Annonce
Debat

Alt det, vi savner: Tak til alle jer børn og unge

Gymnastikopvisning. Foto: Lars Egelund

1 MARTS: Der har utvivlsomt været travlhed rundt om i mangt et vestjysk hjem i den forgangne weekend. For slet ikke at tale om ude på vor egns skoler, efterskoler og ungdomsuddannelser. De forretningsdrivende og deres butikspersonale ikke at forglemme. Også for dem er der lys forude!

Overalt glæder man sig over, at Mor-Mettes hammer denne gang ramte forbi Nord- og Vestjylland, samt klippeøen Bornholm, hvor selv frisørerne per i dag atter må svinge saksen. Vi er mange, der ikke helt fatter, hvorfor ikke også vi kan få assistance til at styre de vildtvoksende lokker, og forstår godt, at vores professionelle hårtrimmere river sig i eget hår over den forlængede nedlukning.

Og det er de desværre ikke ene om. Mange brancher – og deres kunder, os alle til hobe – ligger stadig underdrejet, og er forståeligt ved at miste tålmodighed, gejst og håb. Vi gør dog nok klogt i – ihukommende Kolding, København Nord-Vest og Voldsmose – ikke at sælge skindet, før bjørnen er skudt.

Men lad os nu for en stund tage ja-hatten på. For i dag er en glædens dag. Ikke mindst for de danske børn og unge, der igen kan undslippe skærmene og fysisk mødes med deres lærere og kammerater.

Som eks-lærer har jeg i de sidste mange måneder prist mig lykkelig over ikke at være en del af hjemmeundervisnings-fængslet. Jeg ved fra mine børnebørn, at de også ser frem til at slippe væk hjemmefra. Og at deres mor og far glæder sig til at få lidt mere arbejdsro på hjemmekontoret.

Direkte adspurgt forleden, udtalte sundhedsøkonom Jakob Kjellberg sig således om de unges afsavn i forbindelse med nedlukningerne:

-”Der er ingen tvivl om, at ungdommen har betalt en meget høj pris for hele nedlukningen. Den skal gøres op mod de liv, man har reddet, der typisk er i den ældre befolkning. Man har trukket hårdt på generationskontrakten og fokuseret meget på overlevelse og i mindre omfang på livskvalitet og livsindhold. Hvad er prisen for, at de unge ikke fik et efterskoleophold, som for mange er et højdepunkt i deres ungdomsliv? Hvordan gør man den værdi op? Hvad er værdien for det første kys på dansegulvet for gymnasieeleven?... Det er utrolig svært at kvantificere. Mange af de her ting gør jo livet værd at leve for os. Kan de gøres op i forhold til én mindre smittet på et plejehjem, som så måske kan leve 8 måneder længere?”

Her tales der om de unges psykiske og sociale habitus. Men hvad med deres ugevise inaktivitet bag computerskærmene? For de lange dage på kontoret har i månedsvis ikke kun været for de voksne!

Syddansk Universitet har under den anden nedlukning lavet en undersøgelse blandt små 1.300 folkeskoleelever i alderen 6-16 år vedr. deres fysiske aktivitetsniveau. Og 87,6 procent af dem svarer, at de ikke har fået rørt sig de optimale 60 minutter om dagen, hvorfor mange af dem også har taget på i vægt.

Det, man naturligvis kunne frygte, er, at de er kommet ind i en inaktiv uvane, der betyder, at de ikke vender tilbage til det foreningsliv, som i den grad er befordrende for deres ungdomsliv, såvel fysisk, psykisk som socialt.

Forleden blev jeg stillet over for spørgsmålet, hvad jeg mest af alt har savnet siden marts 2020, hvor det for alvor gik op for os alle sammen, at vores verden mere eller mindre brød totalt sammen. En smitsom virus fra en hesteskoflagermus – omme på den anden side af Jorden – var sprunget ind over hegnet, helt herovre hos os på Lars Tyndskids ellers så lykkelige mark?

Jeg fik heldigvis et par dage til at tænke over tingene, og faldt så tilfældigt over Tove Ditlevsens digtsamling ’Kvindesind’ fra 1955. Jeg var kun syv år dengang, og læste bestemt ikke digte. Jeg hadede salmevers, som vi skulle lære og recitere udenad, stående, ved siden af pulten – og med svedige håndflader.

Derfra var der ikke langt til at mindes en aldeles lykkelig barndom med massevis af fri leg: skøjte- og skiløb, hønseringe, sjippetorv, cowbøjdere og indianere, Davy Crockett… Samt en hel masse sommerfodbold ude og vintergymnastik i forsamlingshuset. Og så selvfølgelig en solid mængde lærdom henne i ’den stråtækte’, hvor vi skrev – og klattede – med blæk og penneskaft.

Skygger var der ikke mange af; men dog én, nemlig den frygtelige Polio-epidemi, der toppede i 1952. En alvorlig virus, som vi i dag næsten har glemt – og automatisk bliver vaccineret imod. En nervesygdom, som havde ramte Gerts venstre ben, en senere klassekammerat, der i leg og boldspil for det meste var henvist til at indtage tilskuerens rolle.

Den, epidemiens undertiden dødelige svøbe, skriver Tove Ditlevsen om i digtet ’Tagfat’, hvor 1. vers lyder sådan:

”De løber og leger derude på vejen,

dit barn og mit barn, og boldene synger

højt gennem luften, til trætte af legen

børnene samles i sludrende klynger.”

For turde vi overhovedet have Gert med, når vi legede tagfat? Mon han smittede? Og hvis ja, hvordan? Hen ad vejen glemte vi nok Gerts klumpfod; men det gjorde han næppe selv. For ingen brød sig om at ’blive taget’ af Gert: Du er den!


Jeg har mest af alt savnet lyden af raske, sunde og ubekymrede unger og deres glade barnestemmer i fri leg – og uden mundbind, lige så mange, som gad være med.


Mit svar til spørgeren ovenfor – et par dage efter – lød sådan her:

-”Jeg har mest af alt savnet lyden af raske, sunde og ubekymrede unger og deres glade barnestemmer i fri leg – og uden mundbind, lige så mange, som gad være med.”

Et svar, der nok bunder i, at jeg ligesom digteren Benny Andersen føler, at når forårssolen skinner, bli’r jeg bare lidt ung igen – og lever! I hvert fald indtil solen går sin sidste runde uden mig. Lidt afhængig af, hvornår et skud BioNTech-Pfizer krydser min vej.

Havde man givet mig et par dage mere, ville jeg nok have lænet mig op ad dette citat fra søndags-Berlingeren, begået af avisens chefredaktør Tom Jensen, der funderer over genåbningens faser hen imod en forhåbentlig total åbning af samfundet til sommer:

-Vi skal lære at nyde livet igen. At man må noget. Bare nyde det. Nyde friheden. Og det helt grundlæggende ansvar for hinanden, som altid følger med friheden. Det ansvar, der ikke dirigeres af kvælende restriktioner. Tænk at vi snart får den frihed og dens forudsætning, varetagelsen af de personlige ansvar, igen.”

For jo, ’plejer’ har nu været død et helt år; men nu er det ikke sjovt længere. Nu kan du godt leve op igen! Men tag hellere en sikkerhedshjelm på. Hvis M-M’s hammer skulle falde igen?!?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
coronavirus

Sådan genåbnes der løbende for rejser: Her er de fire faser

Tarm

Brændte dæk og madrasser giver stor bøde

Ringkøbing-Skjern For abonnenter

KD mødte møllekritiske borgere: I skal vide, at debatten om testcentret slider på lokalsamfundet

Annonce