Annonce
Debat

Adel og fodbold forpligter: Det går op, det går ned, med min kærlighed…

RIF-jubel i 2012. Fra venstre Karsten Lauridsen, Jens Søndergaard Nielsen, Niels Henrik Larsen og Jan Madsen. Foto: Lars Egelund
Annonce

Apropos RIFs nedtur: - ”Jamen, herreste Gud dog, lille Lasse, det er jo bare fodbold!”, lød det trøstende fra min unge mor, da jeg grådkvalt trådte ind i køkkenet hjemme i min barndoms Brugsforening på Møn.

Øens og min stolthed, Lendemark Boldklub, havde på legendariske Lendemark Stadion netop tabt 3. division-opgøret mod Frederikshavn. Den maskot-rødspætte (var den mon nyfanget?), som den nordjyske målmand inden kampen havde hængt i netmaskerne bag sig, havde bragt held – og sejr! En kamp, hvor lilleput-mig, som bolddreng, havde rakt lædersvesken til selveste Harald Nielsen.

Blot ét år senere skulle den dengang 17-årige verdensstjerne in spe lyde tilnavnet Guld-Harald. Fordi han med ungdommelig optimisme spåede, at han og tyggegummi-Henry From og alle de andre koryfæer nede fra Rom 1960 ville vende hjem med guldmedaljer fra OL. En profeti der næsten gik i opfyldelse.

Min mor kunne hin minderige dag have tørret mine tårer væk, og sagt noget i retning af: - ”Lille skat, fodbold er jo bare en gang udendørs 'grøn stue' befolket med 2 x 11 galninge. Umodne ungersvende, der har slået hjernerne fra, og som i 2 x 45 minutter, plus evt. lidt tillægstid, styrter rundt efter en læderkugle, som de – oftest forgæves – forsøger at losse ind i et boldnet – også kaldet ’rusen’ eller ’kassen’ – i hver ende af en megastor græsplæne”.

Og en ond mor havde måske tilføjet: - ”Hele seancen er orkestreret af 3 x 'sorte' opmænd, der fløjter og vinker med gule flag for noget, de kalder offside, som ingen forstår en hujende fis af. Det hele bivåget af fanatiske, øl-besofne ex-knokkelsparkere, der aldrig selv blev gode nok til at komme på klubbens bedste hold; men som bedre end både dommertrio, trænerteams og spillerne ved, hvordan 'bold' skal dribles og modstandere ’kringles’...".

Men det var hun ikke – ond! Nej, tværtimod kærlig, og hun vidste godt, hvor meget fodbold betød for mig som knægt. Måske hun allerede fornemmede, at fodbold kunne gå hen blive en del af min, nå, ja, professionelle karriere.

For, nej, kære venner – og I ved det selvfølgelig godt allerede: FODBOLD er dét, det hele drejer sig om. Legen med ’den lille runde’ er feber, sjæl, passion, livseleksir, eksistensberettigelse, livsfilosofi, kunst ...

Og husk, som AB-fodboldikonet Knud Lundberg, læge og journalist, den eneste danske sportsmand, der har spillet på hele fire landshold, gang på gang sagde: - ”Man bliver aldrig for gammel til at lege!”.

Så når RIF, vores lille hovedstads fodboldstolthed, nu skal ned og vende i Danmarksserien, så gør det den ondehyleme da ondt på os legesyge vestjyder! Selvfølgelig nok mest på indfødte ringkøbingensere; men selv en tilflytter østfra har det ikke godt med endnu en elevatortur. Og han er overbevist om, at de blå- og hvidstribede nok skal komme op på hesten igen og lege med blandt de store…


Når RIF, vores lille hovedstads fodboldstolthed, nu skal ned og vende i Danmarksserien, så gør det den ondehyleme da ondt på os legesyge vestjyder!


Det hedder sig godt nok i bedre kredse, at man skal tabe og vinde med samme sind. Men her i dagene efter 1:1-kampen på Frederiksberg Stadion onsdag aften mod FA2000, holder det mantra bare aldrig en meter.

