Annonce
Navne

21-årig efter et år i Cambodja: Det behøver ikke være perfekt hver gang

Matilde Haahr Olesen og hendes klaver-elever på en engelsksproget kristen privatskole i Phnom Penh. Privatfoto
For en 21-årig volontør fra Videbæk blev klaver-eleverne i Cambodja en hjælp til at gøre op med præstationskulturen i sit eget og elevernes liv.

Videbæk: "Teacher Matilde” eller ”Miss Haahr”.

Sidste skoleår var Matilde Haahr Olesen udsendt som volontør for LM i Cambodja. Her underviste hun blandt andet khmerbørn i klaver på en engelsksproget kristen privatskole i Phnom Penh og var hjælpelærer i de mindste klasser i matematik og engelsk.

LM har ikke tidligere haft volontører på skolen, og det var utrolig spændende, men samtidig noget af en mundfuld, siger den 21-årige vestjyde fra Videbæk. Klaverundervisningen foregik på engelsk, og det krævede rigtig meget af hende at undervise på et andet sprog.

"Jeg havde forberedt mig på dansk og oversat det til engelsk. Nogle ting var også nødvendige at få oversat til khmer, for eksempel ’Tænd klaveret’ og ’Sluk klaveret’. Desuden sad der 12 elever ad gangen ved syv klaverer, som de delte to og to i et meget lille lokale i 35 graders varme. Nogle af pigerne sad med fingrene i ørerne for at holde larmen ud. Så der skulle man som lærer lige holde hovedet koldt og ikke lade udfordringerne stige sig til hovedet," fortæller hun.

Annonce

Omsorg frem for hård disciplin

Det overraskede hende, at det at opdrage børn i Cambodja var så anderledes end herhjemme.

”Børnene var fra hjem, hvor forældrene havde råd til at betale for deres skolegang og derfor gik meget op i, at de lærte noget. Der var eksamener tre gange om året helt ned til de mindste klasser, og desuden var der en meget stram disciplin.”

I Cambodja opdrager man børn ved at slå dem, og derfor oplevede hun, at det var svært at sætte sig i respekt som lærer, når hun irettesatte eleverne med ord. Men gennem nærvær og omsorg fik hun mulighed for at komme tæt på dem. I de små klasser skulle hun være der for børnene og hjælpe dem med de opgaver, de fik af læreren. Der var ofte børn med særlige udfordringer. En af dem, der knyttede sig specielt til hende, var en lille femårig dreng i børnehaveklassen, fortæller Matilde.

”Han savnede sine forældre og havde ofte nogle enorme vredesudbrud, hvor han begyndte at græde og skrige, stampe i jorden, slå og sparke. I starten var det stort set hver dag. Men jeg prøvede at hjælpe ham, og han blev hurtigt tryg ved mig, og efterhånden blev hans udbrud sjældnere og sjældnere. Det var skønt, at jeg kunne få lov til at være der for ham og vise ham omsorg.”

Selv om hun var på en kristen skole, blev det kristne budskab ikke direkte forkyndt for eleverne. Men alle lærerne var kristne, fortæller Matilde, og det kristne menneskesyn var meget tydeligt på den måde, at der ikke blev gjort forskel på, om børnene kom fra rige eller fattige familier. Alle skulle have en lige chance.

”For mig blev det meget tydeligt, at jeg skulle lære at vise min kristne tro gennem den måde, jeg var på, frem for at fortælle om den. Det betød for eksempel, at jeg skulle være ekstra omsorgsfuld over for dem, som var særligt udfordret, eller dem, som var nogle rødder, og derigennem vise Guds kærlighed til dem.”

Det er okay at spille forkert

Hun fik også lov til at skabe et frirum for de syv- til otte-årige piger, hun underviste i klaver.

”Mange piger i Cambodja går i skole fra 8-16 hver dag for engang at få en uddannelse og senere et arbejde, så de kan forsørge deres familie. De bliver pacet frem af deres forældre og samfundets forventninger til dem. Derfor var de meget ambitiøse og perfektionistiske. Hvis jeg bad dem om at spille noget, uden at de kunne det fejlfrit, gik de nærmest helt i baglås. De var vant til, at læreren så på dem med hårde og bedømmende øjne.”

”Jeg sagde til dem: ’Du behøver ikke gøre det perfekt hver gang. Det er okay at spille forkert. Du lærer lige så meget af at lave en fejl.’ Jeg sagde også, at de ikke fik karakterer i mit fag. Det var mere vigtigt for mig, at der var plads til at lære.”

Den erkendelse blev en øjenåbner for klaverpigerne - og også for den unge volontør selv, fortæller hun.

”Jeg er også meget perfektionistisk af natur, så det at sige til pigerne, at det var okay ikke at skulle lære alting til perfektion, gjorde også noget ved mig. At komme til et samfund, hvor du ikke kender deres sprog, og der er meget, du ikke forstår, tvinger dig til at acceptere, at du ikke kan gøre alting perfekt. Og i forhold til min tro betyder det noget, at jeg ved, jeg har et evighedsperspektiv - at jeg ikke behøver være perfekt, for det er der en, der allerede har været for mig.”

Mærkede Guds englevagt

I løbet af det år, hun var i Cambodja, har Matilde på mange områder oplevet ”at være på dybt vand”, som hun selv udtrykker det, både når det gælder sprog, kultur og navigation i den kaotiske trafik i storbyen. Men hele tiden har hun mærket Guds omsorg og englevagt.

”Jeg har virkelig følt mig båret af Gud som en ekstra varme indeni. Vi kom aldrig ud for nogle voldsomme oplevelser i trafikken. Samtidig oplevede jeg, at hvis det engang imellem var udfordrende socialt på grund af kulturforskelle, fik jeg alligevel overskud til at hænge ud med khmererne og få noget virkelig hyggeligt ud af det. Og når jeg savnede dem derhjemme, var det rart at vide, at de bad for mig hjemme i min menighed.”

Volontørtiden har givet hende mod på at kaste sig ud i flere nye ting herhjemme i Danmark. Lige nu går hun på LMH i Hillerød, og også her oplever hun udfordringer, som for eksempel at spille med i skolens lovsangsband.

”I min menighed spillede jeg som pianist alene og skulle sørge for at spille fyldigt, så menigheden kunne synge til. Nu skal jeg øve mig i at spille sammen med andre - hvor enkelt, hvornår, og hvilke lyde jeg skal spille på klaveret, hvornår jeg skal give de andre instrumenter plads og så videre. Det er en stor og god udfordring.”

Men, slutter hun - lidt i stil med den folkekære børnefigur Pippi Langstrømpe: ”Jeg ved, at jeg har prøvet noget, der var endnu sværere, så det kan jeg godt!”

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce