Annonce
Udland

9. november på en knivsæg: Trækker vagterne våben?

John Macdougall/Ritzau Scanpix
31-årige Andreas Falge blev en af de første til at krydse grænsen mellem Øst- og Vesttyskland.

Om aftenen 9. november 1989 stod 31-årige Andreas Falge ved en kontrolpost mellem Øst- og Vestberlin.

Her stod han i en menneskemængde og råbte på frihed, mens nervøse grænsevagter ikke vidste, hvad deres ordrer var.

- Jeg tænkte: Gode gud, hvis stemningen her bliver dårlig ... Jeg holdt meget nøje øje med vagterne, hvis nu en af dem trak sit våben, siger han i et interview 30 år senere.

- Jeg kan se, at vagterne ikke anede, hvad de skulle gøre. Alle stod og råbte til dem: Åben porten!

Da han stod op den dag, var der egentlig ikke meget, der indikerede, at Andreas Falge skulle ende midt i verdenshistorien.

Han var en af de østtyskere i Østberlin, der havde skaffet sig adgang til vesttysk tv. Her så han et pressemøde med den østtyske bureaukrat Günter Schabowski.

Forud for pressemødet havde der været pres på de østtyske myndigheder for at give landets borgere rejsefrihed.

Schabowski havde talt længe og i vage termer om det seneste møde i det østtyske kommunistpartis centralkomité.

Pressemødet var mere eller mindre ovre, og flere journalister havde rejst sig og var gået, da Riccardo Ehrman fra det italienske nyhedsbureau Ansa spurgte til rejsereglerne.

Efter et langt svar i øst og vest siger Schabowski pludseligt:

- Derfor har vi i dag besluttet at indføre lovgivning, der skal gøre det muligt for alle borgere at krydse grænsen direkte gennem grænseovergange i Østtyskland.

- Hvornår gælder det fra, spørger en journalist.

Schabowski roder i sine papirer uden at finde svar. Han får fremstammet, at det så vidt han ved, gælder med øjeblikkelig virkning.

Andreas Falge havde måbende set pressemødet udvikle sig på skærmen foran sig. Nu hoppede han op og tog sin læderjakke, 100 vesttyske D-mark og et kort over Vestberlin og løb mod den nærmeste grænseovergang.

- Jeg anede ikke, om grænsen var åben eller ej. Men til helvede med det - lad os smutte, tænkte han.

Kort efter stod i en mængde og råbte "åben porten, åben porten" ved grænseovergangen foran de nervøse vagter.

En halv time før midnat opgav vagterne at holde på menneskemængden.

Fodgængere og dyttende Trabant-biler strømmede over grænsen. En af de første var Andreas Falge. Han var bange for ikke at komme ind igen, så han skyndte sig at få vagterne til at stemple sit pas.

Den praksis blev hurtigt droppet, da hundredvis og atter hundredvis krydsede gennem overgangen.

Da han først var ankommet i Vestberlin, tog Andraes Falge ind på det nærmeste værtshus få hundrede meter fra Østberlin.

Da der i 1989 ikke var smartphones med internet til at brede nyheder med lynets hast, var de andre gæster på værtshuset intetanende om de historiske hændelser, der forløb få hundrede meter fra dem.

Falge ringede til en af sine få venner i Østberlin. Vennen flød over med spørgsmål.

- Jeg sagde: Stop med at snak og kom ned og hent mig.

- Hent dig? Hvor er du, svarede vennen.

Da Andreas Falge forklarede, at de havde åbent grænsen, og at han var i Vestberlin, var der længe stille.

- Hold da kæft, lød det til sidst fra den anden ende.

