Annonce
Videbæk

Ægteparret Kovacevic elsker Grønbjerg

Petar og Alma Kovacevic i stuen i huset, de købte i 1996. Foto: Jørgen Kirk

Alma og Petar Kovacevic og deres to børn kom til Grønbjerg for tyve år siden, købte hus og har boet der lige siden. De er vokset ind i Grønbjerg og Danmark.

Det emmer af hygge i stuen i huset på Algade. Alma og Petar Kovacevic byder på kaffe og kringle, men også en bosnisk kagespecialitet kaldet pita. Sådan har livet været for det sympatiske ægtepar i de sidste tyve år. De har deres bosniske rødder, men lever som danskere.
På væggen hænger portrætter af parrets datter Natasa og søn Sasa, der begge tog studentereksamen i Holstebro og siden studerede i Aarhus.
En arbejdsdag er forbi, Petar arbejder på KP Komponenter i Spjald og Alma inden for det offentlige på kontor i Herning.
Børnene er fløjet fra reden, efter at have taget studentereksamen på Holstebro Gymnasium og siden studeret i Aarhus.
Annonce
Alma og Petar er et par mønsterborgere, der i stuen kan se tilbage på et lykkeligt liv - omend omskifteligt. Og de kan se frem til et otium, som skal tilbringes i Grønbjerg, men også i huset i Trebinja, som de forlod i 1993, men som de stadig ejer. Her rejser de til tre gange om året, og her vil de være i længere perioder, når de ikke længere arbejder.
Grønbjerg viste sig at være lykken for Kovacevic - og måske bliver landsbyen det også for de syriske flygtninge, som skal bosættes i Grønbjerg i det nye år.

Samme diskussion dengang

Alma Kovacevic tænker tyve år tilbage.
»Dengang diskuterede man også, hvor mange flygtninge, der ville komme og hvor mange Danmark kunne tage. Men når det gik godt for os, hvorfor skulle det så ikke gå godt for dem, der kommer nu,« siger Alma.
Petar er enig, men er imod de ghettoer, som udlændinge har det med at samles i.
»Ghettoer burde rives ned. Udlæg jorden til parcelhuse i stedet. Så må de finde andre lejligheder andre steder - bare ikke i ghettoer. Jeg havde i sin tid en kammerat, der boede i København, og som sagde 'kom herover'. Nej tak, vi ville ikke væk fra Grønbjerg, hvor vi og børnene havde et godt liv,« siger Petar.
»I ghettoerne bringes den dårlige sociale arv videre fra forældrene til børnene. Forældrene har måske ingen uddannelse, og hvorfor skal den arv sendes videre til børnene, når der er så mange muligheder i Danmark,« siger Alma.
Annonce

Fra krig til paradis

Krigen kommer til Jugoslavien i 1992 og rammer tidligt parrets hjemby Trebinja, der ligger i Bosnien-Hercegovina, kun 24 kilometer fra den kroatiske kystby Dubrovnik.
Alma og Petar og de to børn på ti og fire år flygter i 1993, kører med bus fra Bosnien, via Serbien, Ungarn, Slovenien og ankommer til Swinoucsjie i Polen, hvor de kommer med færgen til København.
De tilbringer seks måneder i Kalundborg og dernæst halvandet år i Troldhede.
»Vi regnede med, at skulle være i Danmark en måned, og så ville krigen være overstået, men det blev ikke sådan. Krigen stoppede først efter fem år,« siger Petar.
»Danmark var et paradis, når man kommer fra krig. Her var fred og ro. Vi kom i maj, og der var tulipaner allevegne. Og så har vi det bedste politi i verden. De behandlede os ordentligt, da vi kom til Danmark,« siger Alma.
Annonce

Fire mennesker på ét værelse

Familien bor i Troldhede fra efteråret '93 til april '95. De lever alle fire på ét værelse og deler så køkken og badeværelse med fem-seks familier.
»Det var hårdt, når man samler alle mulige forskelige mennesker på ét sted. Husk på, vi er jo lige så forskellige som menesker, som I er,« siger Alma.
Så sker der dét, at Grønbjerg inviterer flygtninge til et møde i forsamlingshuset med henblik på at få dem til at flytte til byen.
»Vi præsenterede os, og vi og tre andre familier blev så tilbudt hver en lejlighed her i byen. Det var fire flotte, nyrenoverede lejligheder, hvor børnene kunne få hver deres værelse. Den første nat lå vi alle fire på madrasser i stuen, for vi skulle lige vænne os til, at vi havde fået så stor en lejlighed. Vores søn var så vant til at bo på centret i Troldhede, at han spurgte 'hvor er kontoret henne'. Han vidste slet ikke, at det her var vores nye hjem, hvor kun vi boede,« husker Petar.
Annonce

Natasa skal i skole

I de første tre år i Danmark har familien ikke asyl og er derfor låst. De må ikke arbejde, ikke søge bolig, ikke lære dansk og kan ikke få børn i folkeskolen.
Da de flytter til Grønbjerg, har familien endnu ikke asyl, men Alma vil have datteren Natasa i skole - og kontakter Videbæk Kristne Friskole, hvor forstanderen sigerde ja til hende og de andre bosniske børn.
»Forstanderen fortalte siden, at han ringede til Undervisningsministeriet og fortalte om det. I ministeriet sagde de, at han havde handlet i strid med loven, men at det var godt, han gjorde det,« siger Alma.
Kort efter får bosnierne asyl, og i 1996 køber familien Kovacevic huset på Algade 39. De er på kontanthjælp og skal faktisk have tilladelse af daværende justitsminister Frank Jensen til købet.
Petar er uddannet maskintekniker, og efter seks måneder på sprogskole bliver han af kommunen tilbudt at prøve et job hos KP Komponenter. Han begynder i 1998 som cnc-operatør og er der stadig.
Alma er kontoruddannet og melder sig efter sprogskolen på et kursus, der fører hende ind på handelsskolen blandt danskere. Hun tager eksamen på handelsgymnasiet og tager en etårig HH på højeste niveau og får derefter læreplads i Holstebro. Hun har arbejdet inden for det ofentlige siden 2000 - og kører hver dag til Herning. Inden da kørte hun i fire år fra Grønbjerg til Aarhus hver dag.
Annonce

Enestående skole

»Vi ville blive i Grønbjerg. Vi elsker Grønbjerg. Vore søn Sasa var kun fire år, da vi kom hertil, og han var så glad for at være her. Han begyndte at græde, når vi tog kufferter frem. Han startede i børnehaveklasse, kom i folkeskole, spillede fodbold og fik mange kammerater. Skolen i Grønbjerg er enestående. Alle lærere har sådan en god måde at tage hånd om eleverne. Sasa kunne ikke tale dansk, men engelsk, som han havde lært ved at se tv i centret i Troldhede. Men efter fire måneder kunne han tale dansk. Børn skal ikke isoleres. Børn lærer gennem leg,« siger Alma.
Annonce

120 procent dansk

Sasa er i dag 26 år og cand.it.
»Han er 120 procent dansk. Han kender ikke bosniske traditioner, og har ingen fornemmelse for forholdene dernede. Han elsker selvfølgelig at komme på ferie dernede, og han taler sproget,« siger Alma.
Sasa nyder at komme hjem til hendes danske julemad hvert år. De begyndte at fejre jul på dansk manér, da de kom til Grønbjerg. Også for at integrere sig. Og nu vil de ikke undvære det.
Datteren Natasa fortsatte hele sin skoletid i Videbæk Kristne Friskole og tog hver dagen bussen fra Grønbjerg, stod af i Brejningkrydset og tog så en anden bus til Videbæk.
Natasa er i dag 33 år og arbejder for et bilfirma i Tyskland, der tilknyttet en amerikansk base.
Da familien flytter til Grønbjerg får den en lokal kontaktfamilien.
»Vi fik Jørn og Karen Bak og Søren og Jytte Nilausen. Dem er vi stadig venner med. De har også besøgt os i vores hus i Bosnien.«
Annonce

Sårene er ikke lægt

Der skulle gå syv år, inden Kovacevic-parret turde vende tilbage til byen, de var flygtet fra. Det var endnu ikke ufarligt dengang, og de kunne kun være i huset i få dage.
Jugoslavien, som ifølge Kovacevic på mange måder var et lykkeligt land med frihed og social sikkerhed, blev pludseligt opløst i etniske konflikter, som Kovacevic-parret selv er et eksempel på. Alma er muslim og Petar er serber og som sådan kristen. Ingen af dem er religiøse.
»Sårene er ikke lægt. Men de bløder ikke mere. Jeg er glad for gensynet med alle folk dernede. Man skal også lægge det bag sig. Nogle var soldater mod deres vilje. Mange var kede af det, der skete, og mange var afmægtige. Det er svært at protestere, når du står over for folk med våben i hånd,« siger Alma.
Almas følelser kommer frem, når hun tænker på flugten.
»Petar er serber, og jeg var bange for, vi ville blive stoppet ved den serbiske grænse, og at de ville tage ham og tvinge ham ind i den serbiske hær. Jeg ville bare væk, uanset hvor langt vi skulle køre. Jeg ville væk fra ondskaben.«
I dag har de ingen nær familie i Bosnien og kun en fætter i Danmark. De er begge danske statsborgere.
I Grønbjerg er de en del af byen og tager del i dens liv. Petar taler med de andre bosniere på KP Komponenter, men ellers omgåes de ikke andre bosniere i det daglige - det sker kun, når de inviteres til fester hos dem, de kender rundt omkring i landet.
Alma og Petar vil gerne hjælpe de flygtninge, der snart kommer til Grønbjerg.
»De har brug for den sociale kontakt, og man skal vise medmenneskelighed. Og så skal man se på, hvilke muligheder de har for at tage et arbejde. I Danmark er der så mange muligheder,« siger Alma.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Tage Elkjærs følelsesladede tur på knallert til Herning i 1960: Da otte danske landsholdsspillere mistede livet bare få timer før en landskamp i Herning

Videbæk For abonnenter

Mangel på medarbejdere: Hvis Center Bakkehuset var et hotel ville belægningen være nede på 79 procent

Annonce