Annonce
Livsstil

Advokaten: Kan en dna-test omgøre mit faderskab?

Illustration: Julie Gry Sveistrup

? Hej Monica Kromann. I 1981 blev jeg indkaldt til statsamtet på grund af en faderskabssag. Jeg blev fortalt, at jeg var den eneste, der havde været sammen med kvinden, hvorfor det alene kunne være mig, der var far til barnet, som sagen handlede om. Derfor skulle jeg vedkende faderskabet, hvilket jeg gjorde.

Jeg forsøgte senere at leve sammen med kvinden og drengen. Imidlertid gik vi hver til sit. Det udviklede sig til, at jeg mistede kontakten til drengen, idet han ikke længere ønskede at have noget med mig at gøre.

Nu, mange år efter, kommer det frem, at det ikke er sikkert, at jeg er drengens biologiske far. Dette får mig til at tænke: Kan jeg forlange en dna-prøve? Og vil dette omgøre faderskabet og udelukke drengen fra at arve mig? Jeg ser frem til dit svar. Hilsen Kristian ! Hej Kristian. Tak for dit spørgsmål. Du kan ikke forlange at få foretaget en dna-test, medmindre det myndige barn samtykker, eller såfremt Familieretshuset finder det nødvendigt i forbindelse med en genoptagelse af faderskabssagen. Endvidere vil resultatet af en dna-test heller ikke pr. automatik og i sig selv medføre faderskabets bortfald og en ophævelse af din søns arveret efter dig. Reglerne om faderskab findes i børneloven, og det følger af denne, at der af hensyn til barnet bevares et udgangspunkt om, at faderskabet fastholdes. Dette gælder uanset, at det senere viser sig, at du alligevel ikke er den biologiske far til barnet. Der er dog mulighed for, at du kan indgive en anmodning om at få genoptaget sagen, såfremt betingelserne herfor er opfyldt. En anmodning om at genoptage en faderskabssag skal indgives til Familieretshuset. Såfremt Familieretshuset afviser en genoptagelse af sagen, kan denne indbringes for retten. En genoptagelse af en faderskabssag er undergivet korte frister. Der gælder en frist på tre år fra drengens fødsel for fremsættelse af anmodningen om genoptagelse af faderskabssagen. I visse tilfælde kan det dog tillades, at faderskabssagen rejses efter udløbet af de tre år, såfremt der anføres særlige grunde til, at anmodningen ikke er blevet fremsat tidligere, omstændighederne i øvrigt i høj grad taler for genoptagelse, og det må antages, at en fornyet behandling af sagen ikke vil medføre væsentlige ulemper for barnet. Herudover skal det sandsynliggøres, at en anden bestemt mand er barnets biologiske far. Det følger af retspraksis, at en dna-test, som fastslår, at du ikke er den biologiske far til barnet, ikke i sig selv er sådanne omstændigheder efter loven, at det giver grundlag for at genoptage faderskabssagen. Dog kan et myndigt barn, som er født før 1. juli 2002, selv indgive en anmodning om at genoptage faderskabet uden en tidsfrist. Du har dermed muligheden for at få underkendt faderskabet ved, at barnet selv anmoder om at få genoptaget sagen - og derved muligheden for at omgøre faderskabet og udelukke ham fra at arve dig. Den anden mulighed er, at du rejser sagen, hvilket dog kræver, at barnets moder eller hendes dødsbo, barnet og du som den anerkendte far i enighed anmoder om at genoptage faderskabssagen. Såfremt du får medhold i en underkendelse af faderskabet, vil faderskabet naturligvis bortfalde samt de til faderskabet hørende retsvirkninger, som for eksempel, at barnet arver dig. Du bør dog være opmærksom på arvelovens regler, såfremt du ved et testamente har testeret til fordel for barnet - ud over hvad barnet måtte arve dig efter arvelovens regler om tvangsarv. I dette tilfælde anbefaler jeg dig at tage kontakt til en arveretsadvokat for at afklare forholdet. Med venlig hilsen Monica Kromann Advokat (H) mk@advokatkromann.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Jorden kalder: Det er nu, vi har pligt til at tænke nyt

Debat: Hvis vi vælger at se coronakrisen som et wakeupcall, hvad er det så for et budskab, planeten sender os? Og måske nok så interessant: Hvordan kan vi mennesker bedst lytte og tage ved lære? Alvoren gik for alvor op for de fleste af os anden uge i marts, og siden da har vi måttet vænne os til en ny virkelighed med skræmmende hast. Coronaen har ramt de moderne samfund og økonomier, hvor vi er allermest sårbare: Accelererende smittetal, dødstal - og ikke mindst arbejdsløshedstal, taler deres alt for tydelige sprog Jorden rundt. Vi vestjyder kan vælge at trøste os med, at vi bestemt ikke lever i den mest udsatte del af verden: Vores grundlæggende samfundsorden er uhyre stærk, vi er disciplinerede, og vi har i fællesskab bevist vores evne til at handle samlet og resolut. Uanset, at krisen uden tvivl bliver hård og omsiggribende, vender hverdagen i Danmark på et snarligt tidspunkt tilbage til noget, der ligner en normaltilstand. Samtidig bør vi dog også se coronakrisen som et wakeupcall, og gribe påskedagenes nedetid som en kærkommen anledning til at genoverveje, hvorfor vi i grunden lever og disponerer vores tid, som vi normalvis gør. Coronakrisen har ikke gjort hverken problemet med global opvarmning eller behovet for en gennemgribende, grøn omstilling mindre aktuelt. Til gengæld udstiller nedsmeltningen af arbejdsmarkedet på tydelig vis, hvor direkte vores moderne markedsøkonomi påvirker naturen omkring os: Allerede få dage efter nedlukningen af Danmark kunne man måle, hvordan luftkvaliteten i de større byer var blevet markant forbedret. Vi lever i et rigt og privilligeret samfund, hvor vi har alle muligheder for igen at få økonomien i gear og komme tilbage på fode. Men spørgsmålet er, om det ikke netop er nu, i takt med at staten pumper uhørt massive investeringer ud i samfundet, vi også har en forbandet pligt til at tænke nyt? Spørgsmålet er, om det ikke er nu, mens krisen kradser, vi skal lægge fundamentet til en anderledes grøn, og bæredygtig økonomi? Det er oplagt at initiere de nødvendige hjælpepakker, så de virker som en gigantisk gulerod til fremme af bæredygtig business. Samtidig må vi udvise det nødvendige mod til at svinge stokken, og afgiftpålægge fossil energi, i en grad hvor det virkelig nytter (og flytter) noget. Som Klimarådet har vist, er der ingen vej udenom ubehagelighederne, hvis vi for alvor ønsker at leve op til vores egne ambitiøse 70 procents-reduktionsmål. Lad os derfor i slipstrømmen på coronakrisen stå sammen og tegne konturerne af en grøn økonomi, hvor lokale fødevarer og serviceydelser - og i det hele taget ting, der bliver skabt lokalt - er relativt billigere, og dermed konkurrencedygtige. Selv om vi så hver især måtte få færre penge mellem hænderne, vil den reelle, oplevede købekraft stadig være formidabel. Personligt drømmer jeg om små velorganiserede lokalsamfund i landsbystørrelse, med alt fra smede og slagtere, til sygeplejersker og sjælesørgere -og ikke mindst den uundværlige drømmer og tosse; en hverdag, og en verden, hvor vi ikke behøver at flytte hverken os selv eller vores varer over vanvittige afstande, og fint har tid til at dyrke vores grøntsager, passe vores husdyr, og lære vores børn at lære verden at kende; måske gå på jagt, eller fiske lidt på fjorden. Tænk Dunbars antal, og overvej et øjeblik hvordan det kan gøres: Tænk dig et byrum, indrettet på vores børns, og ikke hverken bilernes, eller ejendomsudviklernes og realkredittens præmisser: Grønne rekreative arealer, med planter, insekter og liv, hvor der ellers bare er veje, asfalt og beton; snoede vandveje, og cykelstier og