Annonce
Læserbrev

560 hektar med solceller: Er Naturens Rige lig med en stor sort plet?

En spredning af flere mindre anlæg ud over kommunen og ud over landet vil være væsentlig mere spiseligt, så vi alle bidrager til at gøre noget godt for miljøet, uden at det lægger et helt lokalsamfund ned på siden.

Læserbrev: Når man siger sort plet, så tænker de fleste nok på et sted i trafikken, hvor der er sket mange alvorlige ulykker. I dette tilfælde henviser den sorte plet imidlertid til en anden type ulykke, der kan komme til at indtræffe i Dejbjerg. En gruppe på 23 lodsejere er sammen med firmaet GreenGo ved at undersøge mulighederne for at opføre et gigantisk solcelleanlæg i Gestengen mellem Dejbjerg og Stauning. På et informationsmøde 8. maj fortalte de om projektet som i deres oplæg er et 560 hektar stort område og om muligheden for, at der skal tilgå 1.000 kr/ha/år til en fond, som foreninger i Dejbjerg og Stauning kan ansøge om midler fra. Umiddelbart lyder det jo meget tiltalende med vedvarende energi og med penge, der skal tilgå foreninger i lokalområdet, men der er også et stort antal minusser ved et anlæg af denne størrelse.

560 Ha er et enormt stort område. Lægger man samme areal ned over Skjern by svarer det faktisk til, at al bebyggelse indenfor Skjern er dækket af solceller. Det vil være det første, man får øje på, når man kører til Dejbjerg. Kan vi sælge vore huse? Ja måske, hvis vi dumper prisen med flere hundrede tusinde kroner. Vi kan være stavnsbundet til at blive boende, hvis ikke man kan få indfriet sin gæld ved et salg.

Der er lagt op til, at anlægget kommer meget tæt på boligerne i Dejbjerg Stationsby. Desuden vil boligerne på Skrænten i Dejbjerg få udsigt ud over den kæmpemæssige solcellepark og miste en stor del af den unikke udsigt, de har idag.

Projektet skal kunne bære sig selv uden offentligt tilskud, hvilket også er et sundt udgangspunkt, dog stiller det os som naboer til solcelleparken svagere, idet vi så ikke kan ansøge om værditabserstatning efter reglerne i VE loven. Vi må så appellere til ordentlighed blandt lodsejerne bag projektet. Det blev på informationsmødet nævnt fra lodsejernes talsmand, at de enkelte lodsejere kan indkassere 13.000 (+ op til 5.000) kr/ha/år i de 30 år, de udlejer jorden til projektmageren GreenGo. Så det er yderst lukrativt for den enkelte lodsejer. En del af disse er ikke bosat umiddelbart op ad solcelle anlægget og har derfor ikke umiddelbare gener.

Ved kommunalreformen i 2007 overgik det til kommunen at planlægge i det åbne land og dermed tage beslutning om, hvor der i landskabet skal opføres store anlæg som solcelleanlæg og vindmøller. Som grundlag for beslutningen er det hensigtsmæssigt, at der foreligger en Temaplan. Den er først igangsat her 12 år efter kommunalreformen og vi hører nu, at der fra politisk hold ikke er tid til at vente på, at den er udarbejdet, men man mener, at der skal tages en beslutning om solcelleprojekterne inden da. Hvorfor dette hastværk, når temaplanen har været syltet så længe?

En spredning af flere mindre anlæg ud over kommunen og ud over landet vil være væsentlig mere spiseligt, så vi alle bidrager til at gøre noget godt for miljøet, uden at det lægger et helt lokalsamfund ned på siden. Som det er nu, går man i uvished om, hvad der kommer til at ske, og det kan meget nemt føre til splid i vores lille lokalsamfund, at der er nogen der har en stor økonomisk vinding ved, at projektet bliver gennemført, mens andre kan se frem til en forringelse af boligværdi, salgsmulighed samt et tab af den unikke udsigt udover åbne marker.

Hvis der tages en beslutning, uden at der foreligger en temaplan, der kan skabe overblik, så har jeg en klar fornemmelse af, at byrådet lader sig styre af de lokale lodsejere og at der i høj grad kan fornemmes en form for kammerateri. Kære byrådspolitikere - husk, at I er valgt til at varetage alle borgere i Ringkøbing Skjern kommunes interesser og ikke kun en snæver kreds. Vi har råbt op, men kun et par byrådspolitikere har været lydhøre og vist forståelse. Resten kan jo øve sig i at stå på tæerne i stedet for på hælene.

Hvis lodsejere vil have solceller, vil jeg opfordre til, at de plastrer taget på deres ejendomme til, og hvis ikke det er tilstrækkeligt, kan de placere dem i deres haver og dermed få optimal udsyn til solcellerne (Det klingende kasseapparat). Hvis I vil have pengene, må I også tage generne med. Er det ikke rimeligt?

Jeg håber at lodsejere, projektmageren og vores byrådspolitikere tænker sig godt om, inden der bliver igangsat et eventuelt projekt. Jeg håber virkelig, at der snart er flere politikere, der tør stille op og tage del i kampen imod det gigantiske projekt. Husk: dette er blot det første af mange flere store projekter. Der er behov for en temaplan, så vi ikke ender med at have 1000 hektar med solceller indenfor en radius på 5 kilometer omkring Dejbjerg. Er det Naturens Rige – Vor Herre Bevares!

Annonce
Planlagt område.
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce