Klumme

4. maj: - På denne befrielsesaften bekymrer det mig at høre de populistiske stemmer i det politiske landskab

Sognepræst Ole Lange.


I morgen begynder de lyse nætter. Symbolsk, at netop denne aften blev befrielsesaftenen, hvor en hyldest til lyset og friheden gik i ét, og man satte lys i vinduerne.

Hvor mange steder lever denne skik med at stille tændte lys i vinduerne endnu? Med skam at melde er der år, hvor vi hjemme hos os glemmer det for bare hverdag og travlhed. Og dét er vi nok ikke ene om.

Årene er gået. Så meget har forandret sig. Ville man i Danmark anno 2019 skrive en fædrelandssang som frihedssangen "En lærke letted og 1000 fulgte"? Hvem ved for eksempel længere, hvordan en lærke ser ud?

Danskere som flest er blevet byfolk, men lærken ses ikke på foderbrættet. Ude på landet er bestanden mere end halveret alene siden '70'erne. Mere endnu siden 1945,

Nej lærken er ikke længere et selvfølgeligt symbol på glæden ved friheden, lyset og livet.

Men på den måde kan lærkens tilbagegang og befrielsessangen måske stå som eksempel på, hvor skrøbeligt dyrebar friheden. Vi skal ikke tage den for givet.

Jesus brugte lærken som et budskab om ubekymrethed. Den høster ikke og sår ikke, men løfter vingerne i den stærke blæst og stoler på, at Gud giver den føden.

På trods af disse ord, må jeg tilstå den synd, at jeg gør mig mange bekymringer.

På denne befrielsesaften bekymrer det mig at høre de populistiske stemmer i det politiske landskab, som vil ordne alting med et quickfix.

Men et land er som en supertanker, som man ikke bare kan vende som en kajak. Ting tager tid og ikke alt er muligt. Og hvad er egentlig frihed?

En TV-reklame for Lotto handlede om, at frihed er at kunne gøre, hvad man har lyst til. Men de må have indset, at dét ikke er nok. Så en ny reklame viser, at frihed er at kunne glæde et elsket menneske med en gave.

Mens du læser denne klumme, er jeg ved at forberede mig til et bryllup. To smukke unge mennesker vil binde sig til hinanden. Mon de føler, at de giver afkald på deres frihed gennem løftet og ægteskabet? Mon ikke de snarere føler en frihed ved at holde om den anden? På samme tid binder kærligheden og gør fri. Kærligheden forløser et indre potentiale. Gør én til dét, man egentlig var skabt til at være.

Så mon ikke frihedens væsen ligger i kærlighed? At kunne tage sig af andre mennesker, som betyder noget for én? Og ufrihed: ikke at kunne gøre noget godt. At føle sig magtesløs.

Takket være frihedsbudskabet fra den 4. maj bliver der snart udskrevet folketingsvalg. Så skal vi stå dér i stemmeboksens mørke og vælge frit. Men føler man sig fri? Eller føler man snarere en magtesløshed over for alle udfordringerne?

En globaliseret verden, hvor vi flytter, flygter eller bliver fordrevet på kryds og tværs af kontinenter, og tager skikke med os, som måske gør de andre utrygge. Og deres skikke måske os?

En digitaliseret verden, hvor varme hænder erstattes af skærme og skjulte allegoritmer, som det vist hedder.

En verden med klimakrise og handelskrige og meget mere. Hvem kan overskue det? Hvem føler sig fri ved retten til at kunne stemme om det?

Da lyder det tillokkende at følge én, som bare vil skære igennem. Det giver et øjebliks følelse af kontrol, af at have gjort noget, af frihed.

Men glem aldrig kærligheden inde i brystet et sted. Kun den gør fri.

Husk at ordet "kærlighed" oprindeligt er beslægtet med det engelske "to care": At tage sig af næsten, som den etiske fordring lyder. Kan de nemme løsninger forenes med "care-ligheden"?

