Læserbrev

2+1-vej er ikke nødvendigvis en god løsning

Læserbrev: Få nu arme og ben ned på vejbanen igen. Det lyder rosenrødt; men jeg har været i de svenske og norske aviser, hvor disse veje omtales, og der har jeg læst, at de ikke anbefales, hvor der er mange til- og frakørsler. Er det ikke tilfældet på den gamle A15 hovedvej, så ved jeg ikke.

Der ligger mange gårde langs vejen. Er de forvist til de små veje væk fra A 15? Det samme gælder lastbiler, der skal servicere gårdene, da det ikke er muligt at krydse til venstre. Så der vil blive meget mere trafik på de små veje og i byerne. Der vil blive mange ekstra kilometer for at krydse A15 til marker på den anden side af vejen.

2+1-veje er der ikke mange af i Danmark, for problemet er også, at Hr. og Fru Danmark må køre der med trailer med max 70 km/timen, hvilket også gælder lastbiler. Man vil derfor ikke kunne nå op på den tilladte max hastighed på 90 km/timen.

Så jeg kan godt se, at køen kan blive lang, men så kan man jo nyde den fine udsigt, mens man venter på at få lov til at overhale. Når der så kommer udrykning bagerst i køen, kan jeg se, at der opstår store problemer i det ene spor, når der ikke kan overhales, så derfor kan jeg ikke se mange fordele ved den type veje.

Vejen mellem Søndervig og Hvide Sande nævnes også som 2+1; da sommerhusene mest ligger i vestsiden af vejen, bliver det svært at komme tværs over vejen, når man kommer fra syd på grund af den wire / det autoværn, som danner skel mellem vejbanerne af sikkerhedsmæssige grunde. Man vil derfor kun kunne krydse vejen eller dreje fra den på udvalgte steder. Få det undersøgt, så vi ikke får en vej, som kun er til gavn for nogle, men til gene for mange.

0/0
Klumme

Ugens Prædiken: Påskemorgen er som en håbets hilsen fra Guds fremtid

Klumme

Martine om at blive gammel: Måske er det andet end medicin og ømme muskler?

Klumme

Ugens Prædiken: Mere kærlighed, end vi fatter og forstår

Klumme

Kommer du til årets grundlovsfest?

Leder For abonnenter

Bøhtosserne og de sande demokrater

Spalte op og spalte ned er der blevet skrevet om koranafbrændings-tossen. Du ved; ham der fuldt bevidst går efter at lave sine demonstrationer på måder og på steder, hvor hans iskolde og desværre alt for ofte ganske korrekte kalkule er, at bål-og-brand-tosser vil gribe den kærkomne anledning til at lade sig krænke så tilpas meget, at det efter deres indskrænkede verdensopfattelse berettiger til larm i gaden. Og dermed får bål-og-brand-tosserne på imponerende vis bekræftet koranafbrændings-tossens pointe - hvis ellers pointe ikke kan siges at være et alt for pænt ord for den verdensopfattelse, som hadprædikanter af alle farver abonnerer på. Faktisk er der både sagt og skrevet mere end rigeligt om Rasmus Paludan. Derfor er hovedpersonerne i disse linjer ikke hverken den ene eller den anden part i bøhtosse-krigen. Det handler tværtimod om demokratisk forståelse ført ud i en ualmindeligt fornem praksis - og om et par seje gutter fra Holstebro, Abbas Maanaki og Ergin Dogan. De to stod bag et vellykket arrangement i Trekanten i Holstebro, hvor de fik beboerne til at samles om pizza, fodbold og lørdagshygge i stedet for at stille op som medvirkende i provokatørens omrejsende cirkus, der var varslet til at ankomme til byen en lørdag i april. Dermed faldt det sture, sture provkationsnummer til jorden med et stille plask - ganske som den slags har fortjent. Maanaki og Dogan er begge som teenagere kommet i ungdomsklubben Jættehøj og forklarer, hvordan værdierne, de lærte der, var afsæt for deres fredelige moddemonstration: Rasmus Paludan skulle have lov at bruge sin ytringsfrihed til at sige, hvad han ville - men de to brugte deres ytringsfrihed til at argumentere for, at alle lod ham stå alene med sine provokationer og sin dyre politibeskyttelse. En beskyttelse, som der i Holstebro ikke blev den fjerneste brug for. Missionen lykkedes nemlig over al forventning, og der var efterfølgende stor ros fra politikommissær Lilian Jensen, som i Dagbladet Holstebro erklærede sig "pavestolt af den præventive indsats, vi så fra beboerne". Hvor ville det dog være fantastisk, hvis 'Holstebro-modellen' kunne brede sig til andre steder i landet. Københavnske Nørrebro kunne for eksempel lære en hel del. Som Ergin Dogan siger: "Det, Rasmus Paludan står for, er ikke de værdier, som vi har lært at kende i Jættehøj og på arbejdsmarkedet. Vi er bare med til at sprede hans retorik og had, når vi lader os provokere. Han ved udmærket, hvilke knapper han skal trykke på, så det eksploderer. Og jeg tror, det er hans formål." Jeg tror, Ergin Dogan har ret - og siger tak til ham, til Abbas Maanaki og til lærere og pædagoger som dem i ungdomsklubben Jættehøj, fordi de på forbilledlig vis formår at vise, hvad demokrati vil sige i virkelighedens verden.

Klumme

Amagerpigens tak til Bork Havn Efterskole: I var vinden under mine vinger