Annonce
Klumme

Årsskiftet og tidens gang rejser spørgsmål så store, at det svimler for os

Sognepræst Ole Krebs Lange. Foto: Mads Dalegaard
Lørdagsklummen: Spørgsmål så store, at det svimler for os

Godt nytår, til dig som læser denne første lørdagsklumme i år 2020.

Nytåret er en anledning til så megen eftertanke, at det kalder et helt virvar at tanker frem.

Det er selve tiden, der er på spil. Tiden, som er noget så grundlæggende, at ingen af os kan forestille sig noget uden at tale om det som enten fortid, nutid eller fremtid, og hvilken af disse tre kasser hører selve tiden så til i?

Årsskiftet og tidens gang rejser spørgsmål så store, at det svimler for os, og det kan hurtigt blive for meget for de fleste. Så meget, at man prøver at ryste tankerne af sig.

Måske drukner man dem i bulder og brag og søger en rus for alle sanser, når luften fyldes med bobler og gnister.

Eller omvendt lukker man måske ned for alle sine tanker ved at gemme sig i mørket, et sted hvor man håber at finde fred.

Sådan er det så mærkeligt med eftertanken. Forundringen. Hele dette tankemylder, som nytåret bliver anledning til. For mange bliver det alt for meget.

Men for nogle er noget af det bedste vi véd. Personligt er jeg født som grubler. Allerede som barn var jeg det, man dengang kaldte gammelklog. Èn af dem som den nye undervisningsminister ikke vil bruge penge på.

Jeg har en glæde ved at lære. "Oplysning være skal vor LYST", synger vi i én af Grundtvigs sange. For mig er der noget lystfyldt i at opleve tanker myldre frem.

Men derfor er det også noget, som jeg har svært ved at sætte mig ind i ved nytåret.

Nemlig hvorfor og hvordan eftertanken kan blive så meget for meget, at så mange må overdøve tankemylderet eller bringe det til tavshed, som det sker, når menneskesind giver sig hen til henholdsvis nytårets raseri eller lader vinternattens mørke trænge helt ind i marv og ben.

Men måske er det som i et af disse puslespil med tusinder af brikker, som alle ligner hinanden, men ikke er ens. Den, som spiller puslespillet, tager en brik og vender den og prøver her og der og alle vegne: Er det et stykke himmel? Et stykke sø? Eller måske er det farven på et skib, som sejler gennem billedet?

Når der går mange dage, uden at man finder pladsen netop til denne brik, kender selv en grubler til at blive desperat ... lige indtil man husker på, at puslespillet er en øvelse i tålmodighed og opmærksomhed og i at give slip på tid og rum og bare give sig hen.

Måske er det noget af det samme, der gør, at mange ikke finder glæde ved eftertanke, visdom og forundring? Fordi universets visdom og verdens videnskaber fortæller om en uendelighed, der overvælder mig og får mig til at føle mig så lille. Ja måske ubetydelig? Ikke noget som er værd at regne med? Kun en lille brik i det store universets puslespil?

Personligt er jeg altså født som grubler. Jeg føler lyst ved lærdom, eftertanke, nye indsigter i sammenhænge, som jeg aldrig før har set.

Jeg tænker nok ikke, at jeg KUN er en brik i universets uendelige puslespil.

I stedet tænker jeg: WOW, tænk, at jeg faktisk er en brik af det store hele, og tænk hvis vi kunne finde en plads til mig et sted? Måske som en del af det færdige mønster. Måske som en brik i den ufærdige bunke brikker, som måske er en sø eller er en himmel eller måske er noget helt andet.

Det er nok derfor, jeg blev præst, for at få min gang i disse eftertankens huse, kirkerne, som rummer alle disse uendelige spørgsmål, indsigter og gåder, og hvor man derfor føler sig så hjemme, når hovedet er ved at eksplodere af et mylder af så mange mærkelige tanker.

Det er nok også derfor jeg altid godt har kunnet lide, at julen slutter som den gør i denne weekend: Med legenden om de vise mænd.

I den græske grundtekst kaldes de "Magoi". Dem, der har med det "magiske" at gøre: Det forunderlige, alt det gådefulde, som kalder et mylder af tanker frem i sindet, når det ellers truer med at blive dvask og dorsk eller alt for selvsikkert. Stjernevrimlen for eksempel.

Legenden om de vise mænd fortæller, at et tegn på himlen i årene omkring Jesu fødsel kaldte dem ud på kristenhedens første pilgrimsvandring. Ikke som en pligt. Ikke som en tvang på grund af hellige love. Men som disse mænds forsøg på i levende live at lægge deres livs brik i universets store puslespil …

Nu gled denne klumme næsten over i en prædiken og afslørede skribentens profession. Så lad mig gå linen ud og slutte med et fromt ønske:

Kære læser, måtte året 2020 fylde dit sind med et tankemylder, og måtte du oplevet en lyst ved kundskab og visdom og alle de gåder, der er at undre sig over på jorden og på himlens hvælv.

Som det hedder i Grundtvigs sang om de vise mænd:

"Dejlig er den himmel blå. (En) LYST det er at se derpå."

Godt nytår!

Annonce
Jeg tænker nok ikke, at jeg KUN er en brik i universets uendelige puslespil. I stedet tænker jeg: WOW, tænk, at jeg faktisk er en brik af det store hele, og tænk hvis vi kunne finde en plads til mig et sted? Måske som en del af det færdige mønster. Måske som en brik i den ufærdige bunke brikker, som måske er en sø eller er en himmel eller måske er noget helt andet.
"Når der går mange dage, uden at man finder pladsen netop til denne brik, kender selv en grubler til at blive desperat ... lige indtil man husker på, at puslespillet er en øvelse i tålmodighed og opmærksomhed og i at give slip på tid og rum og bare give sig hen." Lørdagsklummen handler blandt andet om puslespil. Arkivfoto: Marie Hald/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det lyder godt, men: De passer ikke på Danmark

Det er så let at stille sig op og sige, at ”jeg passer på Danmark”. Det lyder godt. Man virker handlekraftig. Men når man som Mette Frederiksen er statsminister, har man andre forpligtelser end at gå med de nemme og populære løsninger, som hun gjorde, da hun præsenterede regeringens bud på, hvordan vi forhindrer terrordømte i at planlægge og udføre mere terror, når de er sluppet ud af fængslet. En regeringschef har pligt til at vælge løsninger, der holder sig inden for rammerne af, hvilken type land vi gerne vil være. Og her svigtede Mette Frederiksen. Hun foreslår nemlig, at personer, der har afsonet en dom for terror, kan forbydes at færdes i bestemte områder og have kontakt til bestemte personer i op til ti år. For at undersøge, om de overholder forbuddet, skal politiet have ret til uden dommerkendelse at trænge ind i deres hjem og undersøge deres computere. Det er her, statsministeren glemmer sin forpligtelse over for retsstatens principper. Grundloven siger helt uden dikkedarer i paragraf 72, at både husundersøgelser og undersøgelser af borgernes kommunikation kun kan ske efter en retskendelse. Der står dog også, at man kan lave love, der giver undtagelse fra paragraffen, og det er så dét, regeringen vil gøre. Men det er grundlæggende helt forkert. Regeringens forslag om at øge straffene for terror og terrorrelaterede forbrydelser betragteligt er helt i orden. Det er også rimeligt at udstede forbud om ophold og kommunikation for denne ekstraordinært usympatiske gruppe af forbrydere. Og spark dem endelig ud af landet, når der er lovhjemmel til det. Det må bare aldrig blive andre end en domstol, der gør domstolenes arbejde. Magtens tredeling er et princip, der ikke må fraviges. Hverken politikere eller myndigheder skal afsige domme eller udstede retskendelser. Det skal kun dommere. Det har regeringens normale støtter forstået, men de borgerlige partier sikrer flertallet til endnu et skridt væk fra retsstaten. De skulle skamme sig. De passer ikke på Danmark.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];