trailspor. Eltogene og de tilbageværende autostradaer så langt ude af byerne som muligt. Tænk dig tilsvarende samfundet indrettet til mennesker - ikke arbejdskraft og forbrugere - og hvordan det kan blive, den dag vi faktisk på alle niveauer bliver ansporet til at drømme og lege og finde på; hvor incitamentstrukturen tilgodeser selv de mindste små udbrud af virketrang og skaberlyst, og der er forretning i at konstruere tingene så gedigent og gennemtænkt, at de også holder og står om hundrede år. Tænk dig, at det er muligt at skabe en anstændig levevej som lokal skrædder, fordi systemet bonner de reelle omkostninger ved det stangtøj, vi ellers frejdigt har hentet hjem fra den anden side af kloden, og som nu med ét slag er ubetaleligt dyrt. Tænk dig, at det rent faktisk er muligt at leve af at reparere cykler i et lille hyggeligt værksted på havnen. Tænk dig, at dit eget surdejsbrød, bagt på mærkelige, lokale kornsorter, ikke bare er bedre, men også billigere end fabriksfremstillet bakeoff, hvor alle ingredienser skal trilles frem og tilbage over kontinentet i lastbil. Tænk dig, at det vrimler med små køkkener, hvor passionerede mennesker laver takeaway fra bunden, eller du bare kan slå dig ned ved et langbord - og hvor de folk, der sidder der i forvejen, gerne rykker sammen og kommer hinanden ved. Tænk dig, at det at pille Nordsø-rejerne i Marokko for at køre dem tilbage til Nordeuropa er lige så dyrt og besværligt, som det lyder absurd, og at vores husdyr må leve af lokale afgrøder, fordi idéen om at rydde regnskov i Sydamerika og sejle sojaen halvvejs rundt om Jorden er lige så omkostningstung, som den strider mod ethvert bæredygtighedsprincip. Tænk dig i det hele taget, at prisen for moderne, industrielt landbrug, og den ledsagende, og endnu mere sindssyge plantebeskyttelse, afspejler de miljømæssige konsekvenser én til én. Tænk dig, at genetisk modifikation er strafbart i samme grad som overtrædelser af patentlovgivningen, og krænkelser af kommercielle producenters ophavsret i øvrigt er det i dag. Tænk dig, at prisen på elektronik og plastic står i forhold til de blivende ar, minedriften og olieudvindingen efterlader på planeten; at olieselskaberne skal plante en hektar skov for hver tønde olie, de pumper op af undergrunden, og at mineselskaberne skal investere halvdelen af deres overskud i sociale projekter, der hvor de rekrutterer deres arbejdskraft. Tænk dig, at konkurrenceparameteret per excellence er at bruge mindst mulig energi og efterlade det mindst mulige impact på planeten - og nej - ikke bare baseret på noget så excentrisk gammeldags som etik og moral, men simpelhen fordi det er sådan, vi har valgt at konfigurere økonomien, og det er dét, der bedst betaler sig på både kort og længere sigt. Og mens du alligevel lader fantasien få frit slag, så tænk dig engang, hvor dejligt det ville være, at du ikke altid havde så f∙cking travlt, og evig og altid skulle tjekke din f∙cking telefon; at du var i stand til at unde dig selv lidt kreativ nedetid, kunne sove som et barn om natten, og vågne både veludhvilet og klar på en skøn, ny dag, med masser af heureka-øjeblikke og åbne muligheder. ... I virkeligheden alt det, der er indbefattet, når du forestiller dig paradislivet på en afsondret, tropisk ø - bare hér, hjemme i Naturens Rige, hvor årstiderne skifter, og vi kender og elsker hinanden, og hinandens mere eller mindre udtalte særheder. Jeg ville elske den hverdag - hands-on - ikke mindst fordi det, der trænger til forandring i vores moderne, naturfjerne hverdagsliv, er alt andet end vores dejlige naboer, horisonten og havet.

Annonce