/ritzau/

Annonce
John Macdougall/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Læserbrev fra Lise Bonde: Rart at LO kommenterer på 3F-sager

Læserbrev: Jeg må rose den lokale LO og Metalformand Helge Albertsen for at stå frem og kommentere de seneste måneders skriverier omkring 3F’s uacceptable opførsel og tage afstand herfra. Jeg er helt enig i, at ”konfliktvåbnet” ikke skal bruges unødigt – hverken på arbejdstager- eller arbejdsgiversiden! Når 3F bruger ”konfliktvåbnet” unødigt og forkert, bliver det en trussel mod det danske arbejdsmarked og arbejdspladserne! Vi skal væk fra diktatur, trusler og tvang og i stedet have frihed til selv at vælge både som arbejdstager og arbejdsgiver! Sådan som det er kutyme i alle andre sammenhænge i dag. Vi befinder os i 2019, og meget er forandret på arbejdsmarkedet gennem tiden siden 1899 – både på arbejdstager- og arbejdsgiversiden! Arbejdsmarkedets parter og fagforeninger skal følge med udviklingen, som Helge Albertsen også beskriver med udtalen ”de gamle metoder med at presse kollegaer ind i fagforeningen er for længst fortid”. Vi må så bare også sande, at det ikke er sket i 3F, hvor disse metoder stadig finder sted i Lufthavnssagen & Lauge Bonde-sagen! Det er derfor heller ikke rimeligt at samme ”pres” eller tvang har lov at finde sted på arbejdsgiversiden i 2019, når der allerede er ordnede forhold, alle danske love og regler er overholdt, og der er absolut ingen utilfredshed blandt medarbejdere og virksomhed med eksisterende forhold. Det skal 3F lære at håndtere og respektere. Prøv at se tingene fra en anden vinkel: Arbejdstager og arbejdsgiver er dybt afhængige af hinanden – virksomhederne kan ikke eksistere uden dygtige medarbejdere, og medarbejderne kan ikke eksistere uden virksomhederne. Hvis ikke vi er ordentlige overfor hinanden, har vi ingen arbejdsplads, og vi er nødt til at ”spille sammen som et hold”! Sammen er vi stærke, alene er vi intet! Jeg tror ikke, 3F og andre helt forstår vores frustrerede situation, men lad mig give et par eksempler i håb om, det bliver lettere forståeligt: Forestil jer at 3F fik dikteret følgende: ”Fra næste uge skal I følge KA’s overenskomst og indbetale til deres fonde – I har intet valg – det skal I bare!” eller hvis Socialdemokratiet fik dikteret: "Fra næste uge skal I føre Venstrepolitik – I har intet valg – det skal I bare!” Hvordan mon stemningen og arbejdsglæden så ville være i de to lejre? Mon ikke I ville være rasende? Præcis den følelse af magtarrogance og brud på tillid og retfærdighed føler vi og vore medarbejdere i denne sag! Det er derfor også glædeligt og tankevækkende, at arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen udtaler ”En overenskomst er meget mere end timeløn, overtidsbetaling og pensionsordning, man skal have tiltro til dem, man indgår overenskomst med, og folk vil selv have bestemmelsesretten”. Det er det, vi efterlyser: Tillid mellem overenskomstparter/arbejdsgiver og arbejdstager samt frihed til selv at vælge overenskomst og fagforening, så længe der er tale om lovlige danske overenskomster og fagforeninger. Det bør være en øjenåbner for 3F om, at det er tid til forandring og fornyelse med hensyn til deres misbrug af tillid og magt fra det danske system! Husk: Monopol er aldrig godt - konkurrence er kun sundt, for det skaber det bedste for alle. 3F har også flere gange i vores sag nævnt ”fair konkurrence” som et argument for at tegne overenskomst. Jeg er helt enig i, der skal være fair konkurrence. Det er der også, når vi følger en anden dansk anerkendt og lovlig overenskomst! Det vil klæde 3F, hvis de selv begynder at konkurrere på en fair facon. Altså gøre sig attraktive og ”sælge” sig selv, og derved konkurrere på lige fod med andre fagforeninger og deres overenskomster. 3F skal så også bare lære at acceptere et ”nej tak”!

Danmark For abonnenter

Johns kæbe var blød som bølgepap efter strålebehandlinger: - Den ville smuldre væk uden tandbehandlinger

Annonce