et wakeupcall, hvad er det så for et budskab, planeten sender os? Og måske nok så interessant: Hvordan kan vi mennesker bedst lytte og tage ved lære? Alvoren gik for alvor op for de fleste af os anden uge i marts, og siden da har vi måttet vænne os til en ny virkelighed med skræmmende hast. Coronaen har ramt de moderne samfund og økonomier, hvor vi er allermest sårbare: Accelererende smittetal, dødstal - og ikke mindst arbejdsløshedstal, taler deres alt for tydelige sprog Jorden rundt. Vi vestjyder kan vælge at trøste os med, at vi bestemt ikke lever i den mest udsatte del af verden: Vores grundlæggende samfundsorden er uhyre stærk, vi er disciplinerede, og vi har i fællesskab bevist vores evne til at handle samlet og resolut. Uanset, at krisen uden tvivl bliver hård og omsiggribende, vender hverdagen i Danmark på et snarligt tidspunkt tilbage til noget, der ligner en normaltilstand. Samtidig bør vi dog også se coronakrisen som et wakeupcall, og gribe påskedagenes nedetid som en kærkommen anledning til at genoverveje, hvorfor vi i grunden lever og disponerer vores tid, som vi normalvis gør. Coronakrisen har ikke gjort hverken problemet med global opvarmning eller behovet for en gennemgribende, grøn omstilling mindre aktuelt. Til gengæld udstiller nedsmeltningen af arbejdsmarkedet på tydelig vis, hvor direkte vores moderne markedsøkonomi påvirker naturen omkring os: Allerede få dage efter nedlukningen af Danmark kunne man måle, hvordan luftkvaliteten i de større byer var blevet markant forbedret. Vi lever i et rigt og privilligeret samfund, hvor vi har alle muligheder for igen at få økonomien i gear og komme tilbage på fode. Men spørgsmålet er, om det ikke netop er nu, i takt med at staten pumper uhørt massive investeringer ud i samfundet, vi også har en forbandet pligt til at tænke nyt? Spørgsmålet er, om det ikke er nu, mens krisen kradser, vi skal lægge fundamentet til en anderledes grøn, og bæredygtig økonomi? Det er oplagt at initiere de nødvendige hjælpepakker, så de virker som en gigantisk gulerod til fremme af bæredygtig business. Samtidig må vi udvise det nødvendige mod til at svinge stokken, og afgiftpålægge fossil energi, i en grad hvor det virkelig nytter (og flytter) noget. Som Klimarådet har vist, er der ingen vej udenom ubehagelighederne, hvis vi for alvor ønsker at leve op til vores egne ambitiøse 70 procents-reduktionsmål. Lad os derfor i slipstrømmen på coronakrisen stå sammen og tegne konturerne af en grøn økonomi, hvor lokale fødevarer og serviceydelser - og i det hele taget ting, der bliver skabt lokalt - er relativt billigere, og dermed konkurrencedygtige. Selv om vi så hver især måtte få færre penge mellem hænderne, vil den reelle, oplevede købekraft stadig være formidabel. Personligt drømmer jeg om små velorganiserede lokalsamfund i landsbystørrelse, med alt fra smede og slagtere, til sygeplejersker og sjælesørgere -og ikke mindst den uundværlige drømmer og tosse; en hverdag, og en verden, hvor vi ikke behøver at flytte hverken os selv eller vores varer over vanvittige afstande, og fint har tid til at dyrke vores grøntsager, passe vores husdyr, og lære vores børn at lære verden at kende; måske gå på jagt, eller fiske lidt på fjorden. Tænk Dunbars antal, og overvej et øjeblik hvordan det kan gøres: Tænk dig et byrum, indrettet på vores børns, og ikke hverken bilernes, eller ejendomsudviklernes og realkredittens præmisser: Grønne rekreative arealer, med planter, insekter og liv, hvor der ellers bare er veje, asfalt og beton; snoede vandveje, og cykelstier og trailspor. Eltogene og de tilbageværende autostradaer så langt ude af byerne som muligt. Tænk