Annonce
Udland

Afghanistans præsident vil udslette IS efter bryllupsmassakre

Wakil Kohsar/Ritzau Scanpix

Brudgom efter angreb: Jeg har mistet håbet. Jeg mistede min bror, mine slægtninge, mine venner.

Afghanistan vil "eliminere" Islamisk Stat, efter en blodig massakre ved en bryllupsfest lørdag. 63 blev dræbt og næsten 200 blev såret.

Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, fremsatte sin erklæring om en optrappet kamp mod Islamisk Stat, mens landet markerede 100 års uafhængighed.

Alle festligheder var stærkt nedtonet på grund af massakren ved en bryllupsfest lørdag aften.

Brudgommen, Mirwais Elmi, siger i et tv-interview, at hans brud overlevede.

- Men hun og min familie er i chok. De er ikke i stand til at tale. Min brud besvimer hele tiden. Jeg har mistet håbet. Jeg mistede min bror, mine slægtninge, mine venner. Jeg kan aldrig blive glad for livet igen, siger han til Tolo News, efter at jihadister fra Islamisk Stat dræbte og lemlæstede omkring 260 mennesker.

Præsident Ghani kalder angrebet for "barbarisk". Han bebrejder ikke kun Islamisk Stat, men også Taliban, som han mener har skabt "en platform for terroristerne".

Angrebet på bryllupsfesten understreger, hvor vanskeligt det bliver at få skabt fred i Afghanistan.

Islamisk Stat er markant til stede i den østlige og nordlige del af landet, hvor gruppen både kæmper mod regeringens sikkerhedsstyrker og mod amerikanskledede styrker. Islamisk Stat deltager ikke i de fredsforhandlinger, som Taliban fører med amerikanerne.

Taliban kritiserer i en erklæring mandag USA for ikke at have forhindret angrebet på brylluppet. Taliban sagde samtidig, at "Afghanistan bør overlades til afghanerne".

Over 32.000 civile er blevet dræbt i landet i det seneste årti, viser tal fra FN.

Eksplosionen ved brylluppet skete i nærheden af en scene med musikanter, hvor "alle de unge, børnene og en masse mennesker var samlet", siger et øjenvidne.

- Jeg var sammen med brudgommen i et andet rum, da vi hørte braget. Og så kunne jeg ikke finde nogen. Alle lå på gulvet i salen, siger bryllupsgæsten Ahmad Omi.

/ritzau/AP

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Annonce