For tænk nu, hvis målsluger Lauridsen – en af de få på holdet med et vaskeægte RIF-gen i sit DNA – havde drejet sit hoved bare 5-10 grader, inden han i det fireoghalvfemsindstyvende minut satte sin pandebrask på et højt indlæg fra højre. Ja, så havde boldens bane og tingenes tilstand inden denne eftermiddags kamp på Green Arena imod Holbæk – med kick off klokken 14.00 – set helt anderledes ud.

Men lige netop dét er fodbold i et splitsekund. Skåret helt ind til benet, uden benskinner på – og det gør nas!

En salig Svend Gehrs ville have råbt ”det er GENIALT det der!”, hvis Lennards bold var gået forbi den sprællende FA2000's keeper, der ikke en gang havde noget at sprælle for, eftersom frederiksbergerne allerede havde deres på det tørre.

Der tales tit og ofte i mandagsavisens sportssider om ’de små marginaler’; men problemet har i løbet af sæsonen 2019/20 været, at RIFs marginaler lige så stille er gået hen og blevet FOR store.

Ved ikke hvorfor, men kommer til, aldersstegen som jeg efterhånden er blevet, at tænke på Poul Reichhardt i filmen ”En sømand går i land” fra 1954, og sangen ”Det går op, det går ned, med min kærlighed”. Sådan er det også i fodbold.

Dét år var der VM i Schweitz. Og med mit fodboldidol over dem alle, Ferenc Puskás i front, var det ungarske landshold udråbt til absolutte favoritter i finalen i Bern imod Vesttyskland. Jeg så den selv, sort på hvidt, første gang jeg nogensinde havde kigget ind i sådan et aggregat. Martha, der boede på Mosegården ude i det mønske, åbne land, havde, som den første på Møn, tror jeg, fået fjernsyn. Sytten tommers med indbygget sne på skærmen. Også om sommeren. På brugsuddelerens ugentlige varetur havde bondekonen ladet et par ord falde om, at han og hans to knægte da ”bare ku’ komme forbi og kigge med til denne hersens VM-finale”.

Puskás lagde ud med en scoring med venstrebenet efter bare 6 minutter, og to minutter senere stod det 2:0. Det lignede en nedsabling; men så lidt efter lidt, som kun tyskerne kan det, vendte lykken, og de vandt, man fristes til at sige selvfølgelig, finalen med 3:2.

For som det hedder i den engelske fodboldlegende Gary Linekers berømte citat, efter at Tyskland havde slået England ud ved VM i Italien i 1990: ”Fodbold er et simpelt spil: 22 mænd jagter en bold i 90 minutter, og til sidst vinder Tyskland”.

Nu afdøde Åge 'Esbjerg' fik et knus af trænerduoen den sejrsstolte junidag i 2012. Foto: Lars Egelund

Kære RIF’fere! Op på hesten igen! Gå nu ud i eftermiddag og vis, at indeværende sæson var et fejlskud, og at I selvfølgelig ikke hører til i røven af 4. division.

For vi er mange, der foretrækker at mindes hin junidag i 2012, da en flok ellevilde RIF’fer havde spillet vores klub op i 2. division. Folk på Green Arena jublede, nogle græd af glæde, Åge ’Esbjerg’ var stolt og kronlykkelig, og der blev danset i omklædningsrummet.

Lad mig slutte med forfatteren og filosoffen Albert Camus’ kloge ord om, hvad han, Nobelprismodtager i litteratur (1957), har taget med fra sin tid som målmand på sit universitetsmandskab: ”Verden har gennem mange år givet mig en masse erfaringer; men alt, hvad jeg ved om moral og mænds forpligtelser, skylder jeg fodbolden”.

Man siger, at ’adel forpligter’; det gør kærlighed også. Og fodbold! Både når det går op og ned… En sømand, der går i land, glemmer aldrig søen. En fodboldspiller, der stiller støvlerne på hylden, glemmer aldrig grønsværen.

Kald det kærlighed, kald det lige, hvad I vil…

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Søren Brostrøm øjner smittens skyer over efteråret - og en fremtid med mere hygiejne

Annonce