dig tilsvarende samfundet indrettet til mennesker - ikke arbejdskraft og forbrugere - og hvordan det kan blive, den dag vi faktisk på alle niveauer bliver ansporet til at drømme og lege og finde på; hvor incitamentstrukturen tilgodeser selv de mindste små udbrud af virketrang og skaberlyst, og der er forretning i at konstruere tingene så gedigent og gennemtænkt, at de også holder og står om hundrede år. Tænk dig, at det er muligt at skabe en anstændig levevej som lokal skrædder, fordi systemet bonner de reelle omkostninger ved det stangtøj, vi ellers frejdigt har hentet hjem fra den anden side af kloden, og som nu med ét slag er ubetaleligt dyrt. Tænk dig, at det rent faktisk er muligt at leve af at reparere cykler i et lille hyggeligt værksted på havnen. Tænk dig, at dit eget surdejsbrød, bagt på mærkelige, lokale kornsorter, ikke bare er bedre, men også billigere end fabriksfremstillet bakeoff, hvor alle ingredienser skal trilles frem og tilbage over kontinentet i lastbil. Tænk dig, at det vrimler med små køkkener, hvor passionerede mennesker laver takeaway fra bunden, eller du bare kan slå dig ned ved et langbord - og hvor de folk, der sidder der i forvejen, gerne rykker sammen og kommer hinanden ved. Tænk dig, at det at pille Nordsø-rejerne i Marokko for at køre dem tilbage til Nordeuropa er lige så dyrt og besværligt, som det lyder absurd, og at vores husdyr må leve af lokale afgrøder, fordi idéen om at rydde regnskov i Sydamerika og sejle sojaen halvvejs rundt om Jorden er lige så omkostningstung, som den strider mod ethvert bæredygtighedsprincip. Tænk dig i det hele taget, at prisen for moderne, industrielt landbrug, og den ledsagende, og endnu mere sindssyge plantebeskyttelse, afspejler de miljømæssige konsekvenser én til én. Tænk dig, at genetisk modifikation er strafbart i samme grad som overtrædelser af patentlovgivningen, og krænkelser af kommercielle producenters ophavsret i øvrigt er det i dag. Tænk dig, at prisen på elektronik og plastic står i forhold til de blivende ar, minedriften og olieudvindingen efterlader på planeten; at olieselskaberne skal plante en hektar skov for hver tønde olie, de pumper op af undergrunden, og at mineselskaberne skal investere halvdelen af deres overskud i sociale projekter, der hvor de rekrutterer deres arbejdskraft. Tænk dig, at konkurrenceparameteret per excellence er at bruge mindst mulig energi og efterlade det mindst mulige impact på planeten - og nej - ikke bare baseret på noget så excentrisk gammeldags som etik og moral, men simpelhen fordi det er sådan, vi har valgt at konfigurere økonomien, og det er dét, der bedst betaler sig på både kort og længere sigt. Og mens du alligevel lader fantasien få frit slag, så tænk dig engang, hvor dejligt det ville være, at du ikke altid havde så f∙cking travlt, og evig og altid skulle tjekke din f∙cking telefon; at du var i stand til at unde dig selv lidt kreativ nedetid, kunne sove som et barn om natten, og vågne både veludhvilet og klar på en skøn, ny dag, med masser af heureka-øjeblikke og åbne muligheder. ... I virkeligheden alt det, der er indbefattet, når du forestiller dig paradislivet på en afsondret, tropisk ø - bare hér, hjemme i Naturens Rige, hvor årstiderne skifter, og vi kender og elsker hinanden, og hinandens mere eller mindre udtalte særheder. Jeg ville elske den hverdag - hands-on - ikke mindst fordi det, der trænger til forandring i vores moderne, naturfjerne hverdagsliv, er alt andet end vores dejlige naboer, horisonten og havet.

Erhverv

Destination Vesterhavet holder sommerhusene åbne i påsken: Så længe gæster opfører sig lige så godt som derhjemme

Annonce