x
Annonce
Klumme

Årsskiftet og tidens gang rejser spørgsmål så store, at det svimler for os

Sognepræst Ole Krebs Lange. Foto: Mads Dalegaard
Lørdagsklummen: Spørgsmål så store, at det svimler for os

Godt nytår, til dig som læser denne første lørdagsklumme i år 2020.

Nytåret er en anledning til så megen eftertanke, at det kalder et helt virvar at tanker frem.

Det er selve tiden, der er på spil. Tiden, som er noget så grundlæggende, at ingen af os kan forestille sig noget uden at tale om det som enten fortid, nutid eller fremtid, og hvilken af disse tre kasser hører selve tiden så til i?

Årsskiftet og tidens gang rejser spørgsmål så store, at det svimler for os, og det kan hurtigt blive for meget for de fleste. Så meget, at man prøver at ryste tankerne af sig.

Måske drukner man dem i bulder og brag og søger en rus for alle sanser, når luften fyldes med bobler og gnister.

Eller omvendt lukker man måske ned for alle sine tanker ved at gemme sig i mørket, et sted hvor man håber at finde fred.

Sådan er det så mærkeligt med eftertanken. Forundringen. Hele dette tankemylder, som nytåret bliver anledning til. For mange bliver det alt for meget.

Men for nogle er noget af det bedste vi véd. Personligt er jeg født som grubler. Allerede som barn var jeg det, man dengang kaldte gammelklog. Èn af dem som den nye undervisningsminister ikke vil bruge penge på.

Jeg har en glæde ved at lære. "Oplysning være skal vor LYST", synger vi i én af Grundtvigs sange. For mig er der noget lystfyldt i at opleve tanker myldre frem.

Men derfor er det også noget, som jeg har svært ved at sætte mig ind i ved nytåret.

Nemlig hvorfor og hvordan eftertanken kan blive så meget for meget, at så mange må overdøve tankemylderet eller bringe det til tavshed, som det sker, når menneskesind giver sig hen til henholdsvis nytårets raseri eller lader vinternattens mørke trænge helt ind i marv og ben.

Men måske er det som i et af disse puslespil med tusinder af brikker, som alle ligner hinanden, men ikke er ens. Den, som spiller puslespillet, tager en brik og vender den og prøver her og der og alle vegne: Er det et stykke himmel? Et stykke sø? Eller måske er det farven på et skib, som sejler gennem billedet?

Når der går mange dage, uden at man finder pladsen netop til denne brik, kender selv en grubler til at blive desperat ... lige indtil man husker på, at puslespillet er en øvelse i tålmodighed og opmærksomhed og i at give slip på tid og rum og bare give sig hen.

Måske er det noget af det samme, der gør, at mange ikke finder glæde ved eftertanke, visdom og forundring? Fordi universets visdom og verdens videnskaber fortæller om en uendelighed, der overvælder mig og får mig til at føle mig så lille. Ja måske ubetydelig? Ikke noget som er værd at regne med? Kun en lille brik i det store universets puslespil?

Personligt er jeg altså født som grubler. Jeg føler lyst ved lærdom, eftertanke, nye indsigter i sammenhænge, som jeg aldrig før har set.

Jeg tænker nok ikke, at jeg KUN er en brik i universets uendelige puslespil.

I stedet tænker jeg: WOW, tænk, at jeg faktisk er en brik af det store hele, og tænk hvis vi kunne finde en plads til mig et sted? Måske som en del af det færdige mønster. Måske som en brik i den ufærdige bunke brikker, som måske er en sø eller er en himmel eller måske er noget helt andet.

Det er nok derfor, jeg blev præst, for at få min gang i disse eftertankens huse, kirkerne, som rummer alle disse uendelige spørgsmål, indsigter og gåder, og hvor man derfor føler sig så hjemme, når hovedet er ved at eksplodere af et mylder af så mange mærkelige tanker.

Det er nok også derfor jeg altid godt har kunnet lide, at julen slutter som den gør i denne weekend: Med legenden om de vise mænd.