4. maj tænder vi lys i skumringen, mens natten falder på, som hyldest til friheden. Og den sande frihed, tror jeg, er tro, og håb, og kærlighed. Og størst af dem er kærligheden, står der skrevet.

På denne befrielsesaften bekymrer det mig at høre de populistiske stemmer i det politiske landskab, som vil ordne alting med et quickfix.

0/0
Annonce
Klumme For abonnenter

Klumme: Mens mange kæwler om valg, kigger jeg på æwler

Annonce
Annonce
Klumme

Ugens Prædiken: En kamp med mennesker og Gud

Klumme

Midt i en konfirmationstid: Talen, som en farfar aldrig fik holdt til sit ældste barnebarn

Klumme

Hvad har Kasper Søndergaard, min cykel og sammenhængskraft til fælles?

Leder For abonnenter

Turismevækst trues af mangel på hænder

Vi har et kæmpestort problem her i Naturens Rige: Vi mangler hænder! På en vis måde er vi blevet et offer for vores egen succes. Det går jo godt i Ringkøbing-Skjern Kommune. Der er gang i erhvervslivet, og har været det længe. Arbejdsløsheden er helt i bund, og det er nemt at få et job. Niels Hausgaard-vendingen, "der er altid arbejde til dem, der vil arbejde", er tæt på at være socialrealisme, ikke satire. I alt fald hvis man taler med bagere, købmænd, campingpladsejere og andre i sommerlandet. De får kun få eller måske endda slet ingen ansøgninger, når de slår stillinger op. Det er et problem. Et kæmpestort problem. Og der er ingen udsigt til, at det bliver bedre, snarere tvært imod. I Dagbladet i dag sætter vi fokus på problemerne for den del af erhvervslivet, der er afhængigt af turismen. Allerede nu er det svært at finde medarbejdere. I de kommende år bliver det stensikkert bare værre: - Vi regner med en vækst i turismen på omkring 50 procent frem mod 2025. Det betyder, at der skal ansættes 1500 flere i turisterhvervene. Nogle vil være på fuld tid, mens andre vil være deltids- og ungarbejdere, siger direktør Søren Lydig, Ringkøbing Fjord Turisme. 1500 flere medarbejdere på fem-seks år! På et tidspunkt, hvor der er registreret omkring 800 arbejdsløse i kommunen! Alene det kommende feriecenter Lalandia i Søndervig og oplevelsescentret Naturkraft skal tilsammen bruge hundredvis af ansatte. Det bliver svært. Især da turismeerhvervet er kendetegnet ved sæsonbetonet arbejde på ofte skæve arbejdstider og - det kommer vi næppe heller uden om - til lønninger, der har svært ved at konkurrere med en række andre brancher. - Det er noget lort, siger Bjarne Nielsen, fiskehandler på havnen i Ringkøbing. Og så kort kan det vel egentlig siges. For selv om Ringkøbing-Skjern har udsigt til kolossal vækst i turismen, hvordan skal potentialet så kunne realiseres, hvis ikke den nødvendige arbejdskraft er til rådighed? Direktør i Erhvervsrådet Hans Jørn Mikkelsen mener, at man bør begynde med at få aktiveret de ledige, vi har i kommunen - også dem, der ikke nødvendigvis kan arbejde 37 timer om ugen. Men som tallene viser, er det slet ikke nok, selv om man så fik aktiveret dem alle. Der skal mere til. Inden for turistbranchen snakker man om, hvordan man kan gøre det attraktivt for unge at tage arbejde i vort område i højsæsonen. Man vil lokke dem med, at de jo kan surfe, fiske og have sjov i fritiden og holde sommerferie, samtidig med at de tjener nogle penge. Om det lader sig gøre, er ikke til at sige. Men noget må der gøres. Vi må lægge vore vestjyske hjerner i blød og eventuelt søge assistance ude fra. Ellers mister vi en gylden mulighed for at styrke en branche i voldsom vækst. Og det vil virkelig være et problem...