I den græske grundtekst kaldes de "Magoi". Dem, der har med det "magiske" at gøre: Det forunderlige, alt det gådefulde, som kalder et mylder af tanker frem i sindet, når det ellers truer med at blive dvask og dorsk eller alt for selvsikkert. Stjernevrimlen for eksempel.

Legenden om de vise mænd fortæller, at et tegn på himlen i årene omkring Jesu fødsel kaldte dem ud på kristenhedens første pilgrimsvandring. Ikke som en pligt. Ikke som en tvang på grund af hellige love. Men som disse mænds forsøg på i levende live at lægge deres livs brik i universets store puslespil …

Nu gled denne klumme næsten over i en prædiken og afslørede skribentens profession. Så lad mig gå linen ud og slutte med et fromt ønske:

Kære læser, måtte året 2020 fylde dit sind med et tankemylder, og måtte du oplevet en lyst ved kundskab og visdom og alle de gåder, der er at undre sig over på jorden og på himlens hvælv.

Som det hedder i Grundtvigs sang om de vise mænd:

"Dejlig er den himmel blå. (En) LYST det er at se derpå."

Godt nytår!

Jeg tænker nok ikke, at jeg KUN er en brik i universets uendelige puslespil. I stedet tænker jeg: WOW, tænk, at jeg faktisk er en brik af det store hele, og tænk hvis vi kunne finde en plads til mig et sted? Måske som en del af det færdige mønster. Måske som en brik i den ufærdige bunke brikker, som måske er en sø eller er en himmel eller måske er noget helt andet.
"Når der går mange dage, uden at man finder pladsen netop til denne brik, kender selv en grubler til at blive desperat ... lige indtil man husker på, at puslespillet er en øvelse i tålmodighed og opmærksomhed og i at give slip på tid og rum og bare give sig hen." Lørdagsklummen handler blandt andet om puslespil. Arkivfoto: Marie Hald/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Stram op – og hold fast i lukkeloven

Læserbrev: Over de sidste uger har butiksansatte knoklet r…. ud af bukserne. Uden at kny sørger medarbejderne i vores butikker for, at der er fyldt op på hylderne, så vi alle sammen kan få mad på bordet, toiletpapir og andre fornødenheder. Og mange danske familier har fået deres køkkenskabe fyldt godt op. De butiksansatte har brug for påskens fridage til et velfortjent hvil. Derfor bør man ikke suspendere lukkeloven henover helligdagene. I denne tid, hvor myndighedernes anbefalinger er at blive hjemme og undgå tæt kontakt til andre mennesker, løber butiksansatte en daglig risiko med kontakt med flere hundrede kunder om dagen. De sætter eget helbred på spil for at passe deres job. Butiksledelserne rundt om gør alt, hvad de kan, for at passe godt på de ansatte med håndsprit, hyppig håndvask, plexiglasplader ved kassen og ’Hold afstand’-skilte på gulvene. Stor ros for det. Men at arbejde under de forhold er anstrengende. Helligdagene i påsken med lukkede butikker kan også være med til at passe på de ansatte, så de kan blive ved med at passe deres arbejde, så længe corona-krisen varer. Derfor, kære politikere: Hold fast i lukkeloven! Og så skal familien Danmark altså stramme op. Lad nu være med at klathandle en liter mælk og en pakke gær. Køb ind til flere dage og lad én person klare det. Det er heller ikke nu, I skal hele familien afsted på ose-tur i de lokale butikker for at se på nye ipads, havetrampolin til ungerne eller lamper til stuen. Det er måske fristende for at skabe et afbræk i tiden med hjemmeskole, men lad være. Jo flere I kommer sammen, jo større risiko udsætter I butikspersonalet for. Ring til den lokale butik i stedet og lav en aftale om at få leveret varen – eller at I kan hente den pakket i en pose. Så kan I både støtte vores midt- og vestjyske butikker og passe godt på de ansatte og jer selv samtidig.